Mit Liv og Levned som jeg selv har forstaaet det. Gjellerup Karl

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ og at gjennemgaae atter og atter og indprente sig Dyrenes mangfoldige Arter, gav mig den første Forsmag paa, hvad man kunde kalde et Studium, og i et saadant har jeg altid været flittig.

      I Dagligstuen var det Poesi, der blev læst, den ene Digter efter den anden. Først var det Moder, der læste, siden i Almindelighed Broder Christian, der var den skjønne Aand i den lille Kreds; naar vi da ikke var saa lykkelige at faa Broder Caspar med, for han foredrog som en hel Kunstner, og gav ovenikjøbet Scenen dramatisk. Hovedsagen var dog Moders Forklaring, der stadig løb med som den æsthetiske Theori.

      Vi kom meget tidlig til det Tydske, og naar Christian kom ind fra Børnekammeret med Bogen, og sagde: »Moder, skal vi saa have en Mundfuld Schiller,« og jeg i Hælene paa ham, fornam jeg, at nu gik Tæppet op. Endelig blev der ogsaa ageret.

      Som til andre Provindsbyer kom der ogsaa til Kolding jævnlig omreisende Skuespillertrupper, og da den var en Grændseby mod »Holsten«, og Nabobyen allerede var fuldstændig tydsk, kunde det ogsaa skee, at disse spilte tydsk. Den Leilighed til Uddannelse blev aldrig forsømt; og jeg seer endnu for mine Øine Fjællebodens tarvelige Decorationer og de drabeligt gesticulerende Herrer og Damer, medens til Sufflørens hvæsende Accompagnement Kotzebues rørende Stykker gik over Scenen.

      Sligt maatte ikke falde til Jorden, det maatte eftergjøres hjemme. Maaneder igjennem blev der lavet Dragter og Papdekorationer, og indøvet Roller, indtil »«, dog paa Dansk, endelig hædret med alle Familiens Venners Besøg og med Fader paa Hæderspladsen kom til festlig Opførelse. Broder Christian gav Titelrollen med Bravur, Overlærer Plougs Datter Gerhardine med de lyse Krøller var Elskerinde, og hun vedblev at være det, saalænge vi var i Kolding; men jeg, hvem kun en Jærnstøberkarls Rolle blev betroet, kom kun maadeligt fra det. Den Kunst har altid ligget mig for høit. Kun eengang, det var i Roskilde Skole, har jeg siden været paa Brædderne, og da nydeligt pyntet ud som Pernille, men ligefuldt gjorde jeg fuldkommen Fiasco.

      Min Moder havde en overordentlig vidtstrakt Kundskab til dansk og tydsk Litteratur, andre Sprog læste hun ikke. Til engelske Forfattere benyttede hun Oversættelser, og de franske yndede hun ikke. Hun læste med hele sin Sjæl, hun levede i det Fremstillede, hun elskede de Personligheder, hun gjennem Levnetsbeskrivelser gjorde Bekjendtskab med, og talte om dem, som om sine Venner. Hun var saa hengiven til Læsning, at naar hun fik en Bog for sig, og Haanden under Kinden, rejste hun sig ikke let, førend Bogen var ude; imens kunde vi støie saameget vi vilde. Hvorledes hun fik Tid dertil, forstaar jeg ikke, thi foruden de større huslige Arbeider syede og strikkede hun de fleste af vore Klæder saavelsom sine egne, og spandt selv Tøiet dertil. Men alt gik hurtig for hende.

      Imidlertid var hun meget langt fra at tiltroe sig selv at kunne meddele os den Dannelse, hun vilde vi skulde opnaae. Hun havde efter den Tids Skik aldrig havt nogen ordentlig Undervisning. Vi fik tidlig andre Lærere. Efterat en og anden Seminarist havde øvet os i Skrivning og Regning, blev der antaget Hus-Lærerinde.

      Den første var min Faders Cousine, Gotfredine Lindam. Om hende husker jeg intet andet, end at jeg skraalede, naar hun klædte mig paa, for hun kneb mig, naar jeg ikke vilde staae roligt. Den anden var en Veninde af Moder, som efter et halvt Aar blev gift med Emanuel Taubers Stedsøn. Hvad hun lærte mig, veed jeg ikke, men det var min Fornøielse at læse i Haven, hvor hun havde saaet sin Kjærestes Navn med Karse. Men den tredie blev vort Huses Stjerne, hendes Billede indprægede sig uforglemmelig i min Erindring.

      Hun var af den hernhutiske Menighed i Christiansfeld, hendes Moder boede i dens Enkehus, og hendes Søster var udsendt som Lærerinde til Neuwied. Men selv havde hun brudt med Brødremenigheden af Misfornøielse med dens formelle Væsen, og havde aldeles intet pietistisk Præg. Hun var overordentlig smuk med regelmæssige imponerende Træk, store bestemte blaa Øine, prægtig Farve, stærkt lyst Haar, og en baade blød og fast Figur. Hun satte alt Byens Mandkjøn i Flamme, men vedligeholdt selv en kjølig Ro overfor saadanne Anfegtelser. Da hun efter nogle Aar giftede sig, var det med en usædvanlig lidt kjøn og lidt charakterfast, men fra Hjærtets Side elskværdig og meget musikalsk Capellan, og hun blev den svage, tilsidst hjælpeløse Mands Livs Støtte, kraftig, overlegen og trofast, som hun var i alle Livets Forhold.

      Hun var ret Moders kjære Veninde, og hvad hun ikke var for Moder, var hun for os smaa, vi tilbad hende. Jeg omtaler hende noget udførligere, fordi hun var den første Anledning til at mine barnlige Øine blev aabnede for legemlig Skjønhed. Hendes Charakter har jeg først senere lært at forstaae, men at hænge om hendes Hals og see hende ind i de mærkværdige Øine og nævne hende med de kjærligste Navne, var den sex, otte Aars Drengs Henrykkelse.

      Ikke at det just fremmede Værket; jeg mindes ikke, hvad jeg lærte af hende, det skulde da være at forstaae tydsk Tale; men dette lærtes bedst, mens vi hang over hende ved Kakkelovnsbelysning i Mørkningen. Fik jeg derimod oppe i Læsestuen en Tavle eller Skrivebog at passe, gled jeg gjerne ned under Bordet, og saameget hun end trak i mig og skjændte paa Tydsk, satte jeg dog et Æsels passive Modstand mod hendes velmente Anstrengelser.

      Til Undervisning hørte ogsaa Musik, og da Moder elskede den, og Fader var en Kjender af første Rang, blev vi saa tidlig jeg kan mindes, holdt til Klaveret. Men det lykkedes ikke. Musikalsk Begavelse er vistnok arvelig, men Arveligheden er som bekjendt et lunefuldt Væsen, ingen af os Børn arvede vore Forældres Evner i dette Stykke.

      Min Fader musicerede ikke meget selv. Han havde, hvad der dengang var ret almindeligt, fra sin Ungdom spillet Fløite, og undertiden hørtes dens vemodige Toner oppe fra hans Værelse, men det var dog kun i min tidligste Barndom. Han har sagtens mere benyttet Instrumentet for at opfriske en Stemning eller Erindring end for egentlig at drive Kunsten. Derimod samlede han om sig, hvad der i den lille By kunde findes af musikalske Kræfter, hvortil den omtalte Capellan var ham den bedste Støtte, og min uheldige Lærer, en Skolelærer, tilligemed den gamle Organist gode Hjælpere. Han fik et ret anstændigt lille Orchester bragt istand, som ogsaa benyttedes ved de Skolefester, hvortil han altid selv skrev Cantaten. Ved saadanne Leiligheder har jeg vel ogsaa sunget med i Choret, men det var meget svært at faae mig gjort antagelig, og jeg har aldrig havt Stemme, saa meget jeg end har anstrengt mig for at faae den frem.

      Om Musiken samledes ogsaa større Selskab, og vort Hus var meget søgt. Min Fader gjorde et høist elskværdigt Indtryk paa enhver, der kom ham nær, endog Almuesfolket, saa lidt det end saae ham, talte om ham med hjærtelig Veneration; det hørte vi Drenge en Del til, thi vi omgikkes jævnlig den Slags Naboer. Han var imidlertid lidt vanskelig at komme nær. Han tog ikke Del i Byens Selskabsliv, spillede ikke Kort, og passede daarlig i Provindsembedsmænds kun lidet dannede Kreds. Kun naar vi havde de omtalte Soireer, var han med Glæde Midtpunktet, ved andre Besøg blev han paa sit Værelse.

      Det var derfor Moder, der blandt saamange andre Hverv, ogsaa overkom det at samle Husvenner. Og hun havde mange. Hvem der satte Pris paa en Samtale ført med det Liv, den Kundskabsfylde og den Verdenserfaring, ingen som hun i den Kreds kunde byde, kom jævnlig, og især Eftermiddagstimerne, som paa Grund af den tidlige Spisetid var Besøgstiden, gik hen dermed.

      Imidlertid nærmede sig den Tid, da vi trods Hjemmets betydelige Dannelsesmidler dog ikke vare tjente med at savne streng Methode; vi to Drenge maatte i Latinskolen, og vi forberedte os dertil. Broder Caspar, der var ti Aar ældre end jeg, afgik vel allerede i mit ottende Aar til Universitetet, men han havde dog faaet Tid til at føre os ind i Latinens Begyndelsesgrunde. Vi kunde paa en Høitidsdag overraske Fader med de vanlige Remser af Grammatiken. Og mange andre Herligheder havde den kjære Broder med sin Fantasi, sin klare Tanke og sikkre Smag opladt for os.

      Han var fuldelig sin Moders Søn, kun mindre satirisk. Medens hun meget klart saae enhver Feil hos sine Venner, og ikke var fri for skarpt at udtale dem, uden dog derfor at elske dem mindre, var det hos ham, som han ikke saae det; han tildækkede det med den venligste Dom. Ligefuldt havde han en mægtig Sands for det Komiske, Holberg var hans Yndlingsforfatter, og han kunde fremstille hans Figurer som en Skuespiller; men han opfattede ikke levende Mennesker saaledes. Med sine voldsomme Fagter og sin rungende Latter var han СКАЧАТЬ