Heltenes Færd . Морган Райс

Чтение книги онлайн.

      KAPITEL TRE

      Kong MacGil- bred, med en brystkasse som en tønde, et kraftigt skæg og langt gråt hår, en bred pande, der bar mærke af for mange slag – stod på de øverste volde af sit slot, hans dronning ved hans side, og holdt øje med dagens spirende festligheder. Hans kongelige jorder foldede sig ud under ham i al deres herlighed, og strakte sig så langt øjet rakte, en blomstrende by, omkranset af ældgamle befæstninger. Kongens Hof. Sammenvævet af en labyrint af snoede gader og sten bygningen af alverdens former og størrelser – for krigerne, arbejdsmændene, hestene, The Silver, Legionen, vagterne, barakkerne, våbenlagrene, arsenalet – og imellem dem hundredvis af boliger til de mange af hans folk, der havde valgt at bo indenfor disse bymure. Imellem disse gader udbredte der sig, hektarvis af græs, kongelige haver, stemomkransede torve, fantastiske springvand. Kongens Hof var blevet forskønnet og forbedret i århundreder, af hans far, og hans far før ham- og den lå nu på toppen af sin herlighed. Uden tvivl var den nu den sikreste højborg i det Vestelige Kongerige.

      MacGil var velsignet med de fineste og mest loyale krigere nogen konge havde haft, og i hans livstid var der ingen, der havde turdet angribe. Den syvende MacGil på tronen var han og han havde siddet der godt i de toogtredive år han havde regeret. Han havde været en vis og god konge. Landet havde haft stor fremgang i hans regeringstid. Han havde fordoblet hæren, udvidet byerne, bragte sit folk velstand og der var ingen utilfredshed hos folket. Han var kendt som en gavmild konge og der havde aldrig været tidligere været en lignende periode med velstand og fred som siden han indtog tronen.

      Det var paradoksalt nok, præcist det der holdt MacGil vågen om natten. MacGil kendte sin historie: I alle tider havde der aldrig været en så lang periode uden en krig. Han tænkte ikke længere på om der ville komme et angreb – men på hvornår. Og fra hvem.

      Den største trussel, var selvfølgelig fra nogen udenfor Ringen, fra de vildes rige, det der regererede Vildmarken, det der havde underkuet alle folkene udenfor Ringen, over Kløften. For MacGil og de syv generation før ham havde, de Vilde aldrig udgjort en direkte trussel. På grund af hans kongeriges specielle geografi, formet i en perfekt cirkel – en ring – adskilt fra resten af verden af en dyb kløft, en mil bred og beskyttet af et energiskjold, der havde været aktivt siden en MacGil kom på tronen, havde de ikke noget at frygte fra de Vilde. Barbarene havde forsøgt at angribe mange gange, at trænge igennem skjoldet, at krydse kløften, men ikke en eneste gang var det lykkes for dem. Så længe han og hans folk holdt sig inden for Ringen, var der ingen ydre trussel.

      Det betød dog ikke, at der ikke var nogen indre trussel. Og det var det, der havde holdt MacGil vågen om natten i den seneste tid. Præcist det var formålet med dagens festligheder: Hans ældste datters bryllup. Et bryllup, der var arrangeret for at afvæbne hans fjender, for at opretholde den skrøbelige fred imellem de Østlige og Vestlige Kongeriger af Ringen.

      Ringen strakte sig godt og vel fem hundrede mil i hver retning, og var opdelt i midten af en bjergkæde. Højlandet. På den anden side af Højlandet, lå det Østlige Kongerige, der regererede den anden halvdel af Ringe. Og dette Kongerige der havde været regeret i århundreder af deres rivaler McClouds havde altid prøvet at ryste den skrøbelige våbenhvile med MaCGils. McClouds var utilfredse og sure over deres lod, overbevist om at deres side af kongeriget havde mindre frugtbar jord. De anfægtede også Højlandet og insisterede på at hele bjergkæden var deres, når mindst halvdelen af den tilhørte MacGils. Der var evindelige grænsetræfninger og truslen om invasion var konstant.

      MacGil blev irriteret, når han grundede over det. McClouds skulle være lykkelige; de var trygge indenfor Ringen, beskyttet af Kløften, de sad på frodig jord og havde ikke noget at frygte. Hvorfor kunne de ikke bare være tilfredse med deres egen halvdel af Ringen? Det var udelukkende fordi MacGil havde oparbejdet en så stærk hær, at for første gang i historien turde McClouds ikke angribe. Men MagGil, som den kloge konge han var, fornemmede noget i horisonten; han vidste at denne fred ikke kunne fortsætte. Derfor havde han arrangeret dette bryllup, hans ældste datter og den ældste prins af McCloud slægten. Og nu var dagen kommet.

      Da han kiggede ned, så han under sig tusinder af undersåtter klædt i farverige kjortler udstrakt under sig, tilrejst fra alle hjørner af riget, fra begge sider af Højlandet. Næsten hele Ringen, alle flød de ind i hans fæstninger. Hans folk havde forberedt sig i måneder, udkommanderet til at få alt til at se fremgangsrigt og stærkt ud. Dette var ikke blot en bryllupsdag; dette var en dag, hvor der skulle sendes et signal til McClouds.

      MacGil overvågede sine hundredevis af soldater, der stod i geledder langs med voldene, I gaderne, langs med murene, flere soldater end han nogensinde ville have behov for – og følte sig tilfreds. Det var sådan en fremvisning af magt han ønskede; men han følte sig også urolig; omgivelserne var ladede, modne til en træfning. Han håbede at der ikke, på nogle af siderne, ville СКАЧАТЬ