Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке. Генрик Ибсен

Чтение книги онлайн.

      Peer du lyver!

      Nei, jeg gjør ej!

      Nå, så band på, det er sandt!

      Hvorfor bande?

      Tvi; du tør ej!

      Alt ihob er tøv og tant!

      Det er sandt – hvert evigt ord!

      Og du skjæms ej for din moer?

      Først så render du tillfjelds

      månedsvis i travle ånnen,

      for at vejde ren på fånnen,

      kommer hjem med reven pels,

      uden byrse, uden vildt; —

      og tillslut med åbne øjne

      mener du at få meg bildt

      ind de værste skytterløgne! —

      Nå, hvor traf du så den bukken?

      Vest ved Gjendin.

      Rigtig, ja!

      Hvasse vinden bar ifra;

      bak et oreholdt forstukken

      han i skaresneen grov

      efter lav —

      Ja rigtig, ja!

      Pusten holdt jeg, stod og lytted,

      hørte knirken af hans hov,

      så av ene hornet grenene.

      Derpå varsomt mellem stenene

      frem på bugen jeg meg flytted.

      Gjemt i røsen opp jeg glytted; —

      slig en bukk, så blank og fed,

      skulde du vel aldrig set!

      Nej, bevares vel!

      Det smaldt!

      Bukken stupte bums i bakken.

      Men i samme stund, han faldt,

      sad jeg skrævs på bukkeryggen,

      greb ham i det venstre øre,

      vilde netopp kniven kjøre

      bagom skolten ind i nakken; —

      hej! da skreg han vildt, den styggen,

      stod med et på alle fire,

      slog mig med et agterkast

      ud av næven kniv og slire,

      skrued mig om lænden fast,

      stemte hornene mod læggen,

      klemte mig, som i en tang; —

      dermed satte han på sprang

      bent fremover Gjendin-eggen!

      Jesu navn da – !

      Har du sett den

      Gjendin-eggen nogen gang?

      Den er halve milen lang,

      hvass bortefter, som en ljå.

      Udfor bræer, skred og lider,

      rakt nedover urder grå,

      kan en se till begge sider

      lukt i vandene, som blunder

      svarte, tunge, mer enn tretten —

      hundred alen nedenunder. —

      Langsmed eggen han og jeg

      skar os gjennem vejret vej.

      Aldrig red jeg slig en fole!

      Midt imod, der vi foer fram,

      var det som der gnistred sole.

      Brune ørnerygge svam

      i det vide svimle slug

      midtvejs mellem os og vandene, —

      sakked agterud, som fnug.

      Isflak brast og brød mod strandene;

      men der var ej døn at høre;

      bare hvirvlens vætter sprang,

      som i dans; – de sang, de svang

      sig СКАЧАТЬ