Kongernes March. Морган Райс

Чтение книги онлайн.

      KAPITEL TO

      Thor greb fat i jernhåndtaget på den enorme trædør foran sig og trak med al sin magt. Den åbnede langsomt, knirkede, og afslørede kongens kammer foran ham. Han trådte ind i rummet og følte hårene på armene rejse sig, da han krydsede tærsklen. Han kunne mærke et mørke dvæle i luften som en tung tåge. Thor trådte længere ind i kammeret og hørte flammerne fra faklerne på væggene knitre, da han langsomt gik hen mod kroppen, der lå på gulvet. Han kunne allerede fornemme, at det var kongen. At han var blevet myrdet - at han, Thor, var kommet for sent. Thor kunne ikke lade være med at undre sig over, hvor alle vagterne var henne. Han undrede sig over, hvorfor ingen havde været her til at redde ham. Thors knæ blev svage, da han tog de sidste skridt hen til kroppen; han knælede på det kolde stengulv, greb skulderen, som allerede var kold, og rullede kongen over på ryggen. MacGil. Hans tidligere konge lå med øjnene vidt åbne. Død… Thor kiggede op og så pludselig kongens ledsager stå over dem. Han holdt et stor, besmykket bæger. Thor genkendte det fra festen. Det var lavet af massivt guld og dækket af rubiner og safirer. Mens han stirrede på Thor, hældte ledsageren langsomt vinen ud over kongens bryst. Vinen sprøjtede over hele Thors ansigt. Thor hørte et skrig. Han vendte sig og så sin falk, Estopheles, der sad på kongens skulder; hun slikkede vinen fra hans kind. Thor hørte en lyd. Han vendte sig og så Argon stå over ham og kigge stoisk på ham. I den ene hånd holdt han kronen. I den anden holdt han sin stav. Argon gik hen og placerede kronen på Thors hoved. Thor kunne mærke dens vægt grave sig ned over hans hoved, dens metal omfavnede hans tindinger. Han så forbavset op på Argon. ”Du er konge nu,” sagde Argon. Thor blinkede, og da han åbnede øjnene, stod alle medlemmer af Legionen, The Silver, hundredevis af mænd og drenge, klemt sammen i kammeret, alle øjne rettet mod ham. I samme øjeblik knælede de alle og bukkede derefter med deres ansigter lavt ned til jorden. ”Vores konge,” lød et kor af stemmer.

      Thor vågnede med en sæt. Han sad oprejst og træk vejret dybt og hurtigt og så sig omkring. Det var mørkt og fugtigt herinde. Han opdagede, at han sad på et stengulv med ryggen mod væggen. Han kneb øjnene sammen i mørket. Han kunne se jernstænger i det fjerne og ud over dem en flimrende fakkel. Så huskede han: han var i fangehullet. Han var blevet trukket herned efter festen. Han huskede vagten, der havde slået ham i ansigtet, og indså at han nok var besvimet. Han satte sig op, trak vejret panisk og forsøgte at skubbe den forfærdelige drøm væk. Det havde virket så rigtigt. Han bad til, at det ikke var sandt, at kongen ikke var død. Billedet af den døde konge var lagret i hans sind. Havde Thor virkelig set noget? Eller var det hele bare hans fantasi?

      Thor mærkede, at nogen sparkede ham på fodsålen. Han kiggede op og fik øje på en figur stå bøjet hen over ham. ”Det var på tide, at du vågnede op,” lød stemmen. ”Jeg har ventet i timevis.” I det svage lys kunne Thor fornemme ansigtet på en teenagedreng omkring hans alder. Han var tynd, lav, med hule kinder og hans hud fyldt med kopar – alligevel syntes der at være noget venligt og intelligent bag hans grønne øjne.

      ”Jeg hedder Merek,” sagde han. ”Din cellekammerat. Hvad sidder du inde for?” Thor sad oprejst og forsøgte at danne sig en mening om ham. Han lænede sig tilbage mod væggen, løb hænderne gennem håret og prøvede sætte det hele sammen. ”De siger, at du prøvede at dræbe kongen,” fortsatte Merek. ”Han forsøgte at dræbe ham, og vi vil rive ham i stumper og stykker, hvis han nogensinde kommer ud bag disse tremmer,” snerrede en stemme. En lyd af tinbægere der banker mod metalstænger brød ud i mørket. Thor gik hen til tremmerne og så hele korridoren, alle cellerne fyldt med groteske udseende fanger, der stak hovederne gennem tremmerne, og i det flimrende fakkellys så hånede hen mod ham. De fleste var ubarberede og med manglende tænder. Nogle så ud som om, de havde været hernede i årevis. Det var et forfærdeligt syn. Thor tvang sig selv til at se væk. Var han virkelig endt hernede? Ville han sidde fast her med disse mennesker for evigt? ”Du skal ikke være bange for dem,” sagde Merek. ”Det er bare dig og mig i denne celle. De kan ikke komme ind. Og jeg kunne ikke være mere ligeglad med, du første at forgifte kongen. Jeg ville gerne forgifte ham selv.”

      ”Jeg forgiftede ikke kongen,” sagde Thor indigneret. ”Jeg forgiftede ikke nogen. Jeg prøvede at redde ham. Alt hvad jeg gjorde var at slå hans bægre ud af hånden på ham.”

      ”Og hvordan vidste du, at bægeret var forgiftet?” Skreg en stemme ned ad midtergangen. ”Magi, antager jeg?” Der lød et kor af kynisk latter fra cellekorridoren. ”Han er synks!” Råbte en af ​​dem. De andre lo. ”Nej, det var bare et heldigt gæt!” Brølede en anden, og de andre grinede endnu højere. Thor var rasende over beskyldningerne, og havde lyst til at sætte dem alle på plads. Men han vidste, det ville være spild af tid. Desuden behøvede han ikke at forsvare sig overfor disse kriminelle udskud. Merek studerede ham med en mine, der ikke var så skeptisk som de andres. Han så ud som om, han debatterede med sig selv. ”Jeg tror på dig,” sagde han stille. ”Gør du?” Spurgte Thor. Merek trak på skuldrene. ”Når alt kommer til alt, hvis du ville forgifte kongen, ville du virkelig være så dum at fortælle ham det?” Merek vendte sig om og gik et par skridt væk, over til sin side af cellen, og lænede sig mod væggen og satte sig ned og kiggede på Thor. Nu var Thor nysgerrig. ”Hvad sidder du inde for?” Spurgte han. ”Jeg er en tyv,” svarede Merek, nærmest stolt. Thor blev overrasket. Han havde aldrig været sammen med en tyv før. En rigtig tyv. Selv havde han aldrig tænkt på at stjæle. Og han havde altid været forbløffet over, at nogle mennesker gjorde det. ”Hvorfor gør du det?” Spurgte Thor. Merek trak på skuldrene. ”Min familie har ingen mad. De skal spise. Jeg har ikke nogen skolegang eller nogen kvalifikationer af nogen art. At stjæle er det, jeg kan. Ikke noget stort. Bare mad hovedsageligt. Det, der får dem igennem dagen. Jeg slap afsted med det i årevis. Så blev jeg fanget. Det er faktisk min tredje gang inde. Tredje gang er den værste.”

      ”Hvorfor?” Spurgte Thor. Merek blev stille og rystede derefter langsomt på hovedet. Thor kunne se, hans øjnene blev fyldt med tårer. ”Kongens lov er streng. Ingen undtagelser. Ved den tredje lovovertrædelse, tager de din hånd.” Thor blev forfærdet. Han kiggede ned på Mereks hænder; de var der begge to. ”De kommer ikke efter mig endnu,” sagde Merek. ”Men det gør de på et tidspunkt.” Thor havde det forfærdeligt. Merek kiggede skamfuldt væk, og uden at tænke over det, gjorde Thor det samme. Thor lagde hovedet i hænderne. Hans forsøgte at samle sine tanker, men hans hoved dræbte ham. De sidste par dage føltes som én hvirvelvind; så mange ting var sket så hurtigt. På den ene side følte han en følelse af succes. En følelse af retfærdiggørelse. Han havde set fremtiden, havde forudset MacGils forgiftning, og havde reddet ham fra den. Måske kunne skæbnen trods alt ændres – måske kunne den bøjes. Thor havde en følelse af stolthed: han havde reddet sin konge. På den anden side sad han her i fangehullet. Han var ikke СКАЧАТЬ