Ved vejen. Bang Herman

Чтение книги онлайн.

      Bai var i Underbukser og bad om en Saks.

      – Pokker saa du bli’r mager, sagde han.

      Katinka lagde Frisérkaaben om sig.

      Bai kom i Seng og laa og snakkede. Hun svarede paa sin stille Maade som altid; der var bestandig en ganske lille Pavse far Ordene kom.

      De havde tiet lidt.

      – Hm, ganske net Menneske – hva’?

      – Ja – saadan at se til….

      – Hva’ sagde Agnes Linde?….

      – Ogsaa, at han var ganske net.

      – Hm – skrap Mund, det Pigebarn har.

      – Og – Fa’en véd, hva’ for en L’hombre han spiller….

      Lidt efter sov Bai.

      Naar Bai sov, aandede han stærkt gennem Næsen.

      Nu var Fru Bai vant til det.

      Hun blev siddende noget foran Spejlet. Hun tog Frisérkaaben bort og saa’ paa sin Hals.

      – Ja hun var virkelig bleven mager.

      Det var siden hun havde haft den Hoste i Foraaret.

      Fru Bai slukkede Lysene og lagde sig ned i Sengen ved Siden af Hr. Bai.

      II

      Det var de korte Dage.

      Saa strid Regn og saa mat Snesjap. Men altid graa Himmel og Væde. Selv Frøken Jensens bedste Elever kom i Træsko over Markerne til Skolen.

      Paa Stationen var Perronen en Sø. De sidste Smaablade fra Havehækken kom ud at sejle. Dryppende kom Togene, Konduktørerne løb om formummede i vaade Kapper. Lille-Bentzen sprang med Posttaskerne under Paraplyen.

      Kiærs Sædvogne havde Voksdugspresenninger, og Kuskene sad i Regnkapper.

      Forvalter Huus kørte selv den første Vogn til Stationen. Der var nok at gøre med Fragt og Klarering.

      – Der er de fra Kiærs, sagde Bai ind til sin Kone.

      Forvalter Huus plejede at komme en halv Times Tid af Regnfrakken og faa en Kop Kaffe tillivs hos Bais.

      Medens Fru Bai gik til og fra og dækkede til Kaffen, rumsterede Huus og Karlene paa Perronen og ladede Sækkene i Godsvognene. Katinka saa’ dem løbe forbi Vinduerne. De saa’ saa vældige ud i deres Olietøj.

      Marie Pige sværmede for Huus og gik altid og talte om ham ved sit Arbejde.

      Hun blev aldrig færdig med hans Fortrin. Og det sidste var altid:

      – Og saadan en Røst han har….

      Det var en blød, trohjertet Stemme, og ingen vidste, hvorfor Marie just havde forliebet sig i den.

      Naar Huus var færdig derude, kom de ind til Kaffen. Der var lunt og godt og Duft af et Par Potteplanter, som blomstrede i Vinduet endnu.

      – Ja – det er det, jeg siger, sagde Huus og gned Hænderne, hos Fru Bai er der rart.

      Hyggen kom ogsaa med Huus. Der var saadan en stille Tilfredshed ved ham; mange Ord havde han ikke, og sjældent “fortalte” han noget. Men han gled saa godt i den daglige Smaasnak, muntert, altid ligelig i Humør. Og man følte det rart, naar han bare var der.

      Der kom et Godstog paa den Tid, og Bai skulde paa Perronen at ekspedere.

      Det gjorde ingen Forskel, naar han gik og de to andre blev ene. De smaasnakkede eller tav. Hun gik til Vinduet og lo ad Bai, som sprang rundt derude i Regnen.

      Huus saa’ til Katinkas Blomster og gav hende Raad om at pleje dem. Katinka kom hen til ham, og de saa’ til Planterne sammen. Han kendte hver eneste af dem, om den skød eller om den stod stille, og hvad der skulde gøres med den.

      Huus havde Interesse for alle saadan smaa Ting, for Duerne og for de nye Jordbærbede, som var blevet lagt an nu i Efteraaret.

      Katinka spurgte ham til Raads, og de gik rundt og saa’ til det og til det.

      Bai havde aldrig brudt sig om saadan noget. Men med Huus var det, som der stadig var noget nyt at faa at vide, at spørge til Raads om og at indrette.

      De havde paa den Maade altid nok at tale om, saadan stille og sindigt, som det laa for dem begge.

      Der var saamænd ligefrem næsten altid et og andet, der ventede paa Huus – selv om han ogsaa kom hver Dag, som i denne Tid, hvor de paa Rugaard solgte Sæden.

      Frøken Ida Abel havde ogsaa tidt Ærinde paa Stationen. Hun stred sig ned ad Vejen med et Brev, der skulde med Middagsposten.

      – Gud, hvilket Vejr, Hr. Løjtnant.

      – En Kop Kaffe, Frøken – lidt indvendig Væde til at staa imod med … Huus er inde hos min Kone….

      – Men er de fra Rugaard her?

      – Ja, med Sæd.

      Ida-Yngst havde ikke anet det.

      Fra Hjørneforhøjningen paa Gaarden kunde “Kyllingerne” holde Rundskue over hele Egnen.

      Ida-Yngst sad der i Formiddagstimerne.

      Hun begyndte at tage Papillotterne af Haaret.

      – Hvor skal du hen? Louise-Ældst gik med Krydderpose for Tandpine.

      – Bringe Brev til Stationen….

      – Mo’r – Louise hvinte – nu vil Ida rende igen. Hm, om du tænker, du faar malet dér….

      – Kommer det dig ved? Ida-Yngst slog Døren til Sovekamret i paa Næsen af Med-Kyllingen.

      – Gud bevar’s, vil du gøre dig latterlig – men du ta’er dine egne Støvler. Det si’er jeg dig, Ida….

      – Mo’r, si’ til Ida, hun ta’er sine egne Støvler – altid render hun i mine Knap til Stationen….

      – Pyh, siger Ida, som er færdig med Pandegriflen.

      – Og mine Handsker – maa jeg være fri … Louise snapper et Par Handsker ud af Hænderne paa Ida. Og der smækkes igen med et Par Døre.

      – Hva’ var der dog, Børn? siger Fru Abel. Hun kommer ind med vaade Hænder fra Køkkenet. Hun har skrællet Kartofler.

      – Ida stjæler mine Klæ’er. Frøken Louise-Ældst græder af Arrigskab.

      Enkefru Abel gør stille i Orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til sine Kartofler….

      – Søde Fru Bai, siger Ida-Yngst i Døren – jeg kommer ikke ind. Goddag, Hr. Huus, jeg ser saa rædsom ud … Jeg kigger blot. Goddag….

      Frøken Abel kom ind. Hun havde udskaaret Bryst under СКАЧАТЬ