Et Ægteskabs Historie. Vilhelm Østergaard

Чтение книги онлайн.

      »Kjære, gamle Ven!

      Før du begynder paa Læsningen af denne Epistel, vil jeg bede dig om at være forberedt paa en stor Overraskelse. Gjør dig det derfor endelig mageligt. Tag din Slobrok paa, sæt dig hen i Lænestolen foran Skrivebordet, og har du Støvler paa, der trykker dig, saa ifør dig for Guds Skyld dine Morgensko. Tænd saa din Pibe og bevar fremfor alt din Sindsro!

      Husk paa, at jeg vil ikke vide noget af din saakaldte stringente Logik og endnu mindre dine Citater; og jeg bryder mig aldeles ikke om din bekjendte Livsfilosofi, der gaar ud fra lutter tørre Fornuftslutninger.

      Saa! – Er du nu parat; saa kan jeg begynde.

      For fem Uger og fem Dage siden kom jeg, som du ved, herover til den lille idylliske Ø i Vesterhavet. Du ved ogsaa, hvor fornuftig jeg var bleven i den sidste Tid – naa, det har jeg vistnok i Grunden altid været, paa nogle faa letsindige Øjeblikke nær.

      Jeg tog fat paa mit Arbejde med en Lyst og Glæde, der tilfredsstillede mig selv i allerhøjeste Grad. Jeg var netop saadant et Jærnmenneske af Flid og Alvor, som jeg havde lovet dig at blive. Badegjæsternes Selskabelighed og Adspredelser fristede mig ikke til at forlade mine Studier og Modeller. Selv ikke en lille nydelig Franskmandindes Koketteri anfægtede mig i mindste Maade, skjønt du altid har beskyldt mig for at være modtagelig i en betænkelig Grad for sligt kvindeligt Trylleri. Kort sagt, jeg havde kun Tanke for mine Billeder og befandt mig overmaade vel derved.

      Saa skete det. – Jeg gjorde hendes Bekjendtskab for akkurat en Maaned siden. Jeg fattede strax Sympathi for hende, og vi blev saa gode Venner, som om vi havde kjendt hinanden i flere Aar. Men først i Gaar opdagede vi, at den lille vingede Gud ikke ustraffet havde ladet os gaa i den trygge Indbildning, at det kun var Venskabets Baand, der havde knyttet os – en nittenaarig Pige og en fire og tyveaarig Mand – saa hurtig til hinanden. I Gaar kom det til en Forklaring mellem os; i Dag er jeg forlovet. Ja, det skete som i en Rus – Stop! Der brugte jeg et uheldigt Ord, som vil give dig Vaaben i Hænde mod mig.

      Du vil sige, at jeg har handlet i Blinde; at jeg har baaret mig letsindig – vanvittig ad: at forlove mig med en Pige, som jeg kun har kjendt i 1, siger og skriver én Maaned, lig med fire Uger, en og tredive Dage, syv hundrede og fireogfyrretyve Timer eller fireogfyrretyve Tusinde, sex hundrede og fyrretyve Minutter!

      Javist, det ved jeg altsammen paa Forhaand. Der var ogsaa en alvorlig Stund, hvor jeg nøje overvejede det Skridt, jeg gjorde; hvor jeg hengav mig til allehaande smaalige Betænkeligheder. Men da jeg atter traf hende, før det var kommet til en Afgjørelse mellem os, da fik jeg fuld Klarhed paa mig selv, og jeg tvivlede ikke længer. Kom derfor ikke med dine irriterende Indvendinger, med al din vindtørre Fornuft; jeg vil ikke høre derpaa. Jeg har ladet Skæbnen raade for mig, og jeg giver mig trygt i dens Vold. Tror du maaske, man opnaar en bedre Garanti for sin Fremtidslykke, fordi man har kjendt en ung Pige i et, to eller, om du vil, tre Aar, før man tager den store Beslutning og frier til hende? Nej, i Forlovelsestiden, eller maaske egentlig først i Ægteskabet, lærer man rigtig hinanden at kjende; og Guderne maa da raade for, om ens Valg skal blive til Held eller til Ulykke for hele ens Liv. –

      Ja, som i en Rus har jeg handlet; det kan du maaske have Ret i. Men nu, da Skridtet er gjort, føler jeg mig let og frejdig til Mode. Hun er sand og ukunstlet i hele sit Væsen, og der er noget uberørt over hende, som jeg ikke har truffet hos mange unge Piger. Hun har hengivet sig saa tillidsfuldt til mig, at jeg skulde ske en Skam, hvis jeg ikke blev hende en god Mand. Noget er der maaske nok at rette i hendes Karakter; hun har, saa vidt jeg kan skjønne, levet i et daarligt Hjem, men hun er saa ung endnu, saa barnlig og saa let at paavirke, at det vel skal lykkes mig at faa noget fuldkomment ud af hende. – Jeg ved meget godt, at du vil indvende, at ogsaa jeg er let at paavirke baade til det gode og det slette, men dine skeptiske Betragtninger skræmmer mig ikke. Glem ikke, at her bliver jeg den styrende og raadende, og nægt ikke, at du maa erkjende, at trods mit »bløde Gemyt«, som du tit nok har drillet mig med, har jeg dog víst, at jeg har en Vilje, naar det gjælder et Maal, som fuldt ud kan optage mig. Og det vil Minna gjøre – Minna i Forening med min Kunst.

      Men det er sandt. Du maa jo kjende hende. Hun har i et Aarstid været ansat i Koret ovre hos eder. Og læg vel Mærke dertil: hun opgiver uden Betænkning sin Stilling ved Theatret. Maa ikke alene det overtyde dig om, at der er noget helstøbt i hendes Karakter, noget, der tyder paa, at Guderne har styret mit Valg, hvor overilet det end kan se ud i det første Øjeblik. Tænk dig denne Forskjel mellem hende og andre unge Piger, som først en Gang har faaet Theaternykker i Hovedet! Kun saare faa af dem bliver Kunstnerinder eller blot brugelige Skuespillerinder; men allesammen – om det saa er den mest umulige Statist- eller Figurantinde – plejer de at anse sig СКАЧАТЬ