Heltenes Færd . Морган Райс

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ hours ago, in the royal transport. If you were not invited, you cannot enter.

      Han spurtede, hans lunger var ved at sprænges. Da han nåede porten, trådte to vagter frem med sænkede lanser og blokerede indgangen. En tredje vagt trådte frem og holdt håndfladen op.

      ”Stop der, ” kommanderede han.

      Thor standsede brat, forpustet, næsten ude af stand til at styre sin ophidselse.

      ”I….forstår….ikke” stønnede han, ordene tumlede ud imellem åndedrag. ”Jeg skal ind. Jeg er forsinket.”

      ”Forsinket til hvad?”

      ”Udvælgelsen.”

      Vagten, der var en lav, kraftig mand med koparret hud, vendte sig og så på de andre, der så kynisk tilbage. Han vendte sig og iagttog Thor med et hånligt blik.

      ”Rekrutterne blev taget ind for flere timer siden, i den kongelige transportvogn. Hvis du ikke var inviteret, kan du ikke komme ind.”

      “Men i forstår ikke. Jeg er nødt til –“

      Vagten tog fat i Thors skjorte.

      ”Du forstår det ikke, din uforskammede lille dreng. Hvor vover du at komme her og forsøge at tvinge dig vej ind? Gå nu – før jeg sætter dig i lænker.”

      Han skubbede hårdt til Thor, der tumlede flere fod tilbage.

      Thor mærkede et stik i brystet, hvor vagtens hånd havde rørt ham – men værre end det, mærkede han stikket af afvisning. Han var indigneret. Han havde ikke rejst den lange vej bare for at blive smidt væk af en vagt uden at blive set. Han var fast besluttet på at komme ind.

      Vagten vendte sig igen mod sine mænd, og Thor gik langsomt væk, på vej med uret rundt om den runde bygning. Han havde en plan. Han gik indtil han var ude af syne, så begyndte han at småløbe, tæt inde ved muren. Han sikrede sig at vagterne ikke holdt øje med ham, og så satte han farten op indtil han spurtede. Da han var halvvejs rundt om bygningen, så han en anden åbning i arenaen. højt oppe var der buede åbninger i stenene, blokeret af jernstænger. En af disse åbninger, manglede en jernstang. Han hørte et brøl mere, og løftede sig op på afsatsen og kiggede.

      Thors hjerte slog hurtigere. Spredt rundt indeni den kæmpestore cirkulære træningsplads, var der dusinvis af rekrutter – inklusive hans brødre. De stod på rækker og foran dem var et dusin af the Silver. Kongens mænd gik imellem dem og vurderede dem.

      En anden gruppe rekrutter stod ved siden, under en soldats vagtsomme øjne, og kastede spyd mod et fjernt mål. En af dem ramte ikke.

      Thors årer brændte af vrede. Han kunne have ramt de mål; han var ligeså god som hver eneste af dem. Bare fordi han var yngre, lidt mindre var det ikke retfærdigt at han blev holdt udenfor.

      Pludselig, mærkede Thor en hånd på ryggen og blev flået tilbage og sendt flyvende igennem luften. Han landede på jorden nedenunder uden luft i lungerne.

      Han kiggede op og så vagten fra porten der kiggede hånligt på ham.

      “Hvad sagde jeg, dreng?”

      Før han kunne nå at reagere, lænede vagten sig tilbage og sparked Thor hårdt. Thor mærkede et skapt slag i ribbenene, da vagten samlede sig til at sparke ham igen.

      Denne gang, greb Thor vagtens fod i luften; han trak i den, og væltede ham omkuld.

      Thor kom hurtigt på benene. Vagten kom på benene på samme tid. Thor stirrede på ham, chokeret over, hvad han lige havde gjort. Over for ham hoverede vagten.

      ”Nu vil jeg ikke bare lænke dig,” hvæsede vagten, ”men jeg vil også få dig til at betale. Ingen rører en Kongens vagt! Glem alt om at blive optaget i Legionen – nu kommer du til at rådne op i et fangehul! Du er heldig, hvis nogen ser dig igen!”

      Vagten trak en kæde frem med en lænke i enden. Han gik henimod Thor med et hævngerrigt udtryk i ansigtet.

      Thors hjerne kørte afsted. Han kunne ikke lade sig blive lænket – og dog ville han ikke såre et medlem af Kongens Vagter. Han var nødt til at finde på noget – og hurtigt.

      Han kom i tanker om slyngen. Hans reflekser tog over, da han tog fat i den, satte en sten fast, sigtede og lod den flyve.

      Stenen steg gennem luften og slog lænkerne ud af den bedøvede vagts greb; den ramte også vagtens fingre. Vagten rykkede tilbage og rystede hånden, han skreg af smerte, da lænkerne raslede ned på jorden.

      Vagten, gav Thor dødsblikket og trak sit sværd. Det kom frem med en distinkt metallisk ringlen.

      ”Det var din sidste fejltagelse” truede han mørkt, og sprang frem.

      Thor havde ikke noget valg; denne mand ville bare ikke lade ham være i fred. Han lagde en anden sten i slyngen og kastede den. Han sigtede bevidst – han ville ikke dræbe vagten, men han var nødt til at stoppe ham. Derfor sigtede han ikke efter hans hjerte, næse, øje, eller hoved. Thor sigtede efter det eneste sted han vidste, ville stoppe ham, men ikke dræbe ham.

      Imellem vagtens ben.

      Han lod stenen flyve – ikke med fuld styrke, men nok til at fælde manden.

      Han ramte perfekt.

      Vagten tippede over, tabte sit sværd, og greb sig i skridtet, mens han kollapsede på jorden og rullede sig sammen i en kugle.

      ”Du bliver hængt for det her!” stønnede han imellem smertegrynt. ”Vagter! Vagter!”

      Thor så op og på afstand så han flere af Kongens vagter løbe hen for at få fat på ham.

      Det var nu eller aldrig.

      Uden at spilde et øjeblik mere, spurtede han til vinduesafsatsen. Han ville blive nødt til at hoppe igennem, ind i arenaen, og vise sig selv. Og han ville kæmpe imod, hvem som helst der kom i vejen for ham.

      KAPITEL FEM

      MacGil sat i den øvre hal af sit slot, i sin private mødesal, den han brugte til personlige affærer. Han sad på sin private trone, denne udskåret af træ, og så ud på fire af sine børn, der stod foran ham. Der var hans ældste søn, Kendrick, som femogtyveårig, en fin kriger og en sand gentleman. Han af alle børnene, lignede MacGil mest – hvilket var ironisk, da han var et uægte barn, MacGils eneste emne med en anden kvinde, en kvinde han havde glemt for længst. MacGil havde opdraget Kendrick med sine ægte børn, på trods af at hans dronning gjorde modstand i starten, på betingelse af at han aldrig ville bestige tronen. Dette gjorde MacGil ondt nu, fordi Kendrick var den bedste mand han havde kendt nogensinde, en søn han var stolt af at være far til. Der ville ikke have været en finere arving til kongeriget.

      Ved siden af ham, I stærk kontrast, stod hans andenfødte søn – og førstefødte ægte søn – Gareth, treogtyve, tynd, med hule kinder og store brune øjne, der aldrig stopped med at pile hurtigt rundt. Hans personlighed kunne ikke være mere anderledes end sin ældre brors. Gareths natur var alt hans bror Kendricks ikke var; hvor hans bror var ligefrem, holdt Gareth sine tanker skjult; hvor hans bror var stolt og ædel, var Gareth uærlig og svigefuld. СКАЧАТЬ