Politisk psykologi. Группа авторов
Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Politisk psykologi - Группа авторов страница 6

Название: Politisk psykologi

Автор: Группа авторов

Издательство: Ingram

Жанр: Зарубежная публицистика

Серия:

isbn: 9788771246711

isbn:

СКАЧАТЬ psykologi udviklede sig til et selvstændigt fag på universiteter, at der udkom bøger om faget, ligesom tidsskriftet Political Psychology blev lanceret (Sears og Funk 1991: 345; Pérez 2001: 348f).

      FASE 3: KOGNITION OG BESLUTNINGSPROCESSER

      I begyndelsen af 1980’erne tog politisk psykologi en ny drejning, som blev en overbygning til de to første faser. Med udgangspunkt i kognitiv psykologi begyndte forskere at undersøge, hvordan mennesker, både eliter og masser, bearbejder information. Denne udvikling skal ses i lyset af den kolde krig, hvor det i stigende grad blev klart, at selv en lille fejl i perception eller informationsbearbejdelse kunne udløse en atomkrig. For eksempel gav både USA’s og Sovjets early warning systemes flere tusinde fejlagtige meddelelser om nært forestående atomangreb og illustrerede dermed, hvordan simple fejl er uundgåelige i en verden bestående af og indrettet af mennesker (BBC 1998). Den foretrukne metode i disciplinens tredje fase var eksperimentelle studier, hvorigennem variable isoleres ved at udsætte forsøgspersonerne for bestemte stimuli, for derigennem at teste hypoteser om menneskelig adfærd og rationalitet. Centrale forskere i denne fase var Daniel Kahneman og Amos Tversky, Robert Jervis og Philip Tetlock, som alle figurerer med værker i nærværende antologi.

      Reaktionen mod rational choice-teorien blev nu endnu tydeligere, eftersom forskere inden for politisk psykologi påbegyndte en målrettet indsats for at finde afvigelser fra den gængse opfattelse af rationalitet og rationel handling. Den vigtigste opdagelse var ikke bare, at der var afvigelser fra det mest rationelle valg, men også at disse afvigelser var systematiske og fulgte et mønster, som kunne kortlægges. Opdagelsen af systematiske afvigelser betød endvidere, at det blev muligt at komme med mere præcise forudsigelser, end hvad rational choice-teorien kunne præstere (Schildkraut 2004: 807). Fokus blev derfor lagt på valg og på, hvordan information benyttes og bearbejdes af mennesker i almindelighed, og af politikere i særdeleshed. Studierne i denne periode var forholdsvis brede, da de både omfattede, hvordan information opfattes og misforstås, hvordan denne information bearbejdes, og hvordan beslutningsprocesser og risikovillighed håndteres. Politisk psykologi udviklede og raffinerede på afgørende vis metoder i denne tredje fase, hvilket medførte meget kreativ og øjenåbnende forskning. Antologien afspejler udviklingen ved at inkludere mange tekster fra denne periode, hvor flere hovedværker inden for disciplinen blev skrevet.

      FASE 4: NEUROVIDENSKAB

      De forskellige faser er på mange områder udtryk for forskellig vægtning af metoder og empiri. Samtidig er de udtryk for, at ny psykologisk viden udvikles i takt med opfindelsen af nye teknologiske værktøjer i studiet af hjernen. Det nyeste skud på denne stamme og den primære motor i fjerde fase er neurovidenskab, som har givet ny og bedre indsigt i, hvordan hjernen fungerer (Marcus 2008: 321). Neurovidenskab viser eksempelvis, at det kun er en brøkdel af alle beslutninger, der træffes bevidst, hvormed hjernen automatisk klarer resten. At man ikke engang registrerer størstedelen af de beslutninger, man træffer, står i stærk kontrast til rational choice-modellens forventning til grundige cost-benefit-analyser forud for beslutninger. I forlængelse heraf står neurologen Antonio Damasio som en central figur i nyere politisk psykologi. I sit værk Descartes’ Error sætter han spørgsmålstegn ved adskillelsen mellem følelser og fornuft, eftersom det i høj grad er følelser, der bestemmer, hvornår rationelle og bevidste beslutninger igangsættes (Stein 2008; Damasio 1994). Gennem studier af hjernens præfrontale cortex forklarer Damasio, at en kombination af følelser og rationalitet er udgangspunktet for at træffe sunde og hensigtsmæssige beslutninger. Gennem en række analyser af mennesker med læsioner i den præfrontale cortex viser Damasio, at folk, der ikke formår at inddrage følelser i beslutninger, træffer patologiske beslutninger (Damasio 1994; Montague 2006: 125). Drew Westen anvender denne neurovidenskabelige forskning inden for politologi ved at se på, hvordan henholdsvis republikanere og demokrater appellerer til forskellige dele af hjernen. Demokraterne til fornuft, og republikanerne til følelser. Som oftest vinder republikanerne, fordi mennesker primært handler ud fra emotionalitet frem for formålsrationalitet (Westen 2007).

      Ovenstående historiske gennemgang understreger to pointer: at politisk psykologi er et meget fragmenteret og pluralistisk emneområde, og at disciplinen formår at tilpasse sig de udfordringer, vestlige samfund står over for i en given tid. Som alle andre akademiske discipliner har politisk psykologi både sine stærke og svage sider. Den høje grad af diversitet inden for politisk psykologi er et eksempel. Diversiteten er en styrke, fordi den giver megen fleksibilitet, hvormed forskerne har mulighed for at skifte emne og metode for at forklare begivenheder, som sker netop nu i samfundet. Den er en svaghed, fordi den skaber flygtighed og mangel på et overordnet forskningsparadigme. Den største begrænsning ved politisk psykologi, som disciplinen ser ud i dag, er, at det er en samling af meget små og partikulære teorier. Der mangler et samlende forskningsprogram, der kan integrere de mange små, men vigtige eksperimenter og resultater. I det sidste kapitel i denne bog vil vi således forsøge at etablere et felt for politisk psykologi baseret på en række centrale antagelser. På den baggrund er det hensigten, at politisk psykologi skal kunne udvikle sig til en middle range-teori, der kan anvendes på lige fod med mere etablerede samfundsvidenskabelige teorier. Hermed tilsigtes, at der opstilles en række grundlæggende antagelser, som sammen med en række ad hoc-hypoteser kan forklare en lang række konkrete, samfundsmæssige begivenheder.

       Politisk psykologi i Danmark

      For det første kan sociale fænomener forklares i henhold til enten individer eller samfundsstrukturer. Man kan forklare en hvilken som helst hændelse som et udfald af samfundets institutioner, eller man kan knytte selvsamme begivenhed til de individer, der spiller en mere eller mindre central rolle i den. For eksempel kan man forklare udbruddet af Første Verdenskrig med, at der var en ustabil magtbalance i Europa kombineret med ekspansionslystne stater, eller man kan tilskrive Gavrilo Princip den tvivlsomme ære, eftersom han myrdede arvingen til den østrig-ungarske trone, kronprins Franz Ferdinand. Kun de færreste betragter individer og samfundsstrukturer som en dikotomi. De fleste vil hævde, at en hændelse er et resultat af begge faktorer, eller tilskrive sig en dialektisk og strukturationistisk forståelse af dette samspil, hvor individer og strukturer reproducerer hinanden igennem historien (Berger og Luckmann 2004; Giddens 1984, Bourdieu 1989; Bauman 1973). Begge løsninger giver dog plads til at tilskrive henholdsvis individ og samfund den mængde betydning, som man synes, er passende. Tocqueville argumenterer for, at forskere i forskellige samfund og historiske epoker lægger varierende vægt på de to faktorer (Tocqueville 1998). Jo mere hierarkisk et samfund er opbygget, desto større del af historien tilskrives individerne. Det er selvfølgelig ikke alle individer, der har lige stor betydning for, hvordan et givent samfund udvikler sig, hvilket betyder, at fokus rettes imod de individer, der er øverst i hierarkiet. Helt omvendt ser det ud i egalitære samfund, hvor statslige strukturer СКАЧАТЬ