Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen. Erichsen Ludvig Mylius

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ og tvang Klinken i Hak. Det rumsterede af ondt Vejr hen under et mørt Loft.

      Nu stod de i Stuen vesten for Gangen, Alkovestuen. Den var lav og klam. Gamlingen i Gaarden red overskrævs paa en Bænk ved Langbordet. Han havde grøn Skærm for Øjnene og rød Toplue paa.

      »Her er saa den Fremmede Mand,« sagde Præsten og gik hen og gav Gamlingen Haand. Den gamle glyttede op og rokkede paa sig, hans svage Øjne, der et kort Nu hvilede paa den fremmedes Ansigt, udtrykte overbærende Forundring og smilte aabenhjærtigt, da han bød Velkommen i Huset. »Naa, saa De vil med og gaa Strandvagt i det sølle Vejr,« sagde han, »ja-ja, De er da fra København, kan A tænke.«

      »Ja,« svarede den Fremmede, »det er jeg netop. Det er ogsaa alt, hvad jeg er.«

      »Har De ingen Profession? Hvad er Deres Bestilling?« spurgte den gamle ganske mistroisk.

      »Strandvagt,« lo Præsten. »I Nat – i hvert Fald. I Morgen saa tænker han over det, han ser i Nat.«

      »Det var ellers nem at komme om ved det,« mente Gamlingen og skottede tvivlraadig fra Præsten til den Fremmede.

      »Ellers hedder Manden Holst,« oplyste Præsten, »og er flink nok og mener os det godt.«

      »Han er et Guds Barn da?« Den Gamle var ikke helt beroliget.

      »Han bor ovre ved os,« erklærede Præsten, og saa syntes endelig den gamle Forbjerger saapas tilfredsstillet.

      Holst knappede Yderfrakken op, han følte sig som spændt i Harnisk og kunde næppe trække Vejret i alt det meget Tøj, den omhyggelige Præstefrue havde forsynet ham med. Faareskindsstøvlerne var varme nok, men tunge som Galejslavelænker, den laadne Kabuds tyngede ham paa Hovedet som en spirende Hjernebetændelse, man skulde tro, hans Udrustning gjaldt en Grønlandsfærd og ikke bare en fire-fem Timers Nattevagt paa Klitterne ved Vorupør Strand. Ganske vist, det var Vinterdage og isnende Paalandsstorm, gamle Folk paa Stedet sagde, de ikke i Mands Minde havde kendt værre Vejr, men han havde dog været i Luften før og forøvrigt altid ivret mod overdreven Indpakning. Men med Klitboerne var der i denne Henseende intet at stille op, de hyllede sig i mange Lag Uldtøj, naar de skulde udendørs i Blæst, til Stranden eller paa Søen, de stoppede Støvlerne efter med Halm, svejrede et Tørklæde flere Gange rundt om Halsen, saa man ikke forstod, hvordan de formaaede at dreje Hovedet, og naar de kom hjem, forasede og tjenlige til Hvile, smed de sig ind i den lumre Alkoveseng uden at klæde sig ordentlig af, helst iført baade Sokker og Halsklæde og alt Undertøjet, ja somme Folk, der var noget til Aars og plaget af den slemme Gigt, der er alle ældre Vestkystfiskeres uafrystelige Omgangsven, sov endogsaa med Huen paa.

      Holst stod høj og velbygget og dukkede sig under Loftsbjælken, skarpt iagttaget af Gamlingen, der stadig smaarømmede sig og virrede med sit furede Hoved, som om han alligevel ikke begreb, hvad den unge Mand vilde paa Stranden efter, naar han ikke var pligtig til det og oven i Købet havde en god Sengs Klæder hjemme hos Præstens at ligge i. Præsten var imens gaaet ud i Køkkenet, hvor han talte med nogen om Vejret og Strandvagten. Regn og Vind baskede mod Vinduerne, det lød, som der blev kastet hele Haandfulde Grus paa dem, og i alle Husets Kroge var der en Knagen i Murværket, et Sted klaprede uophørligt en Dør, og paa Bordet foran den gamle Mand stak Lysetanden forglødet op gennem en Flamme, der flakkede næsten vandret for Træk.

      »Der vil strande Fartøjer i Nat, det fejler ett,« nikkede den Gamle, ud af en erfaringsrig Forvisning, saa man ikke turde tvivle. »Et Steds maa der komme nogen, men om det bliver her, det raader Herren for … Gud hjælpe de Stakler paa Søen, at de ihukommer deres Omvendelses Tid.« Han skuttede sig og sukkede tungt ud af en aaben, tandløs Mund, mens han førte sin ene, knortede Haand op og kradsede raadvildt frem og tilbage i et stubbet Hageskæg. Saadan sad han med sine Øjne skjulte under den grønne Skærm, en Olding af Skikkelse og Tanker, brudt af Slid, gennem-forbrændt af Spiritus fra Tiden, før han blev »vakt«, og nu en troskyldigt lallende i de helliges Flok. Han hørte til dem, hvis gamle forkalkede Hjerner annammede bare Ordene, Fraserne i den ny Forkyndelse, der foer Kysten langs som et Vinteruvejr og, til megen verdslig Gavn i hvert Fald, rippede op i den halvglemte Konfirmationsforberedelse hos alle gamle Svirebasser, men for hvem Aanden i Forkyndelsen, dens dybere Mening, dens Hensigt og Endemaal ud over det rent haandgribelige i de tykke Alménbegreber: Gudfader, Sønnen, Helligaanden var en evig Gaadekres, som Tankerne ikke kunde bare strejfe, paa samme Maade som han ingensinde heller havde gjort Forsøg paa at trænge ind i Solsystemets Hemmelighed, men refleksionsløst lallede: Sol, Maane, Stjerner, naar Tid og Sted var dertil.

      Præsten kom ind fra Køkkenet og bragte sin Gæst endnu en Beklædningsgenstand til Værn mod Nattekulden – det uundgaaelige strikkede Klitbotørklæde til Halsen, flere Alen langt og saa bredt som et velvoksent Mavebælte. Man var virkelig altfor omsorgsfuld mod ham, han følte sig given disse gode Menneskers traditionelle Indbindingssystem viljeløst i Vold og lod Præsten slynge Uldklædet de mange Gange om Halsen. Med Præsten var fulgt to veltilpakkede Mænd – en ældre, bredskuldret, lav lille én med filtret Skæg og saa en yngre Mand, høj som Holst, men sværere og med et skægløst, asketisk Ansigt. Det var Fiskere dèr fra Sognet af Redningsbaadens Mandskab, der skulde ud paa Strandvagt, den ene mod Syd, den anden mod Nord. Uden Formaliteter, uden andre Ord end »Godaften«, kom de hen og gav Holst en kraftig Haand, et rigtigt Vennetryk, Asketen især. Han forskede Holst, som vilde han se ham i Sjælen med det samme.

      »Ja, det er ham, den høje Mand dèr, De skulde følges med,« sagde Præsten til sin Gæst. »God Vagt da, nu lakker Klokken ad elleve!«

      Gamlingen kiggede op paa Bornholmeruret og betydede Folkene, at saa var det nok bedst, de gik. Og med et Godnat til den Gamle forlod de to Fiskere Stuen sammen med Præsten og den fremmede Mand.

      »Gaa med Jesus,« velsignede den Gamle ud i Forstuen efter dem, men Rabalderet af Blæst, da Døren blev lukket op, slugte Ordene.

      Den bidske Luft strentede ligesom i Bølger mod Mændene, straks de kom udenfor. Drøn og Bulder fyldte alt omkring dem, vildt skingrede Telefontraadene, Holst maatte stride bøjet fremad mod Vejret, det forekom ham, som om en Mængde Lokomotiver nærmede sig i hidsigt Jag, ustanseligt susende. Henne, hvor det dybe Sandspor førte til Stranden, stoppede Præsten op, han skulde hjem. Blæsten ligesom hvirvlede ham bort, Mørket sugede ham til sig, Holst saa' ham holde krampagtigt fast i sin Filthat, mens han raabte op i en stigende Vindsøjle noget, sagtens et Farvel, som ingen her paa Jorden hørte. De tre andre stred videre ad Vejen, som havde stik vestlig Retning ned mellem de tjærede Fiskepakhuse, der stod truende som fortættet Mørke. Baljer og Kasser, der var stillet i Stabel mellem Husene, ramlede selvopgivende sammen, eller de huggede mod Væggene paa den uophørlig regelmæssige Maade, men saa evig formaalsløst, som man kender fra Afsindige, der er spærret inde bag et gitret Vindu … Langtrukkent peb alle Vindfløjene, aa saa ynkeligt, og nødlidende Klagen lød fra Baadene, der var slæbte op i Klitkanten og stod dèr og rokkede som berusede, der er ved at falde omkuld – Larmen var altbeherskende og ubegribelig brutal og uden Grænse i Rummet, saadan som man engang i en bange Drøm har hørt Dommedagsbasunerne runge for de evigt fortabte, inden deres Hjerner sprængtes …

      Ved yderste Klit fossede Havet op med Sten, der knasede, med Barrer af skurende Sand ført frem i Braaddets sydende Kog, hvorfra Skummet strøg som flossede Ruller kartet Uld. Brændingsfaldene var tordenlignende, saa langthenrullende, drat-drat brummede de; det lød som halvkvalte Suk fra vilde Dyr, man ikke kunde tænke sig kolossale nok, og som dødeligt saarede af langsomt dræbende Giftvaaben laa derude i Mørket og pintes – krummede sammen om deres Vunder …

      Den lille skæggede Mand blev væk uden en Lyd, var som opslugt af Havet … Han var dog bare drejet af mod Syd, til sin Vagt, pegede den lange Fisker, med hvem Holst nu skulde følges. I det samme vendte Fiskeren sig i nordlig Retning og gjorde Tegn op ad nærmeste Klit, som de besteg med tungt asende Skridt. Holst fulgte snært i den andens Spor for endelig ikke at tabe ham af Syne. Paa Toppen СКАЧАТЬ