Konge, kirke og samfund. Группа авторов

Чтение книги онлайн.

      Kilder: Gårdtal 1524: Porskrog Rasmussen 1985 (med korrektioner). Gårdtal 1688: Henrik Pedersen, De danske Landbrug fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V’s matrikel 1688, København 1925.

      Denne forskel er meget ujævnt fordelt. På herredsniveau er der næsten fuld overensstemmelse i Middelsom, Sønderlyng, Gislum og Rødding herreder og relativt beskedne mangler i Nørre, Harre, Nørlyng og Rinds herreder, mens der endelig er betydelige mangler i Hindborg, Fjends og Hindsted herreder. Går vi ned på sogneniveau, er der god overensstemmelse i langt de fleste sogne i Nørlyng, Sønderlyng, Middelsom, Rinds og Gislum herreder, når vi korrigerer 1688-tallene for de kendte nedlæggelser i mellemtiden. Det peger på, at der generelt har været tale om et meget konstant gårdtal i disse herreder 1524-1688. Når vi i et til to sogne pr. herred har fundet klart færre gårde 1524, end der var i 1600-tallet, må der derfor formodes at være tale om reelle huller i undersøgelsen.

      I Salling er det meget svært at komme nærmere på en forståelse, da så mange gårde i 1524 ikke har kunnet placeres på sogn. Vi kan dog konstatere, at vi i 1524 generelt har fundet færre gårde på halvøen, end der senere var. Om der faktisk var færre gårde, eller differencen udelukkende skyldes mangler ved undersøgelsen, lader sig næppe afgøre. Noget af forklaringen kan dog ligge i, at der i Salling er flere tilfælde, hvor vi kun har summariske angivelser af adelsgods ved de lokale hovedgårde. Erfaringen fra kirkegodset peger på, at disse angivelser (eller de summariske skattebetalinger) oftest var for lave.

I Fjends herred er det derimod tydeligt, at vi har god overensstemmelse i ca. halvdelen af sognene, men store mangler dels i Daugbjerg sogn, dels i de fem sammenhængende sogne Højslev, Ørum, Tårup, Kobberup og Feldingbjerg. Opdelingen følger ikke de naturlige skel. Fra dette herred har vi enkelte spor af gods, vi ikke hidtil har medtalt. Slægten Munk vides at have haft gods i Daugbjerg sogn både før og efter 1524. I 1611 omfattede dette gods i alt ni ejendomme i Daugbjerg sogn.⁶⁰ Det svarer stort set til manglen, og det må stærkt formodes, at dette gods også 1524 tilhørte Mogens Munk. En restanceliste, der ligger sammen med Morten Hegelunds andre regnskabsakter, nævner som restanter gårdsæder til Lundgård i Gammelstrup sogn og til Tårupgård i Tårup sogn.⁶¹ Restancelisten gælder ganske vist angiveligt skatten fra 1525/26, hvad der må undre, da gårdsæder ellers synes fritaget ved den lejlighed. Videre ses Lundgård og dens tilliggende medtalt i vor liste (hvor Lundgård endda betaler som bondegård!). Derimod er det påfaldende, at der kun nævnes fire bønder til Tårupgård i 1524 og i øvrigt kun 13 til Kaas-slægtens anden hovedgård i herredet, Stårupgård. I betragtning af, at Tårupgård som en af kun tre adelige hovedgårde i stiftet havde patronatsret til sin sognekirke, og at Stårupgård fik birkeret allerede 1564, forekommer det meget lidt sandsynligt, at disse tal er dækkende, og det er påfaldende, at det netop er i de to hovedgårdes hjemsogne og nabosogne, at manglerne er meget store.⁶² Desværre har vi intet kvalificeret grundlag for at skønne om omfanget af Kaas’ernes gods.

      I Hindsted herred er manglerne jævnere fordelt over herredet. Her er det nærliggende at tro, at i hvert fald noget af forskellen skyldes en stigning i gårdtallet. Visse sogne som Skelund og Valsgård er dog dækket helt utilfredsstillende ind. Omfanget er svært at vurdere. Bruttomanglen i forhold til de senere tal er godt 50 gårde. Reelt er det mest sandsynligt, at antallet af gårde, som vi mangler viden om i 1524, var lavere, måske 25-50 gårde.

      Vi har således næppe en fuldstændig rekonstruktion. Det er svært at sige, hvor store manglerne er, og hvordan de var fordelt. Formentlig dækker de dels over, at en del adelspersoner, der er med i listen, havde flere gårde, end de betalte skat af, dels over, at visse adelspersoner med gods i området helt mangler. Blandt de sidste har vi dog næppe ejere af lokale hovedgårde, og det er også påfaldende, hvor mange fremtrædende adelsmænd bosat uden for området vi har mødt.

      Det rimeligste synes i det følgende at være at regne med to summer. Dels det umiddelbart rekonstruerede tal, dels et tal, hvor der tillægges adelen yderligere ca. 200 gårde, fortrinsvis i Fjends, Hindsted og Hindborg herreder.

       Godsets fordeling på stænder

      De 3.378 gårde, som der er positivt belæg for i de 11 herreder, var fordelt med 218 til kronen, 597 til selvejerne, 1.378 til kirken og 1.179 til adelen eller henholdsvis 7 %, 18 %, 41 % og 35 %. Tillægges adelen yderligere 200 gårde, ændres den relative fordeling til 6 % til kronen, 17 % til selvejerne, 39 % til kirken og det samme til adelen (se tabel 2a og 2b). Uanset hvilke tal man vælger, er fordelingen tæt på den, der i indledningen er skønnet for landet som helhed.

      Det er dog slående, at fordelingen var særdeles forskellig fra herred til herred, om end billedet naturligvis påvirkes, hvor der skal foretages større korrektioner i forhold til de positivt belagte tal. Kron- og selvejergods var mere udbredt end gennemsnitlig i Hindborg, Harre, Rinds og Hindsted herreder, men til gengæld var der kun meget lidt af det i Rødding og Nørlyng herreder og til dels i Nørre og Sønderlyng. Omvendt stod kirken meget stærkt i Nørlyng og Rødding herreder og stærkt i Gislum og Fjends. Adelens højborge var med sikkerhed Nørre herred og de tæt forbundne herreder Middelsom-Sønderlyng. I Hindsted, Hindborg og Fjends herreder var adelens andel høj, hvis tallene skal korrigeres så meget som foreslået, ellers omkring gennemsnit for regionen.

       Tabel 2a: Ejendomsfordelingen i antal gårde i 11 midtjyske herreder 1524/25. Positivt belagte tal

      Kilde: Porskrog Rasmussen 1985 (med korrektioner)

       Tabel 2b: Ejendomsfordelingen i antal gårde i 11 midtjyske herreder 1524/25. Korrigerede tal

      Kilde: Porskrog Rasmussen 1985 (med korrektioner).

      I tabel 3 er de her fremlagte tal sammenlignet med resultaterne af de andre regional- og lokalundersøgelser, som findes. De undersøgte områder udgør en god fjerdedel af riget, både regnet i herreder og gårde. De er ikke nødvendigvis repræsentative; først og fremmest mangler vi oplysninger fra de skånske landsdele. Alligevel er det dog værd at notere sig, at totalresultatet både ligger meget tæt på Erslevs klassiske skøn og på det skøn, jeg indledningsvis har fremsat. Samtidig er det slående, at netop denne undersøgelses midtjyske område ligger tættest på gennemsnittet af alle undersøgte regioner.

      Der er regionale variationer, men også mange overordnede fællestræk. For fire af de fem lidt større regioner, vi har oplysninger fra – Midtjylland, Århusegnen, Fyn og Østsjælland – gælder, at kronen inklusive selvejerne rådede over 18-24 %. Det skal i den forbindelse noteres, at en del af selvejergodset i de østjyske herreder reelt СКАЧАТЬ