Heltenes Færd . Морган Райс

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ til vognen, storsmilende. Thor lagde mærke til at hans far også smilede.

      Men han var slukøret, da han så dem gå.

      Soldaten vendte sig og gik videre til det næste hus. Thor kunne ikke holde det ud mere.

      ”Herre!” Udbrød Thor højt.

      Hans far vendte sig og skulede til ham, men Thor var ligeglad nu.

      Soldaten stoppede, han havde ryggen til ham og nu drejede han sig langsomt.

      Thor tog to skridt fremad, hans hjerte buldrede, men hans skød brystet frem så langt som han kunne.

      ”De har ikke overvejet mig, Herre, ” sagde han.

      Soldaten der var overrasket, så op og ned ad Thor som om han var en vittighed.

      ”Har jeg ikke?” Spurgte han og brød ud i latter.

      Hans mænd brød også ud i latter. Men Thor var ligeglad. Dette var hans øjeblik. Det var nu eller aldrig.

      “Jeg vil optages i Legionen!” sagde Thor.

      Soldaten gik hen imod Thor.

      ”Nå så det vil du?”

      Han så ud som om han morede sig.

      ”Og har du nået dit fjortende år endnu?”

      ”Det har jeg Herre. For to uger siden.”

      “For to uger siden!”

      Soldaterne skreg af grin, og det same gjorde mændene bagved dem.

      ”Jamen, så vil vores fjender helt sikkert ryste af skræk ved synet af dig,”

      Thor mærkede at han brændte af skam. Han var nødt til at gøre noget. Han kunne ikke bare lade det ende sådan her. Soldaten vendte sig for at gå – men Thor kunne ikke tillade det.

      Thor trådte frem og råbte: “Herre! De begår en fejl!”

      Et forskrækket gisp spredte sig igennem mængden, da soldaten stoppede og langsomt vendte sig igen.

      Nu skulede han.

      ”Dumme dreng, ” sagde hans far og greb Thor hårdt i skulderen, ” gå ind igen!”

      ”Det gør jeg ikke!” råbte Thor, mens han rystede sin fars greb af.

      Soldaten trådte frem og hans far bakkede væk.

      ”Kender du straffen for at fornærme The Silver?” vrissede soldaten.

      Thors hjerte buldrede vildt, men han kunne ikke trække det tilbage nu.

      ”Vær venlig at tilgive ham, Herre,” sagde hans far, ” Han er bare et lille barn og –”

      ”Jeg taler ikke til dig, ” sagde soldaten. Med et tilintetgørende blik tvang han Thors far til at vende sig.

      Soldaten vendte sig igen mod Thor.

      ”Svar mig!” sagde han.

      Thor sank uden at kunne sige noget. Dette her var ikke sådan han havde forestillet sig det.

      ”At fornærme The Silver er at fornærme Kongen selv,” sagde Thor stille, han sagde det nøjagtigt som han havde lært sig det udenad.

      ”Ja” sagde soldaten. ”Det betyder at jeg kan give dig fyrre piskeslag hvis jeg vil.”

      ”Jeg vil ikke fornærme nogen Herre” sagde Thor. ”Jeg vil bare vælges. Vær rar. Jeg har drømt om det her hele mit liv. Vær rar. Lad mig slutte mig til jer.”

      Soldaten så på ham og langsomt blødte hans ansigt op. Efter en lang pause, rystede han på hovedet.

      ”Du er ung, dreng. Du har et stolt hjerte. Men du er ikke klar. Kom tilbage til os, når du er tør bag ørerne.”

      Med de ord, vendte han sig og stormede væk, uden at værdige de andre drenge et blik. Han sted hurtigt til hest.

      Thor stod slukøret og kiggede mens karavanen rullede i gang; så snart som de var ankommet, så snart var de væk igen.

      Det sidste Thor så var sine brødre, siddende bag i den sidste vogn, mens de gloede på ham, misbilligende, drillende, De blev kørt væk foran hans øjne, væk fra det her, ind i et bedre liv.

      Thor følte han døde indvendigt.

      Da spændingen rundt om ham blegnede, luskede landsbyboerne ind i deres huse.

      ”Forstår du hvor dum du var idiotiske knægt?” Vrissede Thors far og tog fat i hans skuldre. ”Er du klar over at du kunne have ødelagt dine brødres chancer?”

      Thor børstede sin fars hånd voldsomt af, og hans far rakte armen tilbage og stak ham en lussing.

      Thor mærkede at det sved og skulede til sin far. En del af ham ønskede for første gang at slå igen mod sin far. Men han styrede sig.

      “Gå ud og hent mine får og bring dem tilbage, Nu! Og når du kommer tilbage, skal du ikke forvente at få et måltid mad af mig. Du må gå sulten i seng og tænke over hvad du har gjort.”

      ”Måske kommer jeg aldrig tilbage!” Råbte Thor, mens han vendte sig og stormede ud, væk fra sit hjem, mod bakkerne.

      ”Thor!” råbte hans far. Et par landsbyboere som var blevet tilbage på vejen stoppede og kiggede.

      Thor begyndte at trave, så at løbe, han ville bare så langt væk herfra som muligt. Han lagde næsten ikke mærke til at han græd, tårerne flød nedover hans ansigt, ved tanken om at hver eneste drøm han havde haft var knust.

      KAPITEL TO

      Thor vandrede i timevis i bakkerne, sydende, indtil han til slut valgte en bakke og satte sig, med armene krydsede over sine ben og så ud imod horisonten. Han så vognene forsvinde, så støvskyen, der blev hængende i flere timer efter.

      Der ville ikke blive flere besøg. Nu var han dømt til at blive her i denne landsby i årevis, mens han ventede på en ny chance – hvis de nogensinde kom tilbage. Hvis hans far ville tillade det nogensinde. Nu ville det bare være ham og hans far alene i huset, og hans far ville helt sikkert udspy al sin vrede over ham. Han ville fortsat være sin fars lakaj, år ville gå og til sidst ville han ende som ham, fastlåst i et lille ligegyldigt liv—mens hans brødre ville vinde hæder og berømmelse. Hans årer brændte af uretfærdigheden. Det var ikke det, der var hans skæbne. Det vidste han.

      Thor hærgede sin hjerne for noget han kunne gøre, en made han kunne ændre det. Men der var intet. Det her var de kort han havde på hånden.

      Efter at have siddet i timevis, rejste han sig modløst og begyndte at krydse sig vej op af de velkendte bakker, højere og højere. Uundgåeligt, drev han tilbage til fåreflokken, til den høje bakke. Mens han klatrede, faldt den første sol på СКАЧАТЬ