Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard. Scharling Henrik
Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard - Scharling Henrik страница 5

Название: Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard

Автор: Scharling Henrik

Издательство: Public Domain

Жанр: Зарубежная классика

Серия:

isbn:

isbn:

СКАЧАТЬ Gamle hæver sit majestætiske Hoved fra Bogen og siger: „Stille, Nicolai!“ – eller ogsaa, at jeg i min Harme og Forbittrelse over ikke at kunne forstaae Propædeutiken, aftegner den philosophiske Professor hængende i en Galge, hvilket tildrager mig en streng Straffeprædiken af Corpus Juris, der finder det høist upassende at aftegne en af Universitetsprofessorerne i en saadan Stilling, hvori jeg ogsaa maa give ham Ret – saadanne Smaasammenstød have vi flere af, men de ere i Regelen strax bilagte, og derfor regner jeg dem ikke for Noget.

      Det var en Tirsdag Eftermiddag i Juleferien: de to Juledage vare forbi. Klokken var henimod fire; Tusmørket var begyndt at rykke frem, alle Gjenstande begyndte at faae dette usikkre, taagede Udseende, der kunde bringe En paa den Tanke, at de vare ifærd med at løse sig op i Mørket og selv blive til bare Mørke. Gamle laa henne paa Sophaen i den mørkeste Deel af Værelset; man kunde kun kjende ham paa noget Lyst, det var hans Krave og hans Ansigt, alt det Øvrige var paa Grund af Mørket blevet til Eet med Sophaen. Han laa i sine egne Betragtninger, i hvilken Tilstand han befinder sig allerbedst; hans Pibe var for tredie Gang gaaet ud: Gamle vil nemlig gjerne have Piben i Munden, for saa tænker man bedre, siger han – men naar han saa begynder at tænke, gaaer Piben ud og skal tændes paa Ny, hvorfor jeg er overbevist om, at han bruger mange flere Penge til Svovlstikker end til Tobak. Som sagt, Gamle laa paa Sophaen: Corpus Juris sad i Gyngestolen med alle det svundne Aars Dagblade foran sig og qvægede sig øiensynligt ved alle de lykkelige Morgentimer, som Læsningen heraf havde forskaffet ham. Jeg stod i Vinduet, saae ud i de dunkelviolette Skyer, bag hvilke Solen var gaaet ned, og trommede ganske sagte paa Ruden: „Hive langsomt fra Land – de bergenske Møer snart vi møde kan – ohi—ohøi!“

      Paa en Gang siger Gamle: „Hør, Frederik, skal vi tage Nicolai med til Nøddebo imorgen?“

      „Nicolai har vist ingen Penge“, svarede Corpus Juris.

      Nei det var da soleklart, at jeg ingen Penge kunde have, med mindre jeg havde stjaalet nogle fra Corpus Juris; den 27de i Maaneden, hvor er det saa muligt at have en Skilling i Lommen?

      „Har Nicolai ingen Penge“, sagde Gamle, „saa vil jeg betale Reisen for ham“.

      Jeg blev høilig overrasket over denne Rundhaandethed hos Gamle, der kom saa aldeles uventet.

      „Men der er Ingen, der venter ham derude, han kommer blot til Uleilighed“, indvendte Corpus Juris.

      „I Nøddebo Præstegaard kommer aldrig Nogen til Uleilighed, mindst Nogen af Faders Sønner.“

      Nu var jeg aldeles overbevist om, at jeg kom med til Nøddebo, i hvad saa end Corpus Juris havde at sige, thi det var klart, at Gamle vilde det.

      „Men Nicolais Tøi er heller ikke i Orden“, yttrede Corpus Juris, der endnu ikke vilde give tabt.

      „Saa laane vi ham Noget af vort“, svarede Gamle, og dermed var Sagen afgjort.

      Nu maa jeg imidlertid oprigtig talt tilstaae, at jeg havde ikke nogen overdreven Lyst til at komme til Nøddebo. – Nøddebo Præstegaard ligger to Mil fra Roskilde ved Roskildefjordens Bredder, og Præsten her er en gammel Ungdomsven af Fader. Gamle og Corpus Juris havde tilbragt de to sidste Sommerferier derude og ligeledes i Efteraaret hyppig aflagt Besøg. Jeg havde aldrig gjæstet Nøddebo og var heller ikke synderlig ivrig derefter, thi naar jeg spurgte Gamle, hvad Rart der var derude, svarede han mig, at Præsten havde saadant et godt Bibliothek, og spurgte jeg Corpus Juris, fik jeg samme Svar, hvad der ikke undrede mig lidet, da denne ellers ikke er nogen synderlig ivrig Theolog; men han sagde ogsaa, at navnlig med Hensyn til Kirkeretten var Bibliotheket særdeles godt forsynet. Efter paa et Par nærmere Forespørgsler aldrig at have faaet andet Svar end: Bibliotheket og Kirkeretten, fik jeg tilsidst den Idee om Nøddebo Præstegaard, at man ikke bestilte Andet derude end sidde i Bibliotheket og studere Kirkeret fra Morgen til Aften. Da man ligesaagodt kan gjøre det hjemme i Kjøbenhavn, saa ansaae jeg det ikke for Umagen værd at drage derud. Men da nu Gamle tilbød at betale Reisen, og da jeg ikke ret vidste, hvad jeg skulde gjøre af mig selv i Juleferien, naar Brødrene vare borte, saa tog jeg imod Tilbudet i den Tanke, at jeg maaskee ogsaa kunde finde Noget i det Bibliothek, som kunde særlig interessere mig.

      Saa gave vi os da til at pakke Tøiet sammen, og da jeg saae Kuffert og Vadsæk opstillede paa Gulvet, følte jeg endog heftig Lyst efter at komme til Nøddebo, for jeg kan aldrig see en Kuffert, uden at jeg faaer Lyst til at reise.

      Næste Morgen bleve vi vækkede ved en stærk Banken paa Døren: det var Karlen, der kom for at bære Tøiet til Banegaarden. Corpus Juris foer i Veiret: „Hillemænd, Klokken er over et Qvarteer til Syv; op, Christopher! op, Nicolai!“ Jeg for mit Vedkommende havde mere Lyst til at blive liggende i Sengen og synge: „Hive langsomt fra Land! hive langsomt fra Land“ – men der hjalp ingen Kjæremoer, jeg maatte op af Sengen. For da at blive rigtig vaagen og ligeledes purre Gamle op, istemmede jeg med kraftig Røst det gamle Bjarkemaal: „Vaagner, vaagner, danske Helte! Vaagner, spænder Sværd ved Bælte!“ men blev afbrudt af Corpus Juris: „Aa hold dog op med den Sang, det ligner jo ikke noget at begynde allerede paa Morgenstunden dermed!“ Jeg taug, for jeg huskede paa, at Corpus Juris havde ikke læst Dagbladet endnu, men jeg sagde tillige med et Suk til mig selv: „Sæt, de nu ikke holder Dagbladet i Nøddebo Præstegaard, saa er Corpus Juris jo i daarligt Humør hele Dagen igjennem!“ – ja havde der bare været Tid, saa havde jeg gjerne søgt nogle gamle Dagblade op, for at han i al Fald kunde have dem at læse derude. Men der var ingen Tid at give bort, vi maatte klæde os paa i størst mulige Fart. Corpus Juris stod allerede i fuld Reiseklædning med Haanden paa Laasen og skyndede paa os; det var knap nok, at Gamle kunde faae Tid til at trække Galoscherne paa og tage sin uadskillelige Paraply med sig. Ja i sin Iver for at komme afsted væltede Corpus Juris et tomt Blækhus og tog deraf Leilighed til at skænde paa mig, fordi jeg nu i tre Dage havde glemt at komme Blæk i det, hvad der dog virkelig under de nærværende Omstændigheder snarere syntes mig at fortjene Paaskjønnelse. Omsider vare vi alle færdige og forlode Værelset.

      Idet vi traadte ud paa Gaden, slog en bidende Kulde os imøde, jo det var en rigtig Julekulde. Himlen var ganske dunkelblaa, Maanen var endnu ikke gaaet ned, men stod bleg og forfrossen paa Himlen, og gul og gusten saae den ud, som En, der har været paa Svir hele Natten igjennem. Sneen knirkede under vore Fødder, idet vi mere løb end gik; imidlertid kom vi dog endnu i rette Tid, men hvordan vi fik Billet, kom ind i Vognen og tog Plads, det maa Corpus Juris fortælle, for det besørgede han: jeg veed kun, at der skete en heel Deel omkring mig i stor Hurtighed, og at jeg først kom rigtig til mig selv, da vi vare ved Valby. – Om selve Jernbanefarten er der forøvrigt ikke videre at fortælle, og hvad skulde der vel ogsaa være at fortælle om en Jernbanefart, hvor man den ene Gang kjører akkurat som den anden? Vi tre Brødre vare alene i Coupéen: Gamle og Corpus Juris satte sig hver ved sit Vindue, ingen af dem lod til at være synderlig conversabel. Ved Hedehusene indtraadte et Par nye Passagerer, en ung Pige med hendes Moder. Den unge Pige havde det deiligste Par lyseblaae Øine, som man kan tænke sig, hvorfor jeg naturligvis satte mig ligeoverfor hende og havde den største Lyst at tale til hende, men jeg syntes ikke rigtig det gik an, da vi jo slet ikke kjendte hinanden. Saa sad jeg i al Taushed og saae paa hende; det vidste jeg da, jeg havde Lov til, indtil hun pludselig slog Øinene op og saae paa mig. Jeg blev noget flau, thi hun havde bestemt mærket, at jeg havde siddet og seet paa hende. Derfor vendte jeg hurtig mit Blik ud ad Vinduet, men kunde nu mærke, hvorledes hun sad og saae paa mig. „Tør Du see paa mig, saa tør jeg vel ogsaa see paa Dig“, tænkte jeg og saae atter paa hende, men nu vendte hun hurtig Blikket mod det andet Vindue, som om hun slet ikke havde seet paa mig. Saa kunde jeg en Stund sidde i Ro og see paa hende, indtil hun atter saae hen paa mig, hvorpaa jeg atter saae ud ad Vinduet. Saaledes vedbleve vi at føre en taus Øienkrig hele Tiden: den Ene saae paa den Anden, saalænge indtil den Anden mærkede det, og saa saae den Anden paa den Ene o. s. fr., lige indtil vi naaede Roskilde. Her traadte Moderen ud, og den unge Pige fulgte bagefter. Idet hun gik forbi mig, kunde jeg ikke lade være at sige „Farvel“ til hende. „Farvel!“ svarede hun med СКАЧАТЬ