Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard. Scharling Henrik

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ jeg troer næsten for at see, om de ikke kunde brækkes lidt mere itu endnu.

      Corpus Juris gik hen til Pianofortet og slog et Par Accorder an. „Skal vi have en Sang?“ spurgte han.

      „O ja, en Sang, en Sang!“ istemmede Andrea Margrethe strax.

      „Kan De synge?“ spurgte jeg.

      „Ja naturligvis kan vi synge“, svarede Andrea Margrethe ligesaa forundret, som om jeg havde spurgt hende, om hun kunde tale.

      „Hvad kan De da synge?“

      „Vi kan mange Slags Sange, vi kan de gamle Kæmpeviser.“

      „De gamle Kæmpeviser, kan De virkelig dem?“

      „Ja dem kan vi rigtignok – de lange Sommerdage, naar Emmy og jeg sidde ved vort Haandarbeide ude i Jasminlysthuset, lære vi dem udenad og synge dem. Vil De høre den om de syvogfirsindstyve, der droge ud fra Hald – vi kan alle syvogfirsindstyve Vers – eller vil De høre: Svend Vonved sidder i Bure – eller Svend Feldings Vise?“

      „Vi kan faae dem alle, den ene efter den anden“, sagde Corpus Juris, der havde sat sig ved Pianofortet for at accompagnere. „Lad os begynde med Svend Vonved.“

      Saa sang vi om Svend Vonved og saa om Ramund hin Unge og saa om Jomfru Kirsten – Andrea Margrethe var utrættelig, og vi maatte synge dem fra Ende til anden, thi man kan ikke forstaae Viserne, naar man ikke synger alle Versene, sagde hun.

      „Se her holder De altsaa dog af det Gamle“, sagde jeg til hende.

      „Men de Viser ere heller ikke gamle“, svarede hun, „de blive aldrig gamle, men ere bestandigt unge og friske. Eller troer De maaskee, at jeg holder mere af dem, fordi de ere tre eller fire Aarhundreder gamle? Ak nei, det er mig det Samme, om de ere skrevne igaar eller for fjorten Aarhundreder siden – blot de ere smukke, saa holder jeg af dem.“

      „De har Ret“, sagde Corpus Juris, „de Sange blive aldrig gamle. I hine Tider forstod man at digte, nu er det slet bevendt med Digtekunsten.“

      „Det veed jeg dog ikke“, meente Gamle, „tvertimod skulde jeg mene, at hvad der i hine Sange ligger skjult som svage Spirer, det har i vore Dage udviklet sig som rig og mangefold bevæget Lyrik, der i fulde og klare Toner, snart i Veemod og Smerte, snart i livsfyldig og svulmende Glæde formaaer at udtale, hvad hine Tiders Sangere kun formaaede svagt at fremstamme.“

      Nu var Disputen i fuld Gang: Gamle og Corpus Juris førte an, Emmy og Andrea Margrethe vare Secundanter. Disse to sidste havde egentlig, underligt nok, skiftet Mening, thi nu var det Emmy, der, følgende Gamles Mening, holdt paa det Nye, medens derimod Andrea Margrethe, der var paa Corpus Juris' Parti, forsvarede det Gamle. Disputen var temmelig varm, især fra Corpus Juris' Side, ikke saa meget, fordi det just var ham om de gamle Kæmpeviser at gjøre, men snarere fordi han vilde forsvare Andrea Margrethes Mening. Naturligvis maatte Præstekonen og jeg ogsaa give vort Besyv med i Laget, og efterhaanden naaede Disputen hen til det Punkt, hvor Enhver er tilfreds, naar han blot kan høre sig selv tale, og er aldeles døv for, hvad de Andre muligvis kunde have at sige, og da jeg nu havde den stærkeste Stemme, var jeg vistnok ogsaa den, som følte sig meest tilfredsstillet. Midt under denne hæftige Debat traadte Præsten ind.

      „Skal vi saa have Middagsmad?“ spurgte han.

      „Strax“, svarede Andrea Margrethe, idet hun gik ud.

      „Hvorom dreiede Striden sig?“ spurgte Præsten, idet han tog Plads i den store Lænestol.

      Corpus Juris forklarede Stridsspørgsmaalet for ham, og han hørte opmærksomt efter. „Ja jeg holder med Christopher,“ sagde Præsten tilsidst, „jeg troer næsten ogsaa, at man gjør for meget Væsen af de Kæmpeviser. Vil De sammenligne dem, kan De finde ti eller tolv med aldeles den samme Tanke og Indhold. Derfor vil jeg ingenlunde nægte, at de gjemme en rig Poesi i sig, men ofte ligger denne som et raat, uforarbeidet Stof, der ligesom endnu venter paa sin kunstneriske Behandling. – De seer saa adspredt ud, Nicolai, hvad mener De derom?“

      „Ja“, svarede jeg tankeløs: Striden havde for mig tabt sin Interesse, da Andrea Margrethe var gaaet sin Vei.

      „Det var fornuftig meent“, sagde Præsten. „De sidder nok og tænker paa den Poesi, der ligger skjult i Middagsmaden. Heldigviis kommer Andrea Margrethe der for at kalde os til Bords. Maa jeg have den Ære?“ og han bød mig høitideligt Armen og anviste mig Hæderspladsen i Sophaen ved Siden af sig.

      „Nei der skal Christopher sidde som den Ældste“, indvendte Præstekonen.

      „Nei, Nicolai skal sidde her“, svarede Præsten, „han vilde slaae mig ihjel i Formiddags, derfor byder jeg ham nu at sidde ved min høire Side, thi vi skulle gjengjælde Ondt med Godt.“

      Hermed blev det, tilmed da Gamle ikke følte sig pirret af nogen Ærgjerrighed efter at sidde i Højsædet, men erklærede sig veltilfreds med den Plads, han havde faaet mellem Præstekonen og Emmy.

      Andrea Margrethe sad mellem Corpus Juris og mig, og jeg skulde lige til at fortælle hende noget særdeles Morsomt, da hun alvorligt lagde Fingeren paa Munden: Præsten havde begyndt at læse Bordbøn.

      „Hør Nicolai“, sagde Præsten efter endt Bordbøn, „det er nu strax en Trykfejl, som jeg maa rette hos Dem: inde i det store Babel bruger man ikke at læse Bordbøn, men det bruger vi ude hos os.“

      „Men det kunde Nicolai jo ikke vide“, sagde Præstekonen.

      „Derfor siger jeg ham det ogsaa“, svarede Præsten.

      Alt ovenfor har jeg bemærket, at ved Middagsbordet ere Folk særligt oplagte til at disputere, og denne Erfaring fik jeg ogsaa stadfæstet her. Først leveredes der nogle Forpostfægtninger mellem Præsten og Andrea Margrethe angaaende Middagsmaden, som Præsten tillod sig at kritisere temmelig strængt. Andrea Margrethe var imidlertid ingenlunde velstemt mod en saadan Kritik, der i saa høi Grad angreb hendes husmoderlige Stolthed.

      „Det maa jeg sige“, endte Præsten, „at vore Gjæster faae en temmelig tarvelig Modtagelse. Men maaskee gjør Andrea Margrethe det kun for siden at overraske dem desto mere.“

      „Anretningen er tarvelig, men god“, svarede Andrea Margrethe. „Persicos odi semper separatus.“

      „Apparatus“, rettede Gamle.

      „Saa? Fader siger altid Separatus.“

      „Taler De tidt Latin?“ spurgte jeg.

      „Ja“, svarede Andrea Margrethe, „der gaaer aldrig en Tallerken itu, uden at jeg siger: sic transit gloria mundi, og naar jeg vil bede Fader om Noget, ender jeg altid med at sige: sic volo, sic jubeo, stat pro natione voluntas.“

      „Ratione, ikke natione“, rettede atter Gamle, „natione giver jo ingen Mening.“

      „Ja men Fader siger altid natione.“

      „Ja Du maa saamænd med største Fornøielse snakke dit Pernillelatin“, sagde Præsten, „naar Du bare vilde lade være at beskylde mig for at have lært Dig det, thi det vidner sandelig ikke om datterlig Kjærlighed, at Du paa den Maade berøver mig mit gode Navn og Rygte.“ —

      Men den egentlige Hovedfægtning blev foranlediget ved, at der blev mældt, at Halte-Ane befandt sig ude i Kjøkkenet og bad om et Par Skilling. Gamle gik ud og gav hende Noget, men СКАЧАТЬ