Stuk. Bang Herman

Чтение книги онлайн.

      De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant laa der en Høj. Henne over Landsbyen gik Solen ned. Det vor som en fjern Brand over Skyerne; foran dem laa Eng og Aa og Gaarde og »Fa'ers« Skov. Fru Berg saa' frem derover, længe, længe; græde gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og stille.

      – Mo'er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor maa vi rejse.

      Moderen rørte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf stod stille, ligesom den Gang, han havde været i Kirke.

      Om Aftenen sad de i Stuen. Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele Tiden og klappede Moders Hænder, Herluf havde han paa Skødet.

      – Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage tøjet paa, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun græd med Hovedet mod Stolpen.

      Da Vognen var forspændt, kom Tine som en Stormvind med sit Tørklæde over Hovedet.

      – Naa, naa, sagde hun og lo med Graaden op i Halsen. Vi skal nok muntre Skovrideren … Det er fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par Blomster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere.

      Ude paa Gangen stod alle Folkene paa Hosesokker, der var en Snøften i hele Klyngen. Fru Berg rakte Haanden til hver: Mo'er, sagde Herluf, du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er, du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er … Da Maren Malkepige fik Haanden, gav hun sig til at hyle, som om den Onde vilde tage hende, og slog Forklædet op om Hovedet.

      Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og »Kontoret« og saa over Poppeltræerne – de var ude af Gaarden.

      Oppe ved Mørkningsbænken stod Tine og vinkede med sit Tørklæde. Hun løb med Vognen og rakte Haanden ind over Forlæderet. Saa tog Herluf paa at græde.

      Da de kom til Sønderborg Havn, laa Dampskibet allerede der ude og stønnede med sine Lanterner. Baaden var klar. Baadfolkene løb rundt med Lygter; da Herluf kom ned i Baaden og følte det gyngende under sig og saa' det sorte Vand, græd han igen og vilde hjem. Faderen tog ham paa Skødet paa Toften.

      De var snart ude. Afskeden maatte gøres kort. Moderen og Herluf var oppe ad den lille Trappe ved Hjulhuset, og Styrmanden holdt sin Lygte op mod Bergs Ansigt, der stod paa det nederste Trin.

      – Nej, sagde Berg, jeg bliver.

      Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste under Maskinen. Baaden saa' man knap mer, kun Lygterne inde ved Havnen.

      – Mo'er, sagde Herluf og tog hende i Kaaben, Mo'er, Fa'er græd.

      Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes Øjne vilde kunne finde ham i Mørket endnu – hendes Mand.

      Skibet stødte saa tungt op mod Sønderborg Slot.

      De saa' ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved Dybbøl i Skanserne. Det var Fru Berg, som om det kun var noget, hun havde vidst og ventet, og som om det slet ikke gav nogen Forandring – uden Immortelkransen, hun bandt om hans Billede over Sofaen.

      Hun syntes, hun havde altid siddet ørkesløs her i disse trykkende Stuer og stirret ud paa den træge Vester-Gade og hørt Svigerindens langsommelige Pløjen gennem »Napoleons Felttog«, som hun igen begyndte forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sammen: Det var vel Herluf, der gjorde Ulykker igen. Den Dreng var blevet saa kejtet af lutter Forskræmthed, at han ikke rørte sig uden at gøre Skade.

      – Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, Marie….

      – Ja, ja, sagde Moderen, hun var allerede paa Vejen til Gerningsstedet.

      – Naar han blot la'er mine Piber hænge, skingrede Bedstefaderen. Er det mine Piber? skreg han ud gennem Dørene. Ikke en Time lod han Marie i Ro med sine Piber: Naar han blot la'er mine Piber hænge, blev han ved.

      – Ja ja – ja – ja, sagde Marie. – Men kunde Bedstefader ikke flytte dem derind? Her kom Herluf saa sjældent….

      – Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede … Men min Tid blir de hængende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid skal de ha' Lov at blive hængende, min Go'e, blev han stædigt ved, med sin halve Hoste, der aldrig blev til mér end til en Stønnen, og som dog fyldte hele Huset.

      – Skal jeg ikke læse for dig, sagde Marie.

      – Tak min Go'e, sagde Bedstefaderen, stadig stiv, hvis du vil….

      Marie læste et Par Sider, mens den Gamle stadig rømmede sig og flyttede sig i Stolen: Tak, sagde han saa, men du er vist træt nu … Hvor er Minna? sagde han.

      – Hun kommer vist strax, sagde Marie og lagde Mærket i Bogen. Hun sukkede.

      – Ja – ja, du sukker min Pige … ja, ja, det er ikke Skovridergaarden … Vi andre, vi har siddet her fem og tredive Aar … tit baade Sommer og Vinter, sagde han. »Sommer og Vinter« glemte han aldrig, det refererede sig til et Par Somre, hvor han ikke havde været inviteret til Skovridergaarden.

      Marie svarede ikke; lidt efter kom Minna, og hun vendte tilbage til sit Vindu.

      – Hvordan er 'et, hun læser, sagde den Gamle. Jeg forstaar hende ikke – hvordan er 'et hun læser, sagde han. Minna tog fat paa Læsningen.

      Inde fra Spisestuen lød der et Rabalder: Marie, Marie, gik det løs. Fru Berg var allerede derinde. Det var en Urtepotte, der laa paa Spisestuegulvet med Jord og Skaar og det hele.

      – Men Herluf dog, sagde Moderen, saa inderlig træt bebrejdende, kan du dog ikke ta'e dig iagt?

      Herluf dukkede over Misgerningen – han var paa Veje til at blive rent ud skeløjet af evig ond Samvittighed – og fik lykkeligt Jorden smurt ud over endnu et Stykke Gulv.

      – Men Herluf dog, sagde Moderen og tog ham væk.

      Man maa jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og holdt Hænderne mod Tindingerne med det glatkæmmede Haar. Sofie, sagde hun og aabnede den listeslaaede Dør til Køkkenet: Vil du bringe Fejeskuffen … Herluf er kommet til at rive min Azalia ned….

      – Kan du Tabellen? sagde Moderen.

      Herluf gryntede og gik sidelængs hjem i sin Krog … Han gik i Skole ved »Frue Plads« hos to Frøkener, i Vejret skød han saa leddeløs og blegnæbbet som et Vinterskud.

      … Sofie var inde med Husholdningstavlen, det skete, naar Herluf var i Seng og den Gamle til Ro. Svigerinden borede Hænderne i Tindingerne.

      – Hva' skal man dog gi' Jer, sagde hun træt. I er jo vant til Afveksling … Ja, ja, Sofie, tag saa et Stykke Bryst – et halvt Pund mere, véd du….

      – Men, Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden Side Lampen … det behøves jo ikke, Minna….

      – Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhengivent. Sofie gik; Frøken Berg var altid saa anstrængt af Tavlen.

      – Ønsker du ellers noget? sagde hun, naar hun var færdig med »Berlingskes« Føljeton, som hun nød med Strikkepinden mod Overlæben for Gaben; hun behandlede endnu stadig Svigerinden som en Gæst.

      – Nej Tak, sagde Fru Berg og tændte Lyset, der ventede. СКАЧАТЬ