Ludvigsbakke. Bang Herman

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ gik hen til Chatollet, slog Klappen ned og tog et Par andre Billeder frem. Dér var det fra Søen. Hun blev staaende med det og smilte: hm, naar det var tørt og der var Lavvande, og alle Herrerne og Agnes Linde vadede ud med bare Ben og pjaskede rundt mellem alle Fiskene. Hvor de morede sig saa. Men en Gang havde en Gedde bidt Agnes Linde i Læggen, saa Dr. Didrichsen maatte hentes.

      Det var Fru von Eichbaum, som sad dér paa Bredden, under den hvide Parasol.

      Hun lukkede igen Skufferne, der endnu var fulde af saa mange af Moders gamle Ting.

      Ida laaste sin Dør, før hun gik i Seng. Hun tænkte paa Olivia og hendes Børn og paa Nina med hendes fire lange Drenge, som hun havde set ifjor, og paa sin Fader og paa sit Hjem – derhjemme paa Ludvigsbakke.

      Hun saá den store hvide Længe i Godsforvaltergaarden og Stuerne, hvor der var saa "blæst" og saa stille, med Blomsterne, i hvert Vindu fire og fire i de malede Potter; og Faders Konkylier, som hun aldrig maatte røre, skinnede rundt om i Hjørnerne.

      Og hun saá Kontoret, naar hun bankede nederst nede paa Døren, da hun var ganske lille, og kom ind og sagde, de skulde spise. Faderen sad i sin lange Lærredsfrakke ved det grønne Bord, med den gamle Straahat paa – for han "tog altid Haaret af", naar han var i Kontoret – og hun krøb op i den store Armstol og ventede: alle "Fa'rs Fugle" sad rundtom, i deres store Kasser, under Glas.

      Moderen aabnede Døren:

      – Brandt, jeg venter med Maden.

      – Ja, min Ven … er Barnet her? … naa….

      Og han tog ned om Ida med et Par kærlige, aandsfraværende Hænder:

      – Ja, min Ven, ja, min Ven.

      – Hatten, Brandt, sagde Moderen.

      De gik ind. Ida stolprede ved Siden af Faderen, der trykkede hende ind mod sit Knæ, saa hun snublede over hans Støvler.

      – Brandt, sagde Moderen, jeg véd ikke, hvordan Du gaar med Barnet.

      Efter Middag satte Faderen sig hen i Sofaen med et Lommetørklæde over sit Ansigt, Moderen sad i sin Stol ved Vinduet. Lidt efter sov de ind.

      Ida listede sig stille rundt og lukkede Dørene paa Klem. Saa satte hun sig paa en Skammel, mens Forældrene sov.

      Efter Middag gik Moderen og Ida til Kaffe hos Madsens i Skolen. Den laa ved Kongevejen, hvor Vognene kom forbi. Der kørte Apotekerens Frue fra Bræstrup.

      Hun havde jo nu købt sig en Symaskine i København.

      Ja, Madam Madsen havde været henne at se den. Men hun troede nu, det var holdbarere i Haanden.

      Moderen nikkede.

      – Men De véd jo, de skal prøve alt i Apoteket, sagde hun.

      Ida sad paa en lille Stol og lærte at strikke og havde sin egen lille Kop.

      Naar Moderen og Ida gik hjem, tog de Vejen forbi "Gaarden". Der brændte kun, hos Frøken Schrøder og henne hos Forvalteren, to ensomme Lys.

      – Godaften, lød det. Det var Forkarlen, Lars Jensen, han rejste sig fra en Bænk.

      – Godaften, svarede Moderen.

      Og de gik videre, ind i den mørke Godsforvalter-allé.

      Hjemme hørte de Latter helt ud i Gangen. Det var Skovrideren, som var kommet over til The. Moderen gik ud for at lave til, og Ida kniksede først for Fruen, en ganske spæd lille Dame, der havde givet Livet til elve Drenge, og hvis Øjne var blevet større og større for hver Fødsel – og saa for Skovrideren.

      – Naa, hvordan gaar'et med Tøsen, sagde han og løftede hende op i begge Arme, med et Sving. Lund var en vældig Mand i Bredden, der lo, saa han blev rød helt ned i Nakken.

      – Lund, Lund, Du er saa voldsom, sagde Fruen: Du er kun vant til at tumle med Drenge.

      – Uha! sagde Lund og blev ved at svinge hende: hun har s'gu godt af'et. Det sætter Blodet i Bevægelse.

      De gik ind at spise: Aa, sagde Fru Lund (for der var intetsteds, hvor der var saa mange kønne Ting paa et Bord som hos Godsforvalterens): hvor maa det være dejligt at kunne holde alting saadan som De, Fru Brandt.

      I Skovridergaarden gik det lidt hulter til bulter; elve Efterkommere var mange.

      De talte om Egnens Nyt og om Symaskinen. Skovrideren havde været inde at se, hvordan den løb.

      – Man skal jo syne Kunstværket, sagde han.

      – Det er jo en Haandmaskine? sagde Fru Brandt.

      – Ja; men Fanden véd, om det holder.

      – Jo, Lund, sagde Fruen og saa hen for sig: det maatte nu alligevel være rart i et Hus, hvor der er mange at sy om.

      Lund bare lo:

      – Naa, født Silfverhjelm – Apotekerfruen anbragte dette sit Frøkennavn under Mogensen paa sine Kort – kunde s'gu nok blive færdig med at sy sin Smule Skørter i Haanden.

      – Men der er jo dem, sagde Fru Brandt, bydende et Fad frem: som gerne vil være blandt de første til at ha'e en Ting.

      – Og naar man saa, sagde Fru Lund, ikke har andet at tænke paa, saa er det jo rimeligt.

      Fru Lund, der altid talte i en Tone, ligesom hun tyssede paa nogen, gik over til at tale om Prisen paa Smørret:

      – Nu var Levy igen gaaet fire Skilling ned.

      Fru Brandt forstod det ikke, for hun havde hele Tiden holdt Prisen.

      – Ja, sagde Fru Lund og rystede paa Hovedet, hvor hun i Nakken havde fire smaa Krøller, som var ombunden med et Fløjlsbaand: men det kommer vel af, at det hjemme hos os ikke altid arter sig ligedan … Gud véd, hvordan det gaar til.

      – Saa ta'er vi os en Snaps, Skovrider, sagde Brandt, der sad og saá, saa paa den ene og saa paa den anden: Har Barnet noget?

      Ida smurte selv med en Kniv uden Egg: Man maa vænne Børn, sagde Moderen: de har godt af det.

      – Skaal, Forvalter, sagde Skovrideren, og de talte om, naar Konferensraaden kunde ventes. Det blev næppe før om et Par Maaneder, i Slutningen af Juni.

      – Naar det kønne er af Skoven, sagde Skovrideren.

      Efter Bordet skulde Ida i Seng. Faderen tog hende op paa sit Knæ, da hun sagde Godnat, og lod hende ride.

      – Du støder s'gu Peber med Barnet, sagde Skovrideren og lo, og Ida sagde Godnat til de andre, en efter en.

      Skovriderens gik Klokken ti.

      – Har Du Armen, sagde Lund, for mørkt er det.

      – Madam Brandt er s'gu lidt stikken alligevel, sagde han: hun kan s'gu ikke glemme, En har kendt hende som Husjomfru … og de Ting.

      – Men de er dog hjælpsomme, Lund, sagde hun.

      Til det svarede Skovrideren ingenting. Men hun fylder jo godt for en Bordende, sagde han kun.

      – Og СКАЧАТЬ