Faedra Brudstykker af et Livs Historie. Bang Herman
Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Faedra Brudstykker af et Livs Historie - Bang Herman страница 4

Название: Faedra Brudstykker af et Livs Historie

Автор: Bang Herman

Издательство: Public Domain

Жанр: Зарубежная классика

Серия:

isbn:

isbn:

СКАЧАТЬ (egenlig hed han jo bare Niels Mortensen) og forestod Kramboden, for gamle Kruse begyndte at gaa i Barndom – Ellen mange venlige Øine og Folk talte meget om de to.

      Saa en smuk Dag blev der Bryllup hos Kruses i Hui og Hast: det var gaaet galt med Jomfruen. Gamle Kruse mærkede ikke stort til det hele, han var som sagt blevet saa svært gammel, men Madammen græmmede sig, saa hun blev graahaaret, og der var dem, der sagde, hun var ikke rigtig ved det ligefra den Bryllupsdag.

      Aaret efter døde hun, og Lind tog hele Styret. Hans Kone blev saa sær efter Moderens Død, besynderlig lyssky og skræmt. Saa skaltede Manden, som han vilde, og de blev rigere Dag for Dag.

      Fem-seks Aar efter Brylluppet brændte det for Lind. Han havde længe ønsket, det vilde tage fat i den gamle Kasse, og saa tog det fat en stormfuld Augustaften, inden Kornet endnu var kommet i Hus. Alt var derfor saa heldigt, som muligt; det værste var, at gamle Kruse brændte inde, men han vilde jo alligevel nok være død inden længe.

      Lind byggede alt op fra nyt – Assurancen havde været meget høi – og gjaldt nu for Byens rigeste Mand.

      Noget efter blev Marie født. Hun fik den bedste Opdragelse, der kunde skaffes, og hun kunde vikle Faderen om en Finger. Saa giftede hun sig med Erik Maag og døde.

      Al Forkælelsen overførtes da paa hendes Datter. Og Ellens Forkælelse var af en egen Art. Thi det var, som om al Bondekarlens Servilitet overfor sit Herskab vaagnede hos gamle Lind overfor Datterdatteren. Han levede saa at sige evig med Huen i Haanden for sit eget Barnebarn. Tjenestefolkene kaldte hende Frøken; hun havde sit eget Værelse, hvor de Maagers Skjold prangede baade over Speile og paa Puder, og Lind holdt af at kalde hende for Spøg: Deres Naade, ligefra den Dag, hun var blevet indskrevet i Valø.

      Saaledes blev Ellen forkælet af begge Bedsteforældrene: af den ene pyldrende forknyt, af den anden underlig pretentiøst: og det hele virkede eiendommelig paa Barnet.

      Hun kom til at staa Bedsteforældrene fjærnt og følte sig tidlig som noget andet og bedre end de. Mod Bedstemoderen kunde hun nok være kærlig. Men naar Madam Lind, hvad saa ofte hændte, sad stille hen og græd, og Ellen reiste sig fra Forhøiningen, hvor hun sad, og gik hen og kyssede hende og klappede hende paa hendes hvide Haar og trøstede hende, da var der dog altid i hendes Kærtegn noget overlegent, næsten noget nedladende.

      Med Bedstefaderen talte Barnet sjældent. Hun foragtede ham med Børns Instinkt. Maaske skyldtes det ogsaa noget Forholdet til Thorsholm.

      Gamle Lind havde altid kun haft Haan tilovers for Erik Maag, og han saa i Ellens Fader ikke andet end "Fattigkarlen", der snart maatte gaa fra Gaarden. Den gamle Pengepuger hævnede sig paa Faderen for al Trælskheden mod Datteren. Han kaldte just ikke Maag med de kønneste Navne i Barnets Nærværelse.

      En Dag kom der ved Middagstid ridende Bud fra Thorsholm med et Brev, Anmodning om et øieblikkeligt Laan. De Anmodninger kom altid som Lyn og maatte følges strax.

      – Saa, nu skal han igen paa Porten, faar han ikke Penge, sagde Lind.

      – Hvormange, spurgte Madammen.

      – Aa – Satan – han slog til Tallerkenen – og saa kan den Usselhund ikke en Gang hente dem selv …

      – Mener lille Bedstefa'er, Papa, sagde Ellen, hun havde reist sig. Lind saa lidt over.

      – Saa kan jeg bringe Papa Pengene. Vil Bedstefader maaske la'e spænde for? Og Ellen gik fra Bordet, purpurrød. En Time efter kørte hun til Thorsholm i Kalechen.

      Da var hun elleve Aar.

      Forresten kom hun sjældent til Thorsholm. Faderen havde igen slaaet sig paa Prangerne, og det gik ofte lunt nok til paa Gaarden. Han reiste ogsaa rundt til alle Markeder og drog tit til Kros – man maatte altid gøre endel for Bedriftens Skyld.

      Rødkindet var han blevet og meget svær.

      Kom Ellen til Thorsholm, var hun mest alene. Gik rundt paa Gaarden og i Huset; sin bedste Tid tilbragte hun i Riddersalen. Den gamle Pige – hun havde oplevet Hr. Christens Tid, og hun havde sin Viden fra

      Jacques – fortalte hende vidt og bredt om Billederne. Meget af, hvad hun fortalte, forstod Ellen slet ikke, men det vidste hun, at alle de store Mænd var af hendes Slægt, og naar hun siden kom hjem til Veile, fyldte hun alle Bøger med Storheden fra Thorsholm.

      Den skønneste Historie, det var den om Dronningen; hun gyste saa angst, naar hun hørte den, og hun syntes, hun kunde se Blodet fra Erik Maags Hals … saa rindende ned over Kniplingerne … men altid og altid vilde hun høre Historien igen.

      Hun fik Lov til at gaa hvor hun vilde i Huset. Kun i det østre Taarn var der lukket af. Det var den gamle Herres Værelse, og der kom ingen ind. Pigen sagde, det spøgede.

      Faderen var oftest ude; var han en Gang imellem hjemme, var han tidt i et mildt sørgmodigt Lune. Saa gik de sammen ned til Moderens Grav.

      Den laa i Haven. Man gik langs med Bækken gjennem Bøgelunden. Indtil det mørknede, og Stien snoede sig mellem Granernes slanke Træer, hvor der var ganske tyst.

      Der paa en aaben Plads laa saa Graven. Der var et Flor af Roser foran Marmormonumentet. Faderen viste Ellen Gravstenen og lod hende læse Indskriften for sig.

      – Læs den igen, sagde han. Og Ellen læste:

      MARIE AF MAAG FØDT DEN SJETTE AUGUST 1829. DØD DEN FEMTE NOVEMBER 1851, ELSKET UD OVER GRAVEN.

      indtil hun var ved at græde.

      Saa gentog Maag det sagte, satte sig paa Græsbænken ved Stenen og glemte Barnet.

      Ellen saa paa ham, gik til og fra, klappede ham og stirrede igen paa Monumentet med det store Vaabenskjold. Tilsidst begyndte hun at kede sig; og spurgte om det og det og fik intet Svar. Saa kunde det hænde, hun blundede lidt i Sommervarmen, med Hovedet op til Marmorstenen, mens Myggene summede.

      Naar hun da vaagnede ved en Susen i Granerne, fór hun op.

      – Fader, sagde hun og tog i ham: Fa'er.

      – Hvad vil du —

      – Skal vi ikke gaa hjem? Det bliver mørkt.

      – Saa? Ja det er blevet silde.

      Og de reiste sig og gik bort mellem Granerne. Andre Dage kunde Maag være livligere.

      Han tog Ellen med sig paa Kjøreture rundt i Egnen. Hun var altid angst for de Kjøreture. De holdt saa tit, saa ved den Gaard og saa ved den, og mens Ellen kom op i Storstuen og fik Kleiner og Kirsebærvin, blev Faderen i Mellemstuen og drak Velkomst. Angst lyttede hun efter naar de klinkede.

      Kom, Fa'er, sagde hun. Hestene bli'r utaalmodige – og vi skal hjem.

      Ud paa Eftermiddagen gik Ellen ikke mere ind. Faderen var saa rød og saa høirøstet. Hun var bange for hans Øine. Hun blev i Vognen og hun trykkede sig rystende op i et Hjørne af Kalechen i dump og fortvivlet Angst. Naar saa Faderen kom ud, rødblisset og stortalende, sad Ellen stum, uden at svare, med tørre Øine. Graaden stemmede op i hendes Hals.

      Og Faderen blev ved at snakke op, indtil han snorkende faldt sammen.

      Men vaagnede han ved et Skump af Vognen, raabte han til Kusken om et ny Holdested, og om Aftenen sluttede han af i en Kro.

      Da ventede Ellen i Vognen. Men naar Faderen blev СКАЧАТЬ