Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке. Генрик Ибсен

Чтение книги онлайн.

      Hvad finder jeg her? Å nej, en gammel

      støbe-ske, Kari! Med den har han leget

      knappestøber, smeltet og formet og præget.

      Engang her var gilde, kom ungen ind

      og bad sin faer at få en klump tin.

      «Ikke tin,» sae Jon, «men Kong Kristian’s mynt;

      sølv; det skal mærkes, du er søn til John Gynt

      Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,

      og da ændsed han hverken til eller guld.

      Her er hoserne. Å, der er hul i hul;

      de må stoppes, Kari!

      Jeg mener, det trængs

      Når det er gjort, får jeg komme tilsengs;

      jeg kender mig så skral og så ussel og klemt —

      To uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!

      Ja, rigtig har de det.

      Det træffer sig nemt.

      Den ene kan du tilside lægge.

      Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; —

      den, han har på, er så slidt og tyndt.

      Men kors, moer Åse, det er visst synd!

      Å ja; men du ved nok, presten forkynder

      nåde for den og de andre synder.

      Lås må der være; lås som kan binde

      døren for troldtøj, og mand og kvinde.

      Lås må der være; lås som kan lukke

      for alle de arrige nissebukke. —

      De kommer med mørke; de klapper og banker:

      lukk opp, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker!

      Under sengen vi pussler, i asken vi rager,

      gjennem piben vi russler som gloende drager.

      Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker

      kan stænge for arrige nissebuktanker?

      Gud signe dit arbeid. Du får ikke vrage mig.

      Budsendt jeg kommer, og så får du tage mig.

      Solvejg! Det er ikke – ! Jo, det er! —

      Og du blir ikke ræd for at komme så nær!

      Bud har du skikket med Helga lille;

      fler kom efter med vind og i stille.

      Bud bar din moer i alt hun fortalte,

      bud, som yngled, der drømmene dalte.

      Nætterne tunge og dagene tomme

      bar mig det bud, at nu fik jeg komme.

      Det blev som livet var sluknet dernede;

      jeg kunde ikke hertefyldt le eller græde.

      Jeg vidste ikke trygt hvad sind du åtte;

      jeg vidste kun trygt hvad jeg skulde og måtte.

      Men faer din?

      På hele Guds vide jord

      har jeg ingen at kalde for faer eller moer.

      Jeg har løst mig fra alle.

      Solvejg, du vene, —

      for at komme til mig?

      Ja, til dig alene;

      du får være mig alt, både ven og trøster.

      Værst var det at slippe min lille syster; —

      men endda værre at skilles fra faer;

      men værst ifra dem, som ved brystet mig bar; —

      nej, Gud forlade mig, værst får jeg kalde

      den sorg at skilles fra dem alle, – alle!

      Og kende du dommen, som blev læst ivår?

      den skiller mig både ved arv og gård.

      Mener du vel at for arv og eje

      jeg skilte mig fra alle de kæres veje?

      Og ved du forliget? Udenfor skogen

      tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.

      På skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;

      de fritted, hvor jeg skulde; jeg svaret: jeg skal hjem

      Så væk med både spiger og planker!

      Nu trænges ingen stængsel mog nissebuktanker.

      Tør du gå ind for at leve med skytten,

      så ved jeg der kommer vigsel over hytten.

      Solvejg! Lad mig se på dig! Ikke for nær!

      Bare de på dig! Nej, hvor du er lys og skær!

      Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og let!

      Får jeg bære dig, Solvejg, blir du aldri træt!

      Jeg skal ikke smudse dig. Med strake arme

      skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!

      Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage – ;

      å, men jeg har længtes både nætter og dage.

      Her skal du se, jeg har tømret og bygt;

      der skal ned igen, du; her er ringt og stygt —

      Rigt eller gildt, – her er efter mit sind.

      Så let kan en puste mod den strygende vind.

      Dernede var det klummert; en kendte sig klemt;

      der er halvvejs det, som har fra bygden mig skræmt.

      Men her, hvor en hører furuen suse,

      for en stilhed og sang! – her er jeg tilhuse.

      Og ved du det visst? For alle dine СКАЧАТЬ