Stuk. Bang Herman

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ med Fruer, sagde Berg, væbnet med Kikkerten.

      – Ja…

      – Naa – Fru Ekberg kunde nu gerne gi'e sig.

      – Hvorfor? De var skam alle ti Aar ældre for en halv Snes Aar siden, sagde Berg og lo.

      Introduktionen var begyndt i Orkestret. Men ingen hørte efter. Det gav et Ryk tilhøjre i alle Hoveder, og der blev en travl Hvisken paa Gulvet med Ansigterne ind imod hinanden, i en ivrig Pylren, som var et Aaleskind pludselig faldet ned i en Hønsegaard.

      Det var en Dame, der var tonet op i den yderste Loge, med en blond Toupé drysset fuld af Brillanter – Diamanter i Ørene og Diamanter om Halsen…. Der blev et sandt Oprør, hvor alle tiskede og spurgte, indtil Damerne, lidt efter lidt – der kom ligesom en stram Luft over Parkettet – lod Kikkerterne synke og holdt Øjnene stift hæftede paa Tæppet, som om de pludselig havde faaet Fotografholdere i Naken:

      – Hvem?

      – Hvem du, hviskede Blom op til Berg, fra første Bænk, bag Chapeau-claque'en (Blom og Brodersen var i Kjole og hvidt Slips, de forsøgte at indføre Gala ved »Premièrerne«.

      Berg vidste ikke og gjorde Tegn med Skuldrene. Lidt efter lidt blev der stille – Diamantdamen sad hvidkalket og søvnig og gnistrede – alle kom paa Plads, Kritiken langs ad Fløjene, færdig til Træfning: Kars havde Plads tilhøjre, med et lyst Smil og foldede Hænder, som bad han Bordbøn ved et opdækket Bord, og Professor Markus sad højtidelig, med let rokkende Hoved, som en Provinsoverlærer ved en Censur, ved Siden af Hr. Stæhr.

      Tæppet gik op.

      Man var ved Hoffet. Folk klappede strax ad den straalende Sal i Guld og Guld, mens der kom Pager ind ad alle Døre – fler og fler Pager, to og to, fler og fler – i Trikot. Hele Salen blev blot én Kikkert – Mænd greb Glassene af Koners Skød eller Hænder – : Men der var jo Flokke, Snese – en Hær af Pager – en Hær – rent en Hær af Trikots.

      Fruerne sad nysgerrige og stille sammenlignende, lidt generte ved Mændenes Hidsighed med Kikkerterne; somme blev ogsaa noget krumryggede i Sæderne, som havde de en Fornemmelse, ligesom var de selv kommet lidt for nedringede til Bal….

      Nu kom Hofdamerne i Flok: Guld og Atlask, Guld og Silke. Det straalte og det skinnede. Fler og fler – det hørte jo aldrig op – der maatte da være hundrede….

      Man slap Kikkerterne og man klappede tæt, over hele Salen.

      Det var Operettens berømteste Numer, »Kyssenes Kor«. Man fangede, man valsede, man kurede og kyssede.

      Publikum jublede; man vilde have det om og atter om.

      Her kysses vi, Som har Jour; Her kysses vi Og gør Kur. Her kysses vi.

      Glade i Bifaldet kroede Kordamerne sig som Killinger for Rampen.

      Man kom ikke mér ud af Stemning, mens Konflikten tilspidsedes, og alt blev en Tummel af Støj og Danserytmer: Gaasepigen forfulgtes af en Prins, og en Prinsesse forfulgte hendes Hyrde.

      Man lo og lo. Akten havde i betænkelig Grad trængt til den »mildnende Haand«: Der var strøget, saa man forstod ingenting, undtagen – at der var to Brudekamre beredt (i Kulisserne) og at der blev meget Mørke.

      – Satan, Satan, sagde Lange hvert Minut med voksende inderlige Betoninger, han havde knebet Berg baade gul og grøn i Armen.

      – Satan, Satan….

      I yderste Grad havde Bearbejderen trængt til »sin mildnende«, mens Prinsessen og Gaasepigen svirrede i Nat-Musseliner ud og ind mellem Dørene….

      Saa blev det ganske Nat, og Pagerne holdt Vagt, i lange Kapper, nynnende sagte »Kyssenes Sang« – foran de Elskendes Døre.

      Hist kysses de og gør Kur. Vaage man vi, Som har Jour. Ene er vi.

      Der var ganske stille i Salen udover Halvmørket af Hoveder, der langsomt rokkede, som nynnede alle uhørligt med. Varmt var der blevet. Fru Canth havde slaaet sin store Vifte op og vuggede den efter Takten.

      Finalen kom: Hofdamer brød ind med Kandelabrer; Vagten fløj til med Sabler; Pagerne skreg, og Hofdamerne hvinede… Prinsessen kom i Frisérkaabe, og Gaasepigen var ganske i Natdragt….

      O ve – o ve, Hvad her dog skér: Hun bliver aldrig Lykkepige mér.

      De svingede med Kandelabrerne og de klirrede med Kaarderne, Hofdamerne tørrede Taarer i Slæbene…Ingen forstod et Ord; i Orkestret kæmpede Tromme med Triangel…Der var ikke den, der hørte Ørenlyd: Det var Glanspunktet af Operetten.

      Tæppet var nede. Det maatte op igen. Publikum raste, det maatte op igen. Bifaldet lød som store Drøn fra Galleriet. Det maatte op igen.

      Man strømmede ud fra Bænkene, og man klappede i Gangene, hede og sammenstuvede, mens alle snakkede. Oppe i Logerne sad Damerne varme og glade, med fremskudte Buster, som en Række Spurve, der soler sig. Kun Diamantdamen forblev dorsk og ligeglad og gnaskede Marzipan af sin Pose.

      Kritikerne sankede sig tilbunke i Hullet ved Orkestret…Man talte om Antallet af Opførelser – man mente tredive…Redaktør Isaksen førte energisk Næsen op og ned, snusende hen mod Tæppet, som om han vilde grade Stykket ved Hjælp af Lugteredskaberne, og Kars sagde, seende ud over Salen, med et langt sultent Blik:

      – Ja Godtfolk – nu var der Penge at tjene med en Treakter….

      Berg og Lange kom ned i Bazargangen. Man skubbede og man stødte; ingen hørte Ørenlyd for Latter og Støj. Det var det unge København straalende og stramt i Klæderne, overmodigt i Gasluft og Trængsel, som Fisk i Vandet.

      – Naa – I, det var Blom, der stansede foran Berg og Lange midt i Trængselen og gik halvt i Knæ, mens han viftede med den oprakte Haand: Ka' vi no'et, vi Københavnere?

      – Fa'en ta' mig, er der Stemning der? Blom lo, saa man saa' alle hans hvide Tænder.

      – Ja, sagde Lange nikkende, der er »Bevægelse« – det kan man ikke nægte.

      De vilde »se at finde en Soda«, og de trængte frem gennem Stimlen, men de kom næppe af Stedet, mens de brændte Vittigheder af og gav Haandtryk – Kredsen Blom gav Haanden ved blot at strække en oprakt Tommeltot frem mod Genpartens Haand til Tryk – ; til sidst fik de dog erobret en Sofa lige inden for Restaurationsdøren til Gangen, hvor Sværmen sivede forbi som en vandrende Mur. I selve Døren var der en Trængsel, saa man blev drejet som Bønner i en Kværn.

      – Tummel, lo en ung Dame lykkelig over til Berg – det var en Skuespillerinde fra Kongens Nytorv – og blev drejet ud igen.

      – Naa – saaledes, sagde Brodersen og førte Spidsen af Pegefingeren hen under Næsen, mens han snøftede. Det var i Kredsen Blom Tegnet til, at noget havde »Vildtlugt«.

      – Sludder, Broder, sagde Blom, Broder gør s'gu det hele til ét stort – »nok sagt« – bare for at hæve Byens Anseelse.

      Alle lo. Broder har ingen Mening, sagde Berg.

      – Saa? Brodersen havde et fedtet Organ, saa det altid lød, som han vrængede: Ja – tro I – for mig paa de rénlivede Jomfruer fra Bi-belen, sagde Brodersen.

      Man talte om »Diamantkvinden« – : Hun СКАЧАТЬ