Germanernes Lærling. Gjellerup Karl

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ ikke blev valgt, for saa skulde det da være blevet ved paa den Maade i alle de Halvløgne. Ja, det er sandt, man skulde jo holde Mund, ligesom Kristen Pedersen … Jeg føler mig saa præstelig. Jeg var lige ved at kalde min Fjende, Pastor Krarup, for »kære Embedsbroder«. – Og Fuldmægtig Jessen lo, idet hans store hvide Tænder skinnede frem gennem det sorte Kratskæg.

      – Det kunde maaske være gjort med mindre. Jeg synes, ærlig talt, du smurte temmelig tykt paa.

      – Naa—aa, nej det er ikke det, jeg mener … Giv mig en Svovlstik … Ja, disse – saadan – retoriske – de – de ligger sgu'tte rigtig for mig … nej, det gør de ikke … Men – alligevel – det var ikke saa galt – sandt var det Pinedød … Nej, men—n, man maa jo staa og sige saadan noget smukt Noget om Forfatning og Grundlov. Fanden i Vold! … Det er jo den Grundlov, der er vores Ulykke … Er disse Folk her modne til Friheden? er det dem, der skal regere?

      – Nej, naturligvis … de har jo slet ingen Sans for de højere Interesser.

      – Naa, det vil jeg nu slet ikke tale om.... Nej, men de forstaaer sig ikke engang paa deres egne Interesser, – og det er dog det mindste, man kan forlange af en Politiker.... Se, der er nu hele Husmandsstanden, alle Daglejerne. Hvem har de Interesse af at støtte – Bønderne? —

      – Ja, det er jo nærmest deres Stand —

      – Ja, men Interessen, kære Ven – deres Interesse … Gi'er Bønderne dem noget? – nej, gu gør de ikke nej … Faar de Arbejde hos dem, som er værd at tale om, som de kan leve af? … Nej de lever af os, af Herregaardene – og saa naturligvis Proprietærerne.... Og saa gaar de alligevel hen og stemmer med Bønderne, mod os.

      Jessen sagde »os« med en Selvfølelse, som om han ejede Skovvang Gods, paa hvis Kontor han var Fuldmægtig med en elendig lille Gage, som han lige netop kunde pine sig igennem med, ved at knibe hist og spare her.

      – Nej, vedblev han, de gaar sgu i Tøjet gør de. De er stærblinde … Og alt det Vrøvl kan vi takke ham for. – Han pegede paa Frederik d. 7des Buste, der, kneisende paa en poleret Granitsøjle, forsøgte at hæve den slet grusede Trekant, hvor Chaussèens og Kørevejens Hjulspor skar hinanden i vandblinkende Kurver, til et Torvs Rang.

      »Nej, De skal da ikke … det er – virkelig – altfor —«

      »Gud bevares! – det er jo ikke noget at tale om, Hr. Greve! … det er mig virkelig en Fornøjelse.«

      Det var Greven, der kom vraltende ud fra Kroen bag efter den pelsklædte, næbhuede Herre, der trippede ivrig mellem Pytterne, bærende paa en tæt pakket Haandkuffert.

      – God Dag, Jessen, god Dag! sagde Greven, idet han standsede og lettede skødesløst paa Hatten. – Hvordan staar det sig?

      – Jo Tak, Hr. Greve.

      – Men sæt dog endelig Kufferten fra Dem. De maa virkelig ikke staa – dèr – og —

      – Aa, men det er jo ingen Ting, slet ingen Ting … Den er saa let som en Fjer, forsikrer jeg Dem … aldeles som en Fjer.

      – Naa – De – faldt igennem. – Ja, der skal jo Nogen til det ogsaa … Men—n – hvad jeg vilde sige … det var virkelig meget paaskønnelsesværdigt af Dem, at De stillede Dem … Det … det ved Gud, det var … Farvel, Jessen.

      – Farvel, Hr. Greve.

      Greven stolprede videre, besværet af sin Rejsepels. Han og hans tjenstivrige Ledsager gik hen imod Kragerup Gaard, der laa i Valgflækken, og hvor hans Jagtvogn holdt. Men lige i Begyndelsen af Indkørselsallèen blev de standsede af et Par Bønder, der bukkede og skrabede ud med Hatten i Haanden. Det var en gammel, hvidhaaret Bonde af en trivelig Middelhøjde, og en lang, yngre Mand, mørk og med et dvask Udtryk i det skægløse Ansigt. – De vilde da saa meget gærne hilse paa Greven; det var jo saa sjælden, at Greven var dèr paa Godset.

      Ja, han var der kun en Gang imellem i Jagttiden. Hvem de var?

      Ja, det var jo Ole Rasmussen derovre fra Vindrup og Sønnen Hans. De havde da talt engang før med Greven; men det kunde Greven vel ikke mindes? Nej, de kunde tænke det. – Det var den Gamle, der talte; Sønnen indskød kun hist og her et Ord eller gentog Slutningen, som i Søvne.

      Hvordan de havde det.

      Jo Tak, – man skulde jo sige, man havde det godt. Det var jo Vorherre, der sendte alting, det vidste vi jo. Men ellers havde de det da rigtignok farlig knapt; og det var ogsaa det, de vilde spørge Greven om, om han ikke kunde give dem noget Afdrag paa Afgiften og saa nogen Henstand.

      Hm! ja – Greven bed sig fortrædelig i Knebelsbarten. Det var jo ikke saa let for ham … saadan … midt paa Landevejen … Desuden – Høsten … Ja, de havde jo faaet den meget sent ind, og Kammerraaden klagede jo ogsaa … men – paa de mindre Gaarde … dèr —

      Jo, de havde jo faaet alting ind i Avgust; det var jo itte at klage paa – forsaavidt … Men at de havde ikke kunnet faa Stakkene tækket ordentlig, og saa kom al den Regn i September, og saa var det jo baade spiret og raadnet, og Vægten var jo farlig ringe … Meget havde de ikke faaet torsket, over det at de havde alt det Markarbejde … og saa var der jo Ti'nden, som de ogsaa resterede for … Og Udsigterne var da ogsaa kun smaa for det næste Aar, for Sæden var jo bleven æltet ned i en meget ubekvem Jord – —

      – Sig mig, Godtfolk, hvem har I stemt paa idag? I skulde vel være rigtig glade idag, for I har vel faaet jeres Vilje, og Mands Vilje er jo Mands Himmerig, som man siger, – raabte den sortskæggede Herre, der følte det som sin Pligt at komme Greven til Hjælp. Han havde endelig bekvemmet sig til at sætte Haandkufferten fra sig paa en Stenkiste ved Vejen.

      – Ja, Hr. Overførster, vi har da stemt paa Kristen Pedersen, sagde Ole Rasmussen.

      – Ja, det haar vi jo da li'egodt, tilføjede Hans.

      Det lykkedes Greven at faa et barsk Udseende.

      – Ja men … hør nu … jeg synes dog virkelig, at naar I .... saa .... hvis I vil hjælpes af Godsejerne … saa … det – gaar sgu dog ikke an – —

      Ja, Greven maatte da endelig ikke tage dem det ilde op. De var slet ikke Politikere; nej, de skønnede, at der kunde være Ret og Uret paa begge Sider. Regeringen kunde jo have nogen Ret, og Tinget det kunde ogsaa have nogen Ret —

      – Men hvorfor Fanden stemte I da —?

      Ja, man kunde jo ikke saadan. Der var jo saa mange Hensyn at tage. For hvis de havde stemt paa Jessen, hvad vilde Folk saa have sagt? Det vilde være ligesom, hvis Greven havde stemt paa Kristen Pedersen; – det vilde Grevens Venner dog have fundet meget besynderligt.

      – Ja det ved Gud – ha, ha! – stemme paa Kristen Pedersen – haa, haa! udbrød Overførsteren.

      – Ja men … man maa dog være en Mand … man maa dog virkelig have en Overbevisning —

      Jo, det var rigtigt nok, det havde de ikke imod. Men se at Jessen var jo alligevel ikke bleven valgt. Naar de kunde have faaet Jessen valgt, det havde jo været en anden Sag. Og saa vilde Folk ogsaa have sagt, at de kun havde stemt saadan, for at Greven skulde ettergi'e dem Afgiften. Og naar Greven gjorde det, saa vilde de jo sige, at det kun var Betaling for deres Stemmer. Det kunde jo hverken de eller Greven være tjent med.

      – Aa nej… hm … naa … ja det – —

      Om СКАЧАТЬ