Germanernes Lærling. Gjellerup Karl

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ Fredløse Skole; … særdeles tilfreds.

      – Han er mig ellers noget partisk, den gode Beck, bemærkede Godsforvalter Ravn.

      – Ja, det er uforskammet, saa han favoriserer Venstre, raabte Herredsfogden. Jeg lagde Mærke til ham: han var hele Tiden paa Nakken af Fuldmægtigen, .... men han kunde ikke komme til.

      – Ja, Beck er en enrageret Venstremand, sagde Pastor Krarup.

      – Hvad? hvad for noget! udbrød Provst Storm, medens hans Ansigt forstenedes i en myndig Indignation … Venstre? … er Beck Venstre? … Det Dyr! … Det skulde jeg have vidst før Examen, saa skulde jeg have gaaet ham anderledes efter i Sømmene.

      Pastor Krarup saà ned mod Jorden, medens der i Skamfølelsen paa Standens Vegne blandede sig en lille privat Glæde over, at Provsten prostituerede sig. Den gode Præst læste ikke blot theologiske Tidsskrifter, men han havde ogsaa i disse Efteraarsaftener vejledet af Gesenius' Lexikon, Ewalds Grammatik og Keils Kommentar, men især af den danske Bibeloversættelse arbejdet sig helt ind i Deuteronomion – siger og skriver Deuteronomion, 5te Mosebog – og fra dette Videnskabens Martyrstandpunkt, med Udsigt til endnu smerteligere Triumfer i Retning af Profeterne, saà han dybt ned paa den intet læsende, forpagterlignende Provst, den fødte Hestehandler, Praktikeren ud i Fingerspidserne. Provsten paa sin Side, der havde en trykkende Fornemmelse af sin ringe Agtelse hos Provstiets Gejstlighed, var altid en garde, myndig, spændt i en overanstrængt Værdighed. En Folkevittighed vilde vide, at han en Gang som Svar paa et Cirkulære til »mine undergivne Præster« havde faaet et Brev adresseret til »vor overgivne Provst«. Men han indsaà denne Gang at have forløbet sig ved sin robuste Ligefremhed, hvorfor han rømmede sig et Par Gange og tilføjede:

      – Man maa – hm – sandelig have et Øje paa hver Finger i disse Tider … Og disse – Politikere, de forsømmer altid deres Sager.

      – Ja—a, det vèd jeg dog ikke … skønt der ganske vist er en Fare … Men Provsten var dog ogsaa meget fornøjet med min yngste Lærer Hjorth i Yderslev, – som jeg selv sætter megen Pris paa —

      – Naa, ja … men er han da ogsaa —

      – Han har en levende politisk Interesse, men det er i den modsatte Retning. Han stiller sig skarpt imod hele Bondepartiet.

      – Naa saadan. Ja, det er jo noget andet. Det bli'er jo en ganske anden Sag … Nej, jeg tænkte kun paa den tendentiøse Politik.

      – Nu taler han minsandten allerede om Vorherre, sagde Herredsfogden. – Ham skulde De virkelig give Deres Stemme, Pastor Krarup.

      Det var i Efteraaret treoghalvfjerds, og det var dengang endnu ikke bleven enhver Embedsmands anerkendte Pligt at være en god Kristen. Herredsfoged Henriksen yndede at lapse sig med en holdningsløs Vantro, der havde sin Rod i Ligegyldighed, og han drillede gærne Præsterne, der irriterede ham ved godtroende at lade sig dupere af Folk, han med sin koleriske Dom kaldte Kæltringepak, samt ved idelig at klage over Restancer i Tiende og Smaaredsel uden at have Bestemthed til i rette Tid at forlange Udpantning. – Han gentog, idet han bøjede sin smallæbede Mund ned til Præstens Øre:

      – De skulde virkelig give Kristen Pedersen Deres Stemme, Hr. Pastor … Han lader til at være en mere kristelig Mand end Jessen.

      – Han er Grundtvigianer, sagde Provsten barsk.

      – Er han det, sagde Godsforvalteren. Det skulde man ellers ikke høre, he! – Han magter da ikke det levende Ord.

      Kristen Pedersen var unægtelig trods sin lange Rigsdagsvirksomhed ingen Taler. Men hver Gang Bønderne talte om deres Repræsentant, der havde siddet saa længe i Tinget, ytrede ogsaa en eller anden med en betydningsfuld Mine: »Han har aldrig talt i Salen« – en Meddelelse, der modtoges med en grundende Hovedrysten og Udbrud som: »Aa nej, – det kan jo være troligt nok« eller et dristigere: »Nej, gu' har Kristen Pedersen ikke det«. Man tænkte i Modsætning til »Salen« ikke blot paa Udvalgene, – hvor han for øvrig havde erhvervet sig en af hans Fæller misundt Evne til at sove sømmeligt, – men der lodes endnu Rum aabent for Anelser om en mineagtig, hemmelighedsfuld Virksomhed. Denne dommerlige Tilknappethed uddybede hans Anseelse hos Landbefolkningen, for hvem det ikke at forløbe sig er den til en Haandbylt sammenpressede Sum af praktisk Moral. »Han talte aldrig i Salen« – det var ikke længer en simpel Udtalelse af en Kendsgerning, det var en bestemmende Ros til at sætte paa en Gravsten, en Velsignelsesformel med en højtidelig, næsten gammeltestamentlig Basunklang.

      Han var en temmelig høj Mand, sværskuldret, med et firskaaret, bredtrækket Ansigt. Han stod støt paa Valgtribunen; Armene, der buede sig som et Par Hanke, støttede sig med Haandknoene fast paa Rækværket; det var aabenbart, at han ikke frygtede for at falde ned. Det var med det drævende, lidet bestikkende sydsjællandske Tonefald, at han ganske sindig fangede de Fraser, der sværmede om i Luften og trevlede dem op i deres naive Bestanddele, – en efter en: – Paastanden om Regeringens Imødekommen og Folketingsflertallets forfatningsstridige Anmasselse, Beskyldningen for Anvendelse af revolutionære Midler, statsretlige Bekymringer for Maskineriets Standsning og profetiske Hallucinationer af uoverskuelige Farer. Nægtelsen af Finansloven indeholdt ingen saadanne Farer; men at vige tilbage for dette Skridt vilde have indeholdt en stor Fare: det vilde være stiltiende at se paa, at Valgfriheden listedes ud af Hænderne paa det danske Folk. De treoghalvtreds havde anset det for deres Pligt nu at fremkalde en Appel til Folket. De frygtede ikke dets Dom. Det lod til at Regeringen heller ikke frygtede den, for baade Finansministeren og Consejlspræsidenten havde fortalt deres Vælgere, at det var ligegyldigt, om Venstre kom forstærket tilbage. Det havde slet ikke noget at sige, hvad Folket sagde. De kunde gærne spørge om dets Mening, og Folket kunde svare dem, men de brød sig ikke noget om Svaret. De blev i hvert Fald ganske rolig siddende, hvor de sad, og forsikrede, at nu sad vi alle godt, ligesom Katten, da den sad paa Flæsket.

      »Store Ord og fedt Flæsk!« raabte en Stemme.

      Ja, det havde Afbryderen Ret i, at Flæsket var fedt, og at deres Ord var store —

      »Men Kristen Pedersen holder nu paa det lille Ord,« raabte den samme Stemme. Det var en ung Mand, hvis aabne Ansigt lyste af et uforstyrreligt Humørs tvangfri Smil. Den aabenstaaende Vinterfrakke var hvidslidt ved Knaphullerne og Lommerne, og Fløjlskraven krummede sig graanet. Paa det fyldige blonde Haar sad lidt paa Snur en af disse »politiske Huer«, som i det Aar var paa Mode; dens udfordrende Staalspænde sendte til højre Side aristokratiske Straaler i Øjnene paa Bønderne. Han stod urolig, trippende, vuggende sig i Hofterne, og tyggede paa en sortladen Cigar. Hvert Øjeblik kom han med en Afbrydelse, en Vits, der haarkløvede Talerens Ord, et eller andet krakilsk Udfald mod Venstre, selvlavet eller hentet fra »Fædrelandets« Stikords-Arsenal, mumlet, saa at kun de nærmeststaaende hørte det, eller raabt for hele Forsamlingen, alt efter som han vurderede det til. —

      – Det er jo Hjorth, som staar dèr, sagde Provsten. Han lader til at være meget ivrig.

      – Ja, det morer ham altid, naar han kan komme til at drille lidt, bemærkede Præsten.

      – Hm, ja han er jo en munter – en lystig Fyr, det har jeg nok mærket. Naa, men der hører jo virkelig meget Mod til saadan at træde aabenlyst frem med en modsat Anskuelse … Det er jo et helt Særsyn … Lærerne er jo desværre saa afhængige af Bønderne.

      – Det er da et farligt Livstykke, du har faaet til Svigersøn, Per Anders, sagde en lille Bonde.

      – Aa ja, lad ham, lad ham, svarede den tiltalte … Naar det nu kan more ham … Den Grønskolling … Han har jo ikke Alderen til at stemme – ikke engang til at vælges.

      – Aa nej … aa ja … det kan jo være saa rimeligt, indrømmede den СКАЧАТЬ