Grundloven. Bertel Nygaard

Чтение книги онлайн.

      Folkekongens forvandlinger: Louis- Philippe i fortid, nutid og fremtid – fra venlig til vranten til rasende. Tegning fra 1834 af fransk karikaturmester.

      || Honoré Daumier

      At understrege forbindelserne mellem de europæiske revolutioner og den danske grundlov er en smule kættersk. Oftest har man i tilbageblik lagt vægt på, at enevældens afskaffelse i Danmark foregik ved en mindelig overenskomst mellem konge og folk. Samtidig har man typisk understreget, hvor karakteristisk dansk dette var – i skarp modsætning til det revolutionære udland. Den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen (1943-) opsummerede denne traditionsstærke opfattelse under sin grundlovstale i 2002: ”Vi fik vores grundlov på fredelig vis og ikke gennem blodige revolutioner. Netop det siger meget om os danskere. Vores evne til at tale om tingene. Vores evne til at samarbejde.” Hans efterfølger på statsministerposten, Venstres Anders Fogh Rasmussen (1953-), lagde på mange områder nye politiske former for dagen, men det var svært at se væsentlig uenighed mellem deres tolkninger af 1849-grundloven. ”I modsætning til andre lande fik Danmark sin frie forfatning i fred og fordragelighed,” sagde Fogh Rasmussen i sin grundlovstale samme dag.

      Centralt i begge statsministres udlægning stod forbindelsen mellem den danske mindelighed og det demokratiske. Det blev betonet i 2008 i den demokratikanon, som blev udarbejdet på Fogh Rasmussen-regeringens initiativ. Her blev Junigrundloven karakteriseret som Danmarks ”første demokratiske grundlov” – og dermed betragtet dels som kulminationen på en lang udvikling fra det antikke Grækenland og Jyske Lov i 1241, dels som grundlæggelsen af det moderne demokrati.

      Men fredeligheden, det særegent dansk-nationale og det demokratiske i Junigrundloven fra 1849 kalder på modsigelse. Man undgik ganske rigtigt barrikadekampe i Københavns gader, men enevældens afvikling var tæt knyttet til den ganske blodige Treårskrig (1848-50) om magten i hertugdømmerne syd for Kongeåen. Selv om Junigrundloven var et politisk brudpunkt i dansk historie og lagde grunden til væsentlige diskussioner om demokrati som et aktuelt perspektiv, er det også med god grund omstridt, om den i sig selv kan betegnes som demokratisk. Og hvad der måske er allervigtigst i et historisk perspektiv: For de samtidige var de danske udviklinger slet ikke så nydeligt eller skarpt adskilt fra det konfliktfyldte europæiske udland, og udfaldet var langtfra så givet, som det kan se ud i tilbageblik.

      I bogen vil jeg understrege forbindelserne mellem revolution og grundlov, især de nye demokratiske kriterier for politik, der tittede frem i 1848-49 og siden fik så stor betydning. De europæiske revolutioner gav nye, langtrækkende politiske muligheder. Og under de omstændigheder opstod nye måder at tænke og tale politisk på. De indgik siden i opbygningen af en demokratisk politisk kultur.

      Men tag ikke mit ord for det. Følg selv med tilbage til begivenhederne. Vi begynder på en kølig martsaften i det indre København.