Sporgsmal. Pia Lauritzen

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ SPØRGSMÅLETS HISTORIE

       SPØRGSMÅL UDEN SVAR

       DE TRE E'ER

       SPØRGSMÅLETS HISTORIE

       NYE SPØRGSMÅL, NYE METODER

       SPØRGSMÅL OG MENNESKETS FRIHED

       MENNESKETOG SPØRGSMÅL

       HVERT SPØRGSMÅL TIL SIN TID

       HVEM — HVAD — HVOR?

       MENNESKETS BETINGELSER

       HVOFFER DIT OG HVOFFER DAT?

       SPØRGE-JØRGEN ER SKRÆMMENDE

       SPØRGSMÅLETS STRUKTUR

       AT STILLE SPØRGSMÅL

       SPØRGEREN STYRER

       SPØRGSMÅL OG SPROG

       ET DANSK-TÆNKENDE VÆSEN

       RUSSERE ER ANDERLEDES

       MELLEM NORMER OG NYSGERRIGHED

       OM FORFATTEREN

SPØRGSMÅLSTEGN VED SPØRGSMÅL?

      MÅ JEG SPØRGE OM NOGET?

      Sådan starter mange korte samtaler, og dette er en kort bog. Når spørgsmålet – må jeg spørge om noget? – sjældent fører til lange udredninger, så er det, fordi det lukker sagen, inden det har nået at åbne den.

      Sagen er, om vi må stille et spørgsmål eller ej, men ved at spørge, om vi må spørge om noget, er vi allerede gået i gang med at spørge. Vi forudsætter dermed, at svaret er ja. Derfor venter vi heller ikke altid på, at spørgsmålet bliver besvaret, før vi stiller vores næste og egentlige spørgsmål: Hvilken vej ligger Hovedbanen? Eller: Har I den i størrelse 38?

      Der er filosoffer, der mener, at spørgsmålet – må jeg spørge om noget? – ikke er et rigtigt spørgsmål, fordi det ikke åbner for flere svarmuligheder, men altid allerede forudsætter et bestemt svar. Men der er også filosoffer, der mener det modsatte; at det er spørgsmålets væsen at lukke, samtidig med at det åbner. Og så er der alle os andre: Vi spørger jo bare!

      Vi starter dagen med at spørge vores kære, om de har sovet godt. I skolen spørger læreren, hvem der vil læse højt, og på arbejdspladsen efterspørger medarbejderen en tidsfrist. Imens skriver forskeren en artikel, der besvarer hendes nøje formulerede forskningsspørgsmål, og journalisten forbereder et interview. I retssalen får den anklagede en fængselsdom, fordi han ikke kunne svare tilfredsstillende på advokatens spørgsmål, og på Christiansborg øver politikerne sig på at se ud, som om de har tænkt over og kan besvare et hvilket som helst spørgsmål om hvad som helst.

      

Der er spørgsmål overalt – og som man spørger, får man svar. Hvis man ikke spørger, får man ingen svar, og man kan spørge sig selv, hvem det er, der spørger: Skulle du spørge fra nogen? Måske er det et spørgsmål om tid, før vores spørgsmål slipper op. Men det kan der sættes spørgsmålstegn ved. Under alle omstændigheder har man vel lov til at spørge?

      Vores talemåder er ligesom vores hverdag fyldt med spørgsmål. Store og små, gode og dårlige, skæve og skarpe. Det er de spørgsmål, vi stiller og ikke stiller, der afgør, om vi får den indsigt, der skal til for at udføre vores arbejde, men spørgsmålet er ikke kun et spørgsmål om at blive klogere og skabe udvikling.

      Det er en grundlæggende præmis i den måde, demokratiet er skruet sammen på, at befolkningen kan sætte spørgsmålstegn ved de beslutninger, politikerne træffer. Og det er ikke mindst på baggrund af spørgsmålsbaserede meningsmålinger, interview- og afhøringsteknikker, at vi som enkeltpersoner og samfund danner vores opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert.

      Alligevel – eller netop derfor? – er der sjældent nogen, der sætter spørgsmålstegn ved spørgsmål.

SOM AT TRÆKKE VEJRET?

      At vi indleder samtaler med at spørge, om vi må spørge om noget, er et godt eksempel på, hvor naturligt det er for os at spørge. Vi gør det ikke bare hele tiden, men uden at lægge mærke til det og tilsyneladende uden at kunne lade være. At spørge er ligesom at trække vejret.

      Det er i hvert fald det indtryk, man umiddelbart får, når man læser de bøger og artikler, der er skrevet om spørgsmål. Den tyske filosof Hans-Georg Gadamer hører til blandt de få, der har analyseret spørgsmålets væsen, og ifølge ham er spørgsmålets struktur forudsat i al erfaring. Det skal forstås på den måde, at selv når vi ikke stiller spørgsmål, så forholder vi os spørgende til os selv og vores omgivelser.

      Når et lille barn, der endnu ikke har noget sprog, for eksempel kravler over til en bold, tager den op i hænderne, smager på den og vender og drejer den, så stiller det ifølge Gadamer spørgsmålet: ”Hvad er det?”. Og når barnet kaster bolden fra sig igen og følger den med sit blik, så er det i gang med at udforske spørgsmålet om, hvad en bold kan. Dermed kan alle menneskelige handlinger forstås som spørgende, og mennesket kan betragtes som et ”question-animal”.

      Men hvis mennesket er det spørgende dyr, hvorved adskiller det sig så fra andre dyr? Er hunden ikke spørgende på samme måde som det lille barn, når det nysgerrigt stikker snuden ned i en taske? Og hvad med hesten, der skubber til sin ejer for at få fat i den gulerod, hun holder i hånden – spørger den ikke: ”Hvad bliver det til?”.

      Nej, vil de, der beskæftiger sig med spørgsmål sige. Dyr adskiller sig fra mennesker ved ikke at stille spørgsmål. Det er os, der fortolker dyrenes adfærd som spørgende, og det gør vi, netop fordi spørgsmålet er en væsentlig del af vores eget væsen. Ikke som at trække vejret, der som bekendt gælder alle levende væsner, men som en måde at være på. At spørge er en væremåde. Menneskets væremåde. Ikke en СКАЧАТЬ