Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard. Scharling Henrik
Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard - Scharling Henrik страница 4

Название: Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard

Автор: Scharling Henrik

Издательство: Public Domain

Жанр: Зарубежная классика

Серия:

isbn:

isbn:

СКАЧАТЬ fortælle, og falder saa ogsaa En og Anden i Søvn, nu vel, saa lad ham sove og – drømme!

      Men hvem er Gamle, og hvem er Corpus Juris? Ja det har jeg jo reent glemt at sige – det er mine to ældre Brødre. Det forstaaer sig, de er da ikke døbte Gamle og Corpus Juris, men saaledes har jeg kaldt dem, fordi jeg synes, at disse Navne passe saa godt paa dem. Vi ere nemlig tre Brødre: Gamle, Corpus Juris og jeg. Jeg, Nicolai, er atten Aar gammel, som der staaer paa Titelbladet, og theologisk Student, det vil da sige vordende theologisk Student, for i Aar er jeg kun Rus. Jeg er af et meget muntert Gemyt, og jeg seer da heller ingen Grund, hvorfor jeg skulde kalde Jorden en Jammerdal. Hertil mener dog Corpus Juris, at jeg kunde have Grund nok, naar der var mere Alvor i mig, men trods mine atten Aar er jeg et reent Barn, hvorover jeg burde skamme mig. Men hertil mener nu atter Gamle, at jeg ingen Grund har, thi det er i mange Henseender godt at bevare Barnesindet saa længe som muligt. Overhovedet maa jeg sige til Gamles Roes, at han er meget mere human end Corpus Juris, hvad han jo ogsaa lagde for Dagen ved Bedømmelsen af min Bog. Gamle er min ældste Broder, han hedder egentlig Christopher, men jeg har kaldt ham Gamle, for det Første, fordi han er theologisk Candidat, og det synes mig, at alle theologiske Candidater have noget vist Gammelagtigt ved sig: det er ligesom man saae den spirende Velærværdighed allerede begynde at udfolde sig. Dernæst er han min Manuductør, eller rettere min vordende Manuductør, thi hidtil har jeg endnu ikke fortaget mig paa Theologien. Endelig er han som den Ældste øverste Bestyrer af Huset, den, til hvem der appelleres i alle Tvivlsspørgsmaal, og hvis Dom da staaer ved Magt uden at kunne ændres. Med Hensyn til Temperamentet kunde jeg næsten troe, at Gamle er Phlegmatiker; dog er det muligt, at jeg gjør ham Uret, thi Gamle er mig i mange Henseender en Gaade, som det endnu aldrig er lykkedes mig at blive rigtig klog paa. Endelig Corpus Juris er den Næstældste og hedder egentlig Frederik, han er, hvad ogsaa Navnet antyder, Jurist, og Jurist lige ud til Haarspidserne; dermed har jeg sagt Alt, hvad der kan siges til hans Roes og til hans Dadel. Han er afgjort Choleriker, det er der ingen Tvivl om: fiat justitia, pereat mundus! det er hans Valgsprog. Naar jeg seer hans sikre bestemte Gang, da er det mig, som saae jeg Christian den Femtes Lov lyslevende marschere forbi mig. Gamle er 24 Aar og Corpus Juris er 23, begge To har de taget Embedsexamen for et Aar siden, og dog var Ingen af dem forlovet endnu. „Ja saa bliver de det saamænd heller aldrig“, sagde jeg mange Gange til mig selv, „for naar man er 24 Aar gammel og har sin Embedsexamen, hvad er der saa mere at betænke sig paa?“ Men jeg ærgrede mig i mit stille Sind derover, for da jeg ingen Søster har, vilde jeg dog i det Mindste gjerne have en Svigerinde, men hvor i al Verden skulde hun komme fra, naar mine Brødre ikke vilde forlove sig? Engang, da vi havde drukket vor The og fik os vor sædvanlige Aftenpassiar – Corpus Juris var i usædvanlig godt Humør – lod jeg saa et Par Ord falde om, at jeg syntes, det var paa Tide, at de begge To tænkte derpaa, men Gamle svarede ganske rolig: „Det er Noget, Du ikke forstaaer Dig paa, Nicolai“ – hvorover jeg blev saa forbløffet, at jeg pludselig holdt inde og aldrig siden har vovet at tale til dem derom. Hvad mig selv angaaer, da tør jeg ikke forlove mig som Student – thi Gamle har mange Gange sagt, at det er det Fordærveligste, som et Menneske kan gjøre – men jeg har lovet mig selv, at samme Dag, som jeg om Formiddagen har været oppe til Embedsexamen, gaaer jeg om Eftermiddagen ud og forlover mig, for jeg vil sandelig ikke gaae og blive en gammel Pebersvend som mine to ældre Brødre.

      Vi tre Brødre ere Sønner af en Herredsfoged ovre i Jylland. For sex Aar siden kom Gamle og Corpus Juris herover for at studere og havde nu taget deres Embedsexamen for et Aar siden; i Sommer kom jeg herover og er endnu aldeles fortryllet af al den Herlighed, jeg seer, saa at jeg endnu, skjøndt jeg har været her i fem Maaneder, kan gaae i hele Timer og see paa de store Huse, de pragtfulde Boutiker og de mange Mennesker, hvorfor ogsaa Corpus Juris siger, at man skulde tage mig for den pantsatte Bondedreng og ikke for en akademisk Borger. – Vi boe paa Hjørnet af Vestergade og Vestervold, paa femte Sal, eller som man nok pleier at sige, paa Qvisten. Jeg er meget vel fornøiet med at boe saa høit oppe, for saa har man en deilig Udsigt ud over Volden, og naar Gamle og Corpus Juris ere ude, kan jeg sætte mig overskrævs i Vindueskarmen med det ene Been ud paa Taget, see op i den klare blaae Luft og synge omkap med Fuglene, uden at Nogen beder mig om at tie stille. Corpus Juris er ogsaa vel fornøiet med Leiligheden: de mange Trapper op og ned give saadan en sund Motion, man sparer hver Dag en heel Times Spadseretour derved. Gamle endelig siger, at det er ham aldeles ligegyldigt, om han boer i Kjælderen eller paa Qvisten, naar han bare maa faae Lov at boe et Sted.

      Hvad Husbestyrelsen angaaer, da er den fordeelt saaledes mellem os, at Gamle som den Ældste staaer for Alting, hvilket i Virkeligheden vil sige, at han staaer for Ingenting. Han er nemlig meget upraktisk og lever for det Meste i sine egne Tanker og er derfor i høi Grad uskikket til denne Verdens Anliggender, derfor gaaer Alt i Grunden efter Corpus Juris' Hoved, saa at Forholdet mellem Gamle og Corpus Juris er, som det pleier at være i et velordnet Ægteskab: Manden fører Overcommandoen, men Konen commanderer over Alt. Dog maa jeg sige, at naar Gamle engang imellem ligesom vaagner op og siger, hvorledes han vil have det, saa skeer det ogsaa efter hans Villie, hvormeget end Corpus Juris har at sige derimod. Jeg som den Yngste har naturligvis Ingenting at sige, ikke engang saa meget som Lov til at kriticere, uden at Corpus Juris lader mig vide, at jeg er altfor meget en Kik-in-die-Welt, til at jeg kan tale med om nogen Ting. Ogsaa Omsorgen for de forskjellige Livets aandelige Sphærer er fordeelt mellem os: Gamle forestaaer de kirkelige Anliggender i Ordets bogstavelige Forstand, forsaavidt som han strængt overholder, at vi hver Søn- og Helligdag gaae i Kirke. Det Æsthetiske er mig anbetroet, forsaavidt man ved et æsthetisk Liv forstaaer et saadant, hvor man snart fri og ubunden driver om paa Gader og Stræder midt i den travle Folkemasse og glæder sig ved Beskuelsen af det mangfoldige Liv, som rører sig overalt, snart staaer og stirrer ud ad Vinduet og bygger Luftcasteller af de graae Efteraarsskyer. Corpus Juris staaer for det Politiske; det vil sige, han læser hver Dag Aviserne, og meddeler os Indholdet af disse tilligemed et belærende Foredrag over, hvorledes Sagerne uden Tvivl inden kort Tid maae komme til at staae: begge Dele ere af stor Nytte for Gamle og mig, da Ingen af os nogensinde læser Aviserne: jeg har ikke Tid dertil, thi naar man hver Dag skal passe sine Forelæsninger og Informationer, være i Studenterforeningen og desuden være til Stede ved alle mulig forefaldende Begivenheder, og saa ovenikjøbet studere lidt, hvor skulde man saa faae Tid til at læse Aviserne? Gamle læser ikke Aviserne af Princip, og det giver Anledning til jævnlige Disputer mellem ham og Corpus Juris. Den Sidste anvender nemlig hver Morgen ved sin The en Time til at studere Dagbladet, og denne Lecture har en synlig oplivende Virkning paa ham, thi medens han forinden er ordknap og utilgængelig, saa er han efter Studiet af Dagbladet det omgængeligste og behageligste Menneske. Men nu er det en af Gamles Yndlingspaastande, at Aviserne tjene kun til at bortødsle Folks Tid: i gamle Dage, siger han, baade skrev og læste man store Bøger, nuomstunder gjør man ingen af Delene, bare fordi man skal læse Aviserne. Corpus Juris priser derimod Aviserne saa høit, som om al aandelig Velsignelse udgik fra dem. Hvem af dem, der har Ret, veed jeg ikke: dog troer jeg, at Gamle er noget ensidig, thi efter min Mening bestaaer Forskjellen mellem nuomstunder og før kun deri, at de Folk, som nu blot læser Aviserne, læste i gamle Dage slet Ingenting. Hertil kommer, at medens Corpus Juris er en meget ivrig Politiker, saa er Gamle det slet ikke: Gamle mener nemlig, at Hovedsagen er, at Alle blive gode Christne, og naar dette først er Tilfældet, saa er det aldeles ligegyldigt, om Bondevennerne eller Professorpartiet staaer ved Roret, thi „Naar hver sin Dont ret gjøre vil, Saa staaer det vel i Huset til“, det gjælder ogsaa om Staten. Dog Gamle har nu saamange underlige Meninger. Men det er naturligt, at disse Meningsforskjelligheder mellem ham og Corpus Juris give Anledning til jævnlige Disputer, der i Almindelighed finde Sted ved Middagsbordet, som jeg overhovedet har lagt Mærke til, at Folk ere altid meest oplagte til at disputere ved Middagsbordet; Morgen og Aften er man meget mere føielig og eftergivende, men om Middagen viger man ikke en Haarsbred fra sin Mening; hvori dette kan have sin Grund, overlader jeg til Psychologerne at bedømme, men Enhver vil vist have Leilighed til at kunne overtyde sig om Sandheden af denne Bemærkning. Men naar dette undtages, da leve vi forøvrigt sammen i broderlig Samdrægtighed, som sig hør og bør. Engang imellem hændes det jo, naar jeg ikke længer kan styre den overstrømmende Glæde, som boer i mig, at jeg maa give den Luft i min Yndlingssang, en Stump af en norsk Matrosvise, som jeg engang har hørt dem synge ude paa Toldboden:

      „Hive langsomt fra Land – hive langsomt СКАЧАТЬ