Slægten. Wied Gustav

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ nu blev Døren til Forstuen hurtig aabnet, og Pastorinden og Clara viste sig under Slyngroserne.

      – Velkommen, velkommen, Deres Naade! sagde de med smilende og glad overraskede Ansigter.

      – Naa, endelig har man da den Ære! sagde Baronessen.

      – Ja undskyld, kære Baronesse, men Clara og jeg var nede i Haven!

      Hendes Naade kastede Linerne til Søren og steg ud af Vognen, efterfulgt af den døvstumme, der vistnok med Overlæg traadte i sin Frues Kjole, saa den skreg i Syningen. Stasia havde en af sine onde Dage, det saa man paa hendes skulende Blik.

      – Klods! skældte den gamle – se kan hun da!

      – Skal der spændes fra? spurgte Søren.

      – Ja, hvis man faar en Kop Kaffe.

      – Naturligvis! smilede Pastorinden.

      – Ja, spænd saa fra. Men husk at give Rigmor en Spand Vand, inden du fodrer hende … Stasia, gaa ned i Køkkenet!

      Den døvstumme listede af Sted.

      Og Præstinden og Datteren vekslede et Blik. De kom netop nede fra Køkken og Spisekammer, hvor de under Forudfølelsen af Arkens Visit havde forvaret nogle Kagekasser og tre Pund nykernet Smør bag de skærmende Skabslaager …

      – Vil Baronessen ikke tage Plads?

      – Nej, jeg vil saamænd ikke, min Gode! sagde den gamle Dame og gav sig til at skride op og ned ad Gulvet inde i Havestuen – Jeg har siddet krum i Kalechen i over fire Timer! Stasia kan sagtens, hun har ingen Ben! … Vi har været oppe paa Næsset, vedblev hun, medens hun stadig vandrede af Sted – men der var ingen hjemme uden Karen og den lille Jansen. Min Svigerdatter sværmer for Naturen, siden denne Fætterfyr er kommen paa Besøg! Og Helmuth, det Skrog! han passer sine Køer! Har I for nylig set noget til dem hernede hos Jer? … Ikke Køerne, men de andre?

      – Ja, Herskabet var i Kirke i Søndags.

      – Hum! Ja, min Svigerdatter skal jo være Grundtvigianer … saadan før Middag! … Var min Søn med?

      – Ja.

      – Han sov vel? … Skal vi gaa lidt ud i Haven, Fru Mascani? Her er saa kvalmt! Sikke ogsaa en Masse Grøntsager, I har pyntet op med herinde! … Clara kan jo lave Kaffen, mens vi er ude … Og lukke et Par Vinduer op, saa her kan blive luftet ud.

      – Vil Baronessen maaske hellere have Kaffen serveret nede i Lysthuset?

      – Nej, ellers Tak, min Bedste! der falder saa mange Dyr ned! Og naar her nu bliver godt luftet!

      Frøken Clara saa lidt misfornøjet ud, da hun forlod Stuen. Det morede hende nemlig svært at høre Hendes Naade tale.

      – Husk, jeg bruger raa Fløde! raabte Baronessen efter hende – Og lille Kop, men stærk! .....

      Nede i Haven laa Stine Napoleon og lugede i et Urtebed.

      Da den gamle Frue i Afstand fik Øje paa hende, standsede hun op og nikkede bifaldende.

      – Meget rigtigt af Dem, min Gode! sagde hun til Pastorinden – meget fornuftigt!

      Fru Johannes blegfede Ansigt blev ganske purpurrødt, og Vejret gik fra hende:

      – Hvad mener … Deres Naade? stammede hun.

      Baronessen saa fra Øjenkrogene ned paa hende:

      – Naa, saaledes! Jeg mener naturligvis ingenting, min Bedste, naar De ikke ønsker det! Jeg beundrer bare dette lille Træk, der røber en Overlegenhed, som jeg oprigtig talt ikke havde tiltroet Dem! … I salig Hannibals Tid holdt jeg ogsaa altid de Smaakoner i Haven og Rullestuen, som Rygtet satte ham i Forbindelse med. Man bør slaa Folk paa Munden.

      Præstinden gik ganske og aldeles fra Koncepterne:

      – Jeg forstaar ikke, hvor De vil hen … jeg forstaar ikke … Det er min Mand, der … Det er efter min Mands Ordre …

      – Saa meget desto bedre! nikkede Naaden – naar man oven i Købet er enige!

      Parret spadserede nu i Tavshed rundt om den store Plæne med Flagstangen og Blomsterrabatterne og bøjede ind i Nøddegangen. Baronessen havde stukket sin Arm ind under Pastorindens, som om hun frygtede for, at hun vilde løbe sin Vej.

      Set med et uhildet Blik mindede dette Par om en Kæmpekondor, der slæbte af med en Liggeand.

      – Sig mig engang, begyndte den gamle Frue paa ny – hvad mener man egentlig paa Egnen om Helmuths Ægteskab?

      – De gør Indtryk af at være meget lykkelige ved hinanden! sagde Pastorinden undvigende.

      – Aar, Visvas! «lykkelig» mig op og «lykkelig» mig ned! Hun bryder sig ikke en Døjt om ham!

      – Men kære Baronesse …

      – Ikke en Døjt, min Bedste! Hun vilde giftes igen, det er Forklaringen! Og han har ikke kunnet modstaa hendes fine Parfymer! Helmuth er en god Dreng, er han; men Krudtet har han ikke opfundet!

      – Lever hendes første Mand endnu?

      – Ja i bedste Velgaaende, gør han!

      – Det vidste jeg ikke! sagde Pastorinden glad ved at faa sine Kundskaber berigede – Hvad er han?

      – Ja, sig De mig det! En Lykkeridder, en Eventyrer! Han vilde jo sælge hende til en Ærkehertug dernede i Ungarn, da hendes Medgift var opspist, siger man. Og herhjemme fra København blev saa Skilsmissen ordnet gennem Udenrigsministeren, som er hendes Halvonkel. Det kostede nok en rund Sum Penge. Tyve Tusind, siger man!

      – Gudbevares!

      – Ja, det maa De nok sige! Familien satte sig jo i sin Tid med Hænder og Fødder imod, at hun giftede denne Raskowitz, eller hvad det var, han hed, Utysket. Men hun vilde ha' ham. Der var nok Pandiculum i Mo'ren, som salig Hannibal sagde! Hun løb nok til Paris med ham! Han skal jo ha' været saa overmaade smuk: mørk, sydlandsk med sorte Øjne og Hud som en Indianer! … Ja, De kender jo Racen! Og saa blev de gift og var i Himmerige et halvt Aars Tid; for naturligvis maa saadanne halvvilde Mennesker være betagende i deres Kærlighed – — Aa, vær saa god at slaa til den Brems der, min Gode! Jeg hader Bremser! Men Gud bevare alligevel et Pigebarn for at komme i deres Klør! Vi ser jo, hvorledes det ender! Og vore egne danske Mandfolk kan jo være gode nok til Tider! … Naa, men for at komme tilbage til Helmuth! Bilder De Dem maaske ind, min Bedste, at han kan tilfredsstille et Fruentimmer, der er saadan vant? Jeg tror det ikke!

      – Deres Naade ser meget skeptisk paa det unge Par …

      – Ja, det ved Gud, jeg gør! De skal se, det ender med en Polenæse! Hun har jo allerede tilkaldt Forstærkning.

      – Deres Søn er dog altid saa glad, naar han er sammen med sin Hustru; og forelsket!

      – Ja, ham er der saamænd heller ikke noget i Vejen med! Han holder kun een Kone ad Gangen ligesom Bjørnene. Han gider ikke være over flere! … Jeg er vis paa, at han kun har noget at gøre med hende Lørdag Aften, for saa kan han sove rigtig grundig ud om Søndagen!

      – Men СКАЧАТЬ