Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard. Scharling Henrik

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ som gjorde, at jeg ikke ret havde Mod til at sige hende Complimenter, skjøndt jeg ellers ikke pleier at være forknyt i den Retning.

      „Nu skal vi ned i Mælkestuen – denne Vei – hold Dem godt fast i Rækværket, Trappen er steil“ – men selv løb Andrea Margrethe ned af den saa let, at hun var heelt nede, medens jeg endnu stolprede paa de øverste Trin. Dernede stod det ene Mælkefad ved Siden af det andet – min Tanke druknede i et Ocean af Tykmælk, oplagt Mælk og Jordbær med Fløde. Men Andrea Margrethe hengav sig ikke til slige udskeiende Phantasier, hendes Tanker vare henvendte paa det Praktiske, hun stræbte at forklare mig Alt og at vise mig Alt saa nøie som muligt – jo det var rigtignok et heelt andet Bibliothek og en heel anden Bibliothekar, end jeg havde drømt om, og jeg maa tilstaae, at jeg fandt Bibliotheket langt interessantere end Universitetsbibliotheket, og Bibliothekaren langt elskværdigere end dem oppe paa Kongens Bibliothek. – Folkestue, Bryggers, Alt maatte jeg besee, „for De skal vide Besked med Alt“, sagde Andrea Margrethe, „De vil jo selv være Præst, saa maa De ogsaa vide, hvordan der seer ud i en Præstegaard, at De kan indrette Deres egen paa samme Maade.“

      Ja nu vidste jeg ikke alene, hvordan min Præstegaard, men ogsaa hvordan min Præstekone skulde see ud.

      „See derovre ligger Loen og Stalden, dem kan Niels vise Dem“, sagde Andrea Margrethe, idet hun pegede over paa den modsatte Længe.

      „Men det kan vente til siden“, skyndte jeg mig at sige, da jeg slet ikke skøttede om at have Niels til Fører istedetfor Andrea Margrethe. „Lad os nu gaae ud at see Haven.“

      Men det var ikke saa hurtigt gjort at komme til Haven. Ikke fordi der var særlige Hindringer at overvinde – der var hverken Bjerge eller Floder at overskride: og naar man endelig vilde, kunde man være derude i to Minutter – men der var saa meget paa Vejen, der maatte undersøges og betragtes. Først mødte vi Semiramis, den hvide Kat, og i den Anledning maatte Andrea Margrethe meddele mig et kort Udtog af dens Levnetsløb, ligesom jeg ogsaa maatte see, hvorledes den kunde spinde og „susse“, hvilket Sidste bestod deri, at naar man holdt begge Hænder foran den, kunde den springe over dem. Dernæst kom vi forbi Brønden, og her skulde vi da prøve, hvor godt Øiemaal jeg havde, om jeg nemlig kunde angive, hvor dyb Brønden var; til Andrea Margrethes store Glæde angav jeg kun den halve Dybde, thi den Brønd var Præstegaardens Stolthed, eftersom Præsten selv havde ladet den bore. Dernæst skulde jeg prøve, om jeg kunde trække Spanden op, men det vilde sikkerligt have endt med, at Spanden havde trukket mig ned, om ikke Andrea Margrethe var kommen mig til Hjælp. Endnu maatte jeg kaste et Blik op til Storkereden, „at jeg kunde see, at det var en rigtig Præstegaard, for til en rigtig Præstegaard hører der altid en Storkerede“, som Andrea Margrethe sagde – dernæst fik jeg at vide, at Storken offrede, ganske som de andre Medlemmer af Menigheden, idet den hvert andet Aar kastede et Æg, og hvert andet en Unge ned.

      Men Alt dette tog Tid, for Andrea Margrethe var en Hader af Overfladiskhed, og jeg fandt slet ikke, at der var nogen Grund til at skynde mig, saalænge jeg maatte see ind i hendes klare, brune Øine og høre hendes friske, muntre Stemme. Omsider kom vi da ud i Haven. I Begyndelsen saae jeg ikke Andet end nøgne Træer og Snee og Iis, men Andrea Margrethe vidste snart at give mig det rette Syn paa Sagen. Derhenne voxede om Sommeren de deiligste Mosroser – i dette Bed, der var krandset med Aurikler, stod et Myrthetræ, hist var Jasminlysthuset, og der voxede Jordbærrene – — ja det var ligesom om det blev deilig, varm Sommer paa een Gang, det var mig, som om jeg vandrede under store skyggefulde Valnøddetræer, og fornam den yndigste Duft af Roser og Nelliker og Levkøier.

      „Her raader De vel ogsaa ude?“ spurgte jeg, thi jeg havde uvilkaarligt faaet den Idee, at Andrea Margrethe var i Grunden Dronningen herude, efter hendes Villie maatte Alt rette sig, for hendes Skyld var Alt bygget, og Præst og Præstekone og Karle og Piger, Alt var der kun forat tjene hende.

      Jeg blev derfor noget overrasket, da Andrea Margrethe svarede Nei.

      „Ikke det?“

      „Nei her raader Moder ude, og De skal ikke troe, at vi Andre faae Lov til at sige Noget her. Det er ellers Skade, for jeg har saa mange udmærkede Ideer, men Mo'er vil ikke følge mine Raad.“

      „Hvad vilde De da have forandret?“

      „Hvad jeg vilde have forandret? Kan De ikke see det store gamle Grantræ der? det skulde ryddes, saa vilde der blive en mageløs Udsigt herfra udover Fjorden.“

      „Ja De har Ret; men veed De hvad, saa skulde vi ogsaa hugge Valnøddetræet om, saa blev her mere lyst og frit.“

      „De gamle Stikkelsbærbuske derhenne skulde ogsaa bort; der kunde blive en udmærket Græsplaine“, meente Andrea Margrethe.

      „Ja men saa maatte vi ogsaa tage Nøddehækken bort, at her kunde blive en aaben fri Plads.“

      Saameget var da vist, at maatte Andrea Margrethe og jeg faae Lov til at raade, saa skulde Alt snart faae et ganske andet Udseende. Men godt var det, at Præstekonen ikke hørte vore udmærkede Ideer, thi de vilde vist have vakt hendes Forfærdelse i høi Grad. Ogsaa kan det gjerne være, at vi maaskee gik vel vidt i vore Reformer, men deels var det mig en sand Fornøielse at være paa Parti med Andrea Margrethe, deels er jeg en stor Ven af Forandring, og da det er langt lettere at rive ned end bygge op, saa foretrækker jeg altid det første.

      „Men det Allerbedste har De ikke seet“, sagde Andrea Margrethe, „det er Lindehøien – kom nu derhen.“ Saa gik vi til Lindehøien, der laa yderst i Haven og havde sit Navn af et stort Lindetræ, der stod oppe paa Toppen. Udenfor Haven gik en Brink brat ned til Fjorden, hvis blanke isdækte Flade strakte sig som et bredt skinnende Baand mellem de sneedækte Banker paa begge Sider. „Sæt Dem nu ned paa min Bænk, saa skal De see en udmærket Udsigt“ – — jeg saae mig omkring, men kunde ingen Bænk see. Andrea Margrethe lo. „Nei De skal op i Træet“, sagde hun endelig, „der er min Bænk oppe. See her, tag fat i dette Reb, og sæt saa Fødderne paa disse Udhug her i Træet, saa kommer De derop – jeg skal strax komme bagefter, der er akkurat Plads til To.“ Jeg balancerede derop med noget Besvær og havde neppe taget Plads, før Andrea Margrethe, der var væver som et Egern, alt sad ved min Side. „Tænk Dem nu, naar det er Sommer“, sagde hun, „og en sagte Vind gynger Træet frem og tilbage – kan De tænke Dem noget lifligere end at sidde heroppe, rundt omgivet af Grønt paa alle Sider, ligesom i en Vugge, og saa høre Fuglene qviddre rundt omkring – ja det maa De selv komme herud at prøve, for, ikke sandt, herefter kommer De altid ud med Deres Brødre?“ – Jo det kunde Andrea Margrethe være ganske vis paa. „Her kan jeg sidde oppe hele Timer og læse“, vedblev hun.

      „Og læse?“ spurgte jeg forskrækket, thi det var mig, ligesom om jeg saae Bibliotheket som et mørkt Spøgelse i Baggrunden.

      „Ja jeg meente egentlig med en Bog i Haanden, for jeg læser kun ganske lidt, saa falder jeg i Tanker og seer op imellem de grønne Blade, hvorledes den klare blaae Himmel titter frem igjennem dem, og hvorledes Solstraalerne falde ned paa min Kjole som store gule Blommer. – — Men jeg fryser“, afbrød hun pludselig, idet hun sprang ned, „kom, lad os løbe omkap op til Præstegaarden.“

      Det Forslag fandt jeg meget fornuftigt, for det var ligesom om Vinteren i sin Fortørnelse over, at vi kun talte om Sommeren, som om Vinteren slet ikke existerede, begyndte at lade os mærke sin Existens paa en temmelig følelig Maade. Løbe omkap vilde jeg imidlertid ikke, thi hvorfor skulde jeg løbe bort fra Andrea Margrethe? Det vilde jo være høist taabeligt! Men derimod løbe ved Siden af hende, det vilde jeg gjøre. Men jeg mærkede snart, at omend Andrea Margrethe maatte tage to Skridt, hver Gang jeg tog eet, saa forstod hun ogsaa at flytte Fødderne dobbelt saa hurtigt som jeg, saa at jeg maatte anstrænge mig af yderste Evne for ikke at blive den bageste. Nu vare vi ved Valnøddetræet – den, der kunde svinge først om det, havde i Grunden vundet, thi da kunde man hele Tiden holde sig forrest. Derfor gjorde jeg ogsaa СКАЧАТЬ