Stuk. Bang Herman
Чтение книги онлайн.
Читать онлайн книгу Stuk - Bang Herman страница 3
– Kære – giv mig Ret, raabte hun. Er det ikke for Bæ'lam … Hys, Edvard, hvad jeg siger, det er rædsomt med den Anstændighed. Fru Canth var en lille vever Dame med et Ansigt, der hovedsagelig bestod af et Par store, allestedsnærværende og blanke Øjne. Hun gererede sig som en Mellemting mellem et Egern og en Abekat og kaldte »af Princip« alle Herrer ved Fornavn.
Fru Canth gyngede paa Sofaen, med fremstrakte Fødder, saa man saa' et Par Spændesko med et Par mørkerøde Silkestrømper op over Anklen.
– Gennembrudte, sagde hun og pegede. Ægte Varer – sagde Kræmmeren … Hvormange jeg har købt, lille Edvard? Seks Par.
– Men – Gud … Jeg snakker … Fru Canth satte Spændeskoene med et Stød i Gulvet: Hvor er Manse? Han aner jo intet om Regningen….
»Mansen« var Assessoren, en forskræmt lille Herre med nogle tynde Haartotter og et Par forvaagede Øjne. Han saa' ud, som om han altid fik præsenteret en Regning. Fru Canth raabte ham regelmæssigt ud et Par Gange i Timen og han blev saa funden bagved Fruen, som havde han været gemt i en Kjolefold – hvorpaa Fru Canth sagde:
– Naa, Manse, og nikkede til Afmønstring.
Man hørte Korstemmerne ned oppefra.
– Bevares. Fru Canth stod op: Tak. Hun rakte i stiv Arm Sodavandsglasset hen til Sundt: Djø, Børn. Hun gik med »Manse«; ved Parkettrappedøren stansede hun: Edvard – man mødes jo efter Dagens Gerning – i »Bethesda«.
Sidste Akt gik. Den endte med et Soldatertableau, hvor Gardens Musikkorps blæste paa Horn. Berg og Lange var nogle af de første, der kom ud.
– Tivoli, sagde Berg og slog Droskedøren i. »Institutionen« gav den sidste Fyrværkerifest i Sæsonen.
Mængden brød ud af alle Porte, skyllede Liv og Støj ned over Trappen og frem over Gaden – gennem Strandstræde trallede Række efter Række. Ude paa Kongens Nytorv flød man sammen til højlydte, lystige Øer, hvor de muntre Sporvogne brød ud og svingede bort hver sin Vej, frem ad Sporene.
Saa delte Støjen sig – ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed: piblede ind i en Port, ned i et Stræde – som om Stenrækkernes tavse Graa langsomt havde suget den til sig.
Hist kysses de og gør Kur. Vaage maa vi, Som har Jour. Ene er vi.
Banditterne om »Hesten« havde dorsk rejst Nakkerne en Smule og brummet – nu tænkte de videre med Hovederne ned i deres Hænder. Og kun en Omnubus klaprede tungt op gennem Tavsheden.
Tivolis Navn straalte i Gasbogstaver: Pantomimen var lige endt, og Skarerne drev rundt under de illuminerede Buer.
– Kom du, sagde Berg, lad os suge lidt Luft.
De vendte og gik ned mod Basarplænen, der laa foran dem som i en lys Sky; Gaskuplerne slog matte Arabesker gennem det fugtige Græs og Kunstbedene prangede i dugget Pragt under Skær af Lamperne. Rundt om i Træranden hang de farvede Balloner som skinnende Kæmpefrugter.
De gik frem. Berg stansede: Midt i den musikfyldte Luft rejste Basaren stille sine straalende Buer. Alt lyste, Kupler og Minareter. Et Vindstød drev nu og da de viftende Flammer sammen som til sitrende Lyn fra Minareternes Spidser; og over de slanke Tinder laa Sensommerhimlens stjernestrøede Dunkelblaa.
– Ja, her er smukt, sagde Berg dæmpet og langsomt.
– Smukt er her, sagde Lange og fløjtede til Hornmusiken glad ud i Herligheden.
De vendte om og gik atter ned gennem Koncertsalsalleen, hvor Gasbuerne spændte sig som lyse Æreporte over Hovederne: Aften – Berg og Lange, lød det bag ved.
– God Aften….
Det var Lille-Gerster af Cirklen Blom, der skød paa dem som et Lyn, Stokken bagud og Næsen frem: Er her med de Gamle, sagde han og skød Skulderne op, Lemme-Souper….
– Tak, skød Lange ind.
– Tante fra Skan-der-borg, sagde Gerster. Herinde for at faa Tænder. Vi gemmer hende i Divanen… Hvordan var 'et saa derude? De begyndte at gaa.
– Naa – net….
– Kostymerne fra Paris, – Gerster snøvlede som en Udraaber paa et Marked: – med en Tomme sat over til Knæene – man kender 'et… Naa – maa hjem til Passagérgodset. Djø – Børn.
– Djø. Gerster fo'r afsted som en Pil, han gik altid med fremstrakt Hals og sammenknebne Øjne og bevægede Næseborene, som om han stadig vejrede Luften, hvor han kom frem.
– Satan – saa de har megen Familie fra Provinserne, sagde Lange, da Lille-Gerster var ude af Skudvidde.
– Ja – der er de jo ogsaa fra….
– Ja, sagde Lange. Men Professoren gør sig s'gu dog med sin Høremaskine.
– Ja – hun er en klog Kone, sagde Berg. Hun har faaet udrettet noget i de Par Aar.
– Ja – Pokkers, sagde Lange, det er jo ikke mér, siden de flyttede fra Randers….
Det var, som kom de ind i en Dansesals svirrende Tummel af Stemmer og Lyd nede ved Koncertsalen. Lige fra Stengrotterne til frem under Kandelabrerne, hvis Prismer lyste, var det kun ét vandrende, mudrende Myldr; og indefra, hvor man over Stimlen saa' Dirigenten med det hvide Bryst som en stor Dukke, søgte de forvildede Polkatakter ud over Hovederne, hvor unge Piger greb dem i Flugten og nynnede.
Berg og Lange havde kæmpet sig frem gennem Stimlen til Divanens Trappe. Nu rystede de sig, som Hunde, der kommer op af Vandet.
– Det tro København, sagde Berg, seende ned over Sværmen.
– Aften, Hr. Berg, Aften… To Roastbeef… sauce tartare… Kellner Jensen viftede allerede Krummerne af det yderste Verandabord med sin Serviet – Bankherrerne, Hr. Berg – Berg havde sét prøvende over tilhøjre mod en højrøstet Herre-Pousse-Café i hvide Slips…. Lille Diner, sytten Kuverter… er ved Kaffen, Hr. Berg… Hr. Jensen skød undskyldende højre Skulder i Vejret og smilte illustrerende Tilstanden.
– Vel – Vel… Kellner Jensen drejede som en Top… To Alliancer. Væk var Hr. Jensen.
– Der har vi Professorens, sagde Berg, der stod i Døren og mønstrede Salen. Professor Gersters havde okkuperet det højre Sofa-Hjørne og slaaet Krans om Tanten med det nye Gebiss, som Hofdamerne i »Svinedrengen« om Prinsessen.
Hele Salen var saa fuld, at Opvarterne knap kunde komme frem mellem Stolene, og der blev raabt og bestilt og klirret: »Vel« – »vel«, saa ingen Ganymed havde Kjoleskødet frelst. Mens et Par Bankherrer fra Provinserne ravede hummerrøde rundt i Forvirringen – i Svalehaler og Brandspande – og faldt Venner og Bekendte gladelig om Halsen over Bordene.
Ovre i den venstre Sofa præsiderede Fru Canth i »Menigheden«, ogsaa kaldet »de sikre«. Det var den snævreste Canthske Kreds: tre, fire Familier, men, som Fru Canth sagde, »af den rette Aand«. Sommer-Stamsædet СКАЧАТЬ