Stuk. Bang Herman

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ paa en Væg, du, i forgyldt Ramme – hva? De Folk har altid Sonne, sagde han med et lille Forstaaelsens Nik, gamle Sonne, du….

      – Og saa kommer Snakken, indefra Dameværelset, hvor hun ta'er Tøjet paa … Lange læste et Par Linjer, stadig malende, bevægende den ene Haand – Forstaar du, det skal jo nu udføres, forstaar du … Saadan lidt søvnig Snak – som de er – med Støv i Øjnene….

      – Her er et brillant Sted i Kotillonen – i siste Tur, naar de er blevet saadan rigtig smidige i Livene … Han læste igen….

      – Men – det var s'gu egenlig ikke det, jeg vilde læse – Jeg har faaet hende ned i Drosken (han søgte) hvor de siger Farvel – med en Arm ud over Vogndøren, i Lyset … Brillant Lys paa den arm, sagde han, naar hun kører … Storartet Lys over Handsken.

      Berg havde i et halvt Aar sét hver lille Skønhedsplet i Lyset paa den Arm. Du skulde sé at gøre det færdigt nu, sagde han. Han følte en Maskine dernede skar ham i Ørene.

      – Færdigt, sagde Lange. Det kan jo gøres færdigt paa et Par Dage … Han rejste sig op og gik op og ned ad Gulvet med et meget misfornøjet og tvivlende Udtryk: Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de Folk sér, sagde han. Jeg sér Gulvet – som jeg sidder i Rygeværelset – ind gennem Dørene – med Væggene og et Par Stole … Med et Par Menneskeøjne ser jeg….

      – Saadan maa det gøres, sagde han og standsede. Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre sér, sagde han.

      – Og præker – De véd s'gu alt muligt … Jeg vilde være glad du, om jeg bare fik én lille Følelse boret ud – det er, Fanden ta' mig, Kunsten: at finde det ene, lille Ord….

      – Ordet, der gi'er det, sagde Lange med overbevisning.

      – Ja, sagde Berg sukkende, det er det.

      – Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre sér, sluttede Lange. Han begyndte at samle sine Akter sammen. Gaar du med ned ad Gaden, sagde han.

      – Nej – jeg har lidt at gøre endnu, sagde Berg, han fulgte ham ud. Da de var kommet udenfor, sagde Lange med en Forstaaelsens Gebærde: Spørg, hvordan han derinde har syntes om det … Man maa s'gu vide, hvad Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnoldsen mente intet.

      – Hvad bliver det forresten til med ham, gade Lange med sit tvivlende Udtryk og sagtere.

      – Naa, sagde Berg og trak lidt paa Skuldrene.

      – Ikke til noget? sagde Lange med Lys over ansigtet; det er det, jeg altid har sagt. Farvel, du.

      Lange skred fløjtende ned ad Trappen, mens Berg gik ind i Redaktionen.

      Inde i Redaktionsstuerne var det allerede begyndt saa smaat at mørkne. Det var de halvt private Audiensers behagelige Time. Inde i »Læsestuen« havde en Skuespiller, der gik sin Direktørs Ærinde, med en Reklame i hver Lomme, i en Sofakrog fat i Bagstykke-Leverandøren, Hr. Isack, hvem han tiltroede betydelig Indflydelse.

      En betroet Embedsmand fra Konferensraad Heins Bank underholdt Krans, som ved en Pult sammentalte sine Linjer i Morgennumret:

      – Kapitalen burde naturligvis tage Sagen i sin Haand, sagde han, Stedet var jo henrivende, Stedet havde jo alle Betingelser – der var Tale om »Marienlyst«, som et Aktieselskab maatte kunne gøre til et evropæisk Bad – … Men Publikums Interesse maatte vækkes først.

      – Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren.

      Inde i Redaktionssekretærens Værelse var Lampen allerede tændt paa Skrivebordet. Redaktøren havde ført Professor Gerster ind til Hr. Gravesen. Professoren talte i Familiens bløde Tone, siddende med Benene slaaet behageligt over Kors i sin Lænestol:

      – Der var ganske vist endnu længe til Kongressen – men den almægtige Presse – og Professoren gjorde en Haandbevægelse frem mod Hr. Gravesen, der altid blev ligesom lidt bredere i Stolen i Tiden fra fem til seks – kunde man aldrig gøre sig bevaagen for tidlig….

      Redaktøren stod ved Siden af og stirrede ud paa Himlen, der begyndte at farves rød over Slottet, som man saa' som en mørk Kolos helt nede for Enden af Holbergsgade. Redaktøren var en soigneret Mand, der mest hørte til, med et lidt træt Udtryk. Han var behagelig – med et let Skær af Ligegyldighed overfor alle Medarbejderne undtagen overfor Hr. Stær, der angreb hans Nerver. Han ønskede frem for alt ikke Støj i sin Avis og ansaa »Le Figaro« for Mønstret af et Blad.

      – Ja. Kongressen skulde være skandinavisk – med Indbydelse til de finske Læger … Og det var projekteret at forbinde den med en Udstilling – Af hygiejnisk Indhold….

      De Herrer talte halvhøjt ind gennem Stuerne, hvor det lidt efter lidt blev mørkt. Kun Gruppen om Hr. Gravesens Lampe – hvortil den militære Medarbejder, Kaptejn Petersen, falden for Aldersgrænsen, havde sluttet sig – var fuldt Lys. Efter den egentlige Kontortids Slutning var Yderdørene lukkede, og Maskinens Støj lod kun herind som et hyggeligt Akkompagnement af fjern Brusen. De Herrer blev ivrigere, og Bankherren sagde højt til Krans:

      – Ja – det er Maalet, min Ven, vi maa vække Publikum; og henne fra Sofahjørnet i Mørket sagde Skuespilleren med sin markerede Stemme:

      – Ganske vist – der var tænkt paa en fransk Ballet – men, oprigtig talt, vore egne gør det s'gu ligesaa godt … og de to Herrer lo halvhøjt gennem Stuerne, mens Professoren, der støttede Hagen i sin Haand, sagde i sin alvorlige Tone: Ja – Hygiejnen er upaatvivlelig Samfundets første Livssag.

      Samtalen blev afbrudt af en lille Mand. der kom ind gennem Læsestuen og holdt sig tilbage i Halvmørket, da han saa', der var fremmede. Det var lille Hr. Canth, som forlegen sagde, at det var ingenting, han vilde blot sige Redaktionssekretæren et Ord….

      »Ordet« var et Par Fribilletter til Fru Canth, som han fik stukket i Lommen i en Krog. Fru Canth sendte saa jævnligt »Manse« i Billetmission til Redaktionssekretæren, som hun titulerede »Gamle Næstsødskendebarn« og lod give sig Kindkys, naar de mødtes.

      Berg havde faaet Tøjet paa, og mens han knappede sine Handsker, sagde han, irriteret ved dette glatragede Komediantansigt med de tykke Kæber – som et Udbrud af hele disse Par Timers Lede:

      – Naa – hvad er det saa for en Løgn, vi skal debitere, saa uformodet højt, at det hørtes gennem alle Stuer og der pludselig blev stille, mens Berg gik.

      En Sætter kom imod ham ude paa Gangen og sagde, at en tysk Herre var gaaet ind og ventede paa hans Værelse. Berg sagde, man kunde dog gerne havde sagt, han var gaaet … Ja – men – det var en tysk Herre.

      Den tyske Herre var Impressario Hr. Theodor Franz. Hr. Theodor Franz svedte – det var den sjette Visit hos Pressen – men sagde, han var som genfødt.

      – Min Herre, sagde han, Skandinavien er en Lystrejse – det er en Rekreation.

      Berg spurgte, hvad Hr. Franz bragte iaar. Hr. Franz bragte en Buket – en Stjerne-Buket, desværre, det er det eneste….

      – Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz med et Suk, de Tider er forbi, hvor man bød paa et Program med seks Numre.

      Og han begyndte at trække et Par Reklamer frem, idet han talte om den københavnske Presse. Han kaldte den en Presse af Rang, og han kunde sige, han satte særlig Pris paa den københavnske Presse:

      Den СКАЧАТЬ