Urantia Bogen. Urantia Foundation

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ guddommelige egenskaber og hans evige væsens uendelige kvaliteter.

      2:4.4 (38.4) Nåden er den naturlige og uundgåelige konsekvens af godheden og kærligheden. En kærlig Faders gode væsen kan umulig tilbageholde sine kloge gerninger af nåde overfor alle medlemmer af alle grupperinger af hans børn i universet. Den evige retfærdighed og guddommelige nåde udgør tilsammen det man efter menneskelig erfaring ville blive kaldt integritet.

      2:4.5 (38.5) Den guddommelige nåde repræsenterer en integritet for tilpasning mellem universets niveauer af perfektion og ufuldkommenhed. Nåden er Højestehedens retfærdighed tilpasset til situationerne af de udviklende væsener, tillempningen af evighedens retfærdighedssans for at imødekomme de tidens børns højeste interesser og deres ve og vel i universet. Nåden står ikke i modsætning til retfærdigheden, men er hellere en forståelsesfuld fortolkning af de krav som den højeste retfærdighed stiller, som den retvis er anvendt overfor de underordnede åndelige væsner og de materielle væsener i udviklende universer. Nåden er Paradistreenighedens retfærdighed som klogt og kærligt anvendes overfor mangfoldigheden af intelligente væsener i skabelserne af tid og rum, sådan som det er formuleret udefra guddommelig visdom og fastsat af det alvidende sind og den suveræne frie vilje hos den Universelle Fader og alle hans medvirkende Skabere.

5. Guds kærlighed

      2:5.1 (38.6) "Gud er kærlighed;" derfor er hans eneste personlige holdning i forhold til universets anliggender altid en guddommelig kærlighedsreaktion. Faderen elsker os tilstrækkelig til at han skænker os sit liv. ”Han får solen til at stige op over de onde såvel som de gode og han sender regn over retfærdige såvel som uretfærdige.”

      2:5.2 (39.1) Det er fejlagtig at tænke på Gud som en som lader sig overtale til at elske sine børn på grund af at hans Sønner har ofret sig eller fordi hans underordnede væsener går i forbøn, "for selv Faderen elsker jer.” Det er som et udtryk for denne faderlige kærlighed at Gud sender de forunderlige Rettere for at tage bolig i menneskesindene. Guds kærlighed er universel; "hvem som helst der vil kan komme.” Han ønsker ”at alle mennesker bliver frelst ved at få viden om sandheden.” Han er ”ikke villig til at lade nogen fortabes.”

      2:5.3 (39.2) Skaberne er de allerførste til at forsøge at frelse mennesket fra de katastrofale følger af dets tåbelige overtrædelser af de guddommelige love. Guds kærlighed er af natur en faderlig kærlighed; det er derfor, han nogle gange disciplinerer os for vores eget fortjeneste, så vi kan tage del i hans hellighed.” Selv igennem jeres værste prøvelser, husk at ”i alle vores lidelser så lider han med os.”

      2:5.4 (39.3) Gud er guddommelig venlig overfor synderne. Når oprørerne vender tilbage til retfærdighed, bliver de nådefuldt modtaget, "for vores Gud tilgiver rigelig.” "Jeg er ham som udvisker jeres synder for min egen skyld, og Jeg husker dem ikke.” ”Se, hvilken slags kærlighed vores Fader har givet os så vi kan blive kaldt Guds sønner.”

      2:5.5 (39.4) Det som til syvende og sidst stærkest beviser Guds godhed og højeste grund til at elske ham, er den iboende gave fra Faderen—Retteren som så tålmodig venter på den time hvor i begge for al evighed skal blive et. Selvom i ikke kan finde Gud ved at søge, så vil i, hvis i retter jer efter ledelsen fra den iboende ånd, blive ufejlbarligt vist vejen, skridt for skridt, liv efter liv, gennem univers efter univers og i tidsalder efter tidsalder, helt til i endelig står i tilstedeværelsen af den Universelle Faders Paradispersonlighed.

      2:5.6 (39.5) Hvor absurd at i ikke vil tilbede Gud fordi begrænsninger af den menneskelige natur og handicaps i jeres materielle skabelse gør det umulig for jer at se ham. Mellem jer og Gud er der en ufattelig stor afstand (fysisk rum) som må tilbagelægges. Ligeledes findes der en vældig kløft af åndelige forskelligheder som der må bygges bro over; men på trods af alt det som fysisk og åndelig holder jer adskilt fra Guds personlige tilstedeværelse i Paradiset, stop alligevel op og gennemtænk den højtidelige kendsgerning, at Gud lever indeni jer; han har på sin egen måde allerede slået en bro over kløften. Han har sendt noget af sig selv, sin ånd, for at leve i jer og slide arbejde sammen med jer mens i stræber fremover på jeres evige vandring gennem universet.

      2:5.7 (39.6) Jeg finder det let og behageligt at tilbede en som er så stor og samtidig så kærlig hengiven til omsorgsfuldt at opløfte sine lavtstående skabninger. Det er naturlig for mig at elske en som er så mægtig til at skabe og holde kontrollen med det han har skabt, og samtidig er så fuldkommen i sin godhed og så trofast i sin kærlige hengivenhed som konstant overskygger os. Jeg tror jeg ville elske Gud lige så meget selv om han ikke var så stor og mægtig, så længe han er så god og barmhjertig. Vi elsker alle Faderen mere på grund af hans væsen end i anerkendelse af hans forbløffende egenskaber.

      2:5.8 (39.7) Når jeg observerer Skabersønnerne og deres underordnede administratorer kæmpe så tappert med de mangeartede udfordringer i tiden som er forbundet med universernes udvikling i rummet, opdager jeg at jeg føler en stærk og dyb hengivenhed med disse mindre herskere universerne. Når alt kommer til alt, tror jeg at vi alle, også de dødelige rundt om på deres verdner, elsker den Universelle Fader og alle andre væsener, hvad enten de er guddommelige eller menneskelige, fordi vi mærker at disse personligheder virkelig elsker os. Oplevelsen af at elske er meget en direkte reaktion på oplevelsen af at være elsket. Vel vidende, at Gud elsker mig, vil jeg gerne fortsætte med at elske ham højt over alt, selv om han var frigjort for sine attributter af højestehed, Ultimativitet, og absoluthed.

      2:5.9 (40.1) Faderens kærlighed følger os nu og gennem de evige tidsaldres endeløse cirkel. Når i undrer jer over Guds kærlige væsen, findes der kun en fornuftig og naturlig personlighedsreaktion på det: I vil i øgende grad komme til at elske jeres Skaber; i vil komme til at vise Gud en hengivenhed som kan sammenlignes med barnets kærlighed til sine jordiske forældre; for som en far, som en virkelig, rigtig, ægte far elsker sine børn, således elsker den Universelle Fader sine skabte sønner og døtre og vil for evigt bekymre sig for deres bedste.

      2:5.10 (40.2) Men Guds kærlighed er en klog og langsigtet forudseende forældrekærlighed. Den guddommelige kærlighed virker i forenet samarbejde med den guddommelige visdom og alle de andre uendelige særtræk ved den Universelle Faders fuldkomne væsen. Gud er kærlighed, men kærlighed er ikke Gud. Den største manifestation af den guddommelige kærligheden til dødelige væsener kan observeres i overdragelsen af Tankeretterne, men jeres største åbenbaring af Faderens kærlighed ses i hans Søn Mikaels overdragelse, da han levede på jorden det ideelle åndelige liv. Det er den iboende Retter som individualiserer Guds kærlighed til hver menneskesjæl.

      2:5.11 (40.3) Af og til er det næsten smertefuldt for mig at være nødt til at beskrive den himmelske Faders guddommelige kærlighed for hans børn i universet ved at måtte benytte mig af det menneskelige ord symbol kærlighed. Dette ord bliver, selv om det også står for menneskets højeste opfattelse af den dødeliges respekt og hengivenhed, så ofte brugt om så mange slags menneskelige relationer som er yderst nedrige og som på ingen måde er egnet til at være kendt af et ord som også bruges til at angive den levende Guds uforlignelige kærlighed for sine skabninger i universet! Hvor uheldigt, at jeg ikke kan benytte mig af noget overjordisk og eksklusivt udtryk, der ville formidle til menneskets sind, den sande natur og den udsøgt smukke betydning forbundet med Paradisfaderens guddommelige kærlighed.

      2:5.12 (40.4) Når mennesket mister kærligheden fra en personlig Gud af syne, bliver Guds rige ikke andet end de godes rige. Uanset det guddommelige væsens uendelige enhed er kærligheden det dominerende karakteristisk ved alle Guds personlige forhold til sine skabninger.

6. Guds godhed

      2:6.1 (40.5) I det fysiske univers kan vi se den guddommelige skønhed; i den intellektuelle verden kan vi skelne den evige sandhed, men Guds godhed finder СКАЧАТЬ