Mit Liv og Levned som jeg selv har forstaaet det. Gjellerup Karl

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ var stærkere Ferment.

      Døttrene havde samme Tungegaver, og selvfølgelig varmere Hænder at gesticulere med og varmere Blikke til at brænde Foredraget ind med. Broder Caspar var ikke gaaet helt fri nogle Aar i Forveien, og det havde vistnok været bedst for ham, om han havde pleiet den Følelse for den ældste, han dengang fik. Jeg troer heller ikke, at hun nogensinde glemte ham, men naar jeg sagde til ham: Hvorfor tog du dog ikke Mine? Svarede han sørgmodig: Det var Synd, hun skulde vente paa mig. Imidlertid blev hun aldrig gift.

      Efter en fjorten Dags Tid drog vi videre til Lolland paa nye Opdagelser. Jeg har allerede omtalt min Farbroder Christians Hus, nu var det flyttet, han havde allerede i mange Aar havt Berritsgaard paa Guldborgland i Forpagtning, og den Sommer vi besøgte ham, var hans sextende Barn kommen til Verden.

      Min Farbroder var en begavet og forholdsvis dannet Mand, djærv og morsom. Efter sit varme Hjærte og den Kjærlighed han havde havt til vor Fader, tog han mod os med Favntag, Kys og Taarer. Hans Hustru indlemmede os uden videre i sin Flok, satte sin bedste Mad for os, og saae moderlig vor meget mangelfulde Garderobe efter i Sømmene. Vore Fættere vare praktiske Folk, og vore Kusiner havde jo vel Hjærter, men os Herrer i Aandernes Rige syntes de dog at smage lidt formeget af Melkestuen, hvorvel denne var yderst proper. Det var et fuldkommen Driverliv, som jeg imidlertid havde det Udbytte af for første Gang at see den landlige Bedrift, som nu er mig saa hjemlig.

      Denne Reise gjorde jeg fire Aar i Træk omtrent i samme Form, men siden somoftest i Selskab med min anden Farbroder Adolfs Børn. Denne Gren af Familien, som i een Henseende var dens Glands og Stolthed, var i en anden det tragiske Element i den.

      Johan Adolf Fibiger havde tidlig udmærket sig ved sit litterære Talent, men ogsaa ved sin ikke vel sete Frisindethed. Han havde fra en ung Alder været Lærer ved Landkadetakademiet, og da den militære Høiskole blev oprettet 1830, blev han kaaret til den første Bestyrer. Han var militær Forfatter, redigerede Armeens Tidsskrift, og med sin klare Tænkning, sit hurtige Hoved og sin Trang til Fremskridt arbeidede han flittig paa Planer til Landets Forsvar. Han stiftede en militær Læseforening med tilhørende selskabelig Sammenkomst, og skaffede ogsaa Underofficeerer Adgang dertil. Man tænke sig, Underofficeerer i deres Overordnedes Klub, og dette i Frederik den sjettes Tid! Endog endnu vilde det være forfærdeligt.

      I Fremskridtsaaret 1830 gjorde han sin Lykke, men kunde ikke bevare den længe. Bestyrelsen af Høiskolen var delt mellem ham og Abrahamson som Undervisningschef. Abrahamson gjorde sin Myndighed gjældende paa en Maade min Onkel ikke mente at kunne finde sig i, de var begge regjerende Aander, og stødte saa voldsomt sammen, at Kongen maatte skille dem ad. Jeg veed ikke nøiere, om hvilke Punkter det dreiede sig; at min Onkel ikke havde ganske Uret, synes mig at fremgaae deraf, at Kongens mægtige Yndling fik samme Straf som han. De blev begge fjernede fra deres Stilling, han blev Udskrivningschef i Jylland, og Abrahamson i Fyen. Denne Katastrofe havde en gjennemgribende Virkning paa hans Skjebne, han naaede ikke mere en Stilling svarende til hans Evner, hans Ærgjerrighed var knækket, hans litterære Virksomhed sank sammen, og samtidig blev hans Familieliv ødelagt.

      Hans Hustru var et saa eget Væsen, at man ikke skulde troe sligt kunde findes. Hun og hendes Søster, Forpagterkonen paa Lolland, var Døttre af en Underofficeer og Kasernemarketender, begge Skjønheder, fine, elegante i sydlandsk Stil, skjønt deres Navn, Aasen, synes norsk. Farbroder Adolf var i sin Ungdom en smuk Skikkelse, vittig, dristig og fordomsfri. At han fandt sin Brud i Marketenderiet er let forstaaeligt, og hans beskedne, troskyldige, men langtfra smukke Broder, Sømanden, er formodentlig derved bleven hjulpen til sin. Den første, Margrete, var i den sentimentale blufærdige Retning, den anden, Marie, i den lattermild sandselige.

      Da jeg lærte Tante Grete at kjende, nærmede hun sig allerede til de halvhundrede Aar og var Moder til elleve Børn, hvoraf den yngste var ti Aar, men var endnu en Skjønhed, slank og fint bygget, med regelmæssige smalle Træk, høi klar Pande, ravnesorte Haar og et Par mørke, overvældende store Øine, som naar de sværmerisk opsloges, saae ud som en Helgens. Hun bevægede sig stille og afmaalt, talte med en fin smægtende Stemme, og da hun yndede at gaae i hvidt, kan jeg ikke ligne hende ved andet end »den hvide Dame«. Hun var svag og nervøs, og blev i den Retning noget fordringsfuld. Hun kunde ikke taale at see visse Farver og visse Ansigter. Sin Svogers, Artilleristens Børn, der var lyshaarede, yndede hun ikke at see, deres Haar var saa grønt, sagde hun; og en af hendes egne Døttre, der var lidt forvoxen, holdt hun fjernet fra sig. Da hun kom til Berritsgaard, sagde hun medens hendes Svoger hjalp hende af Vognen: »Det maa du love mig, Christian, at du aldrig vil sige mig imod, mens jeg er her, for det kan jeg ikke taale.« Han forsøgte selvfølgelig med Vittigheder, hvad der ikke kunde gaae med Modsigelse. Sine Børn forgudede hun – »kom og lad mig see min deilige Datter!« Saa fortabte hun sig i Beskuelsen, og det kan ikke nægtes, at naar Datteren omslyngede hende og saae op i hendes Aandeøine, tog det sig ud.

      Iøvrigt var hun forstandig, havde megen Skjønhedssands og førte et smukt og smagfuldt Hus. Naar man havde overvundet sin Forbauselse, fandt man hende elskværdig, og hun var meget kjærlig mod den »der ikke var hende imod,« hvilket jeg nød godt af. Jeg holdt overmaade meget af hende, og kunde tilbringe Timer i fortrolig Samtale med hende.

      Den ældste Søn, Adolf, var Familiens Afgud. Han var ogsaa, jeg kunde gjerne sige, det mest begavede Menneske, jeg har kjendt; men det forstaaer sig, Talenter staae først deres Prøve i Livets Arbeide, og han blev for tidlig bortrykket til at det kunde skee. Voldsom lidenskabelig, spillende bevægelig i Aand og Hjærte som i sit fine elastiske Legeme, var han saa flyvende veltalende, saa aandfuld, vittig, billedrig og smagfuld i sin Tale, at man timevis kunde lytte til den som til Musik. Han kunde gjøre en Flok Børn forrykte af Glæde, naar han med sin uudtømmelige Opfindsomhed tog sig for at føre Legen an. Han skrev med stor Lethed smukke følelsesfulde eller komiske Vers, spillede Komedie som en Skuespiller, gav en Pierrot som ingen anden, og var i alle Maader et pragtfuldt Foster af den glade Vaudeville-Tid.

      Saa var han saa følelsesfuld, at naar han med sine livfulde Bevægelser lagde Haanden paa Ens Skulder for at sige et hjærteligt Ord, stod Taarerne ham i Øinene, og man fik en Fornemmelse af, at han kunde sætte Livet til for sine Venner. For en stor Sag var der ingen Tvivl om, at han kunde det, han satte i det mindste een Gang sin Stilling til for Frihedens Sag, og vidste godt, hvad han vovede. Han holdt i et politisk Selskab en Tale »for den demokratiske Aand i Folket«, hvorfor han blev forviist til Holsten. »Skal Hæren føres mod Folket, skyder jeg mig en Kugle for Panden,« sagde han, »jeg kan ikke svigte min Faneed, og jeg kan ikke kjæmpe mod mit Folk.« Og jeg troer ham til, at han havde holdt sit Ord.

      Saa var han saa arbeidsom og nøiagtig i sine Studier, at han udmærkede sig ved enhver Prøve, og blev en af dem, der bidrog til at kaste Glands over den nye Høiskole. Denne havde i det Hele i sine første Aar glimrende Elever, som hans Kammerad Verner Læssøe, der i den Tid ikke saa lidt lignede ham, Oswald Marstrand, Andræ osv. Allerede i en Alder af 27 Aar var han Captain i Ingeniørcorpset, tiltrods for at han var en af de hidsigste i den liberale Kreds, en nøie Ven af Orla Lehmann; men han blev kun 28 Aar.

      Hans hele Temperament havde ført til adskillige Udskeielser i erotisk Retning, en Kjærlighedshistorie med en ikke jævnbyrdig Pige forfulgte ham i hans holstenske Forviisning, og Fortvivlelse derover i Forening med den voldsomme Bevægelse, Frihedsforhaabningerne i 1839 satte ham i, gjorde, at en Forkjølelse, han havde paadraget sig ved Ingeniørarbeide i den haarde Vestenhavs Storm, udviklede sig til Lungetæring. I Haab om Bedring gik han med Fregatten Bellona i Sommeren 1840 til Madeira, men vendte næste Foraar døende tilbage. Han har ikke efterladt sig andre Skrifter end den smukke lille Bog: Fortællinger af Danmarks Historie, skrevne til Folkeoplysning. Stykker af den har ogsaa fundet Vei til Læsebøgerne. Hans Ven Vilhelm Marstrand har gjort en fortrinlig Blyantstegning af ham; selv var han ogsaa en dygtig Tegner. Den anden Søn, Axel, var i alle Maader mere jævn. Han blev en brav Kavallerist, gjorde som Eskadronschef god Tjeneste i den første slesvigske Krig, og lever endnu med sin Familie i Kjøbenhavn[2].

      De to yngste lignede СКАЧАТЬ