Ambrosius. Molbech Christian Knud Frederik

Чтение книги онлайн.

      AMBROSIUS

      Personerne

      Baronen.

      Abigael, hans Datter.

      Bodil, hendes Kammerpige.

      Geheimeraadinden.

      Junker Claus, hendes Søn.

      Ambrosius Stub, Student.

      Hans Lauritsen, Candidat i Theologien.

      Jørgen, Kammertjener.

      Magister Søren, Sognepræst.

      Peder Rasmussen, Degn.

      Niels Bruus, Ridefoged.

      v. Reinsberg, Captain.

      Gjæster.

      Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Fyen i Aaret 1731.

      Første akt

      Have, med Træer og Buske paa begge Sider. Til Venstre i Forgrunden et gammelt Egetræ med en Bænk foran. I Baggrunden et lavt Gjærde, over hvilket der er Udsigt til Skove, Marker og en Landsbykirke i de Fjerne. Hiinsides Gjærdet løber en Vei, som fører langsmed Haven op til Herregaarden. Solklar Formiddagsbelysning.

      Første scene

      Abigael og Bodil (komme ind fra Høire).

      Abigael. Det er ikke Umagen værd at gaae længer, Bodil! Herfra kan vi see, naar Vognen dreier om Skoven, saa er det tidsnok at vende om. Solen brænder stærkt, omendskjøndt det er tidligt paa Dagen; vi faaer ventelig Regn inden Aften.

      Bodil. Troer Frøkenen det?

      Abigael. Jeg kan kjende paa mig, at der er Torden i Luften. Saa har jeg altid en synderlig Uro i Blodet, som om Noget var ventende, jeg veed ikke hvad.

      Bodil. Det er der da endelig ogsaa, siden I venter Eders Fæstemand hid i Formiddag.

      Abigael. Jo pyt! Det skulde vel anfægte mig stort, enten Hr. Kammerjunkeren kommer eller gaaer.

      Bodil. Men Frøken, han er jo dog Eders Brudgom! Og blev det ikke med Jer Faders Minde bestemt, at Jaordet skulde holdes nu i Høst, naar Kammerjunkeren og hans Fru Moder kom hid fra Kjøbenhavn?

      Abigael, Min Brudgom—ja, man siger jo saa. Jeg mindes ellers ikke saa nøie, hvad jeg svarede ham den Stund, han beilede til mig, for det er saa længe siden.

      Bodil. Saa længe siden?

      Abigael. Ja, eftersom jeg endnu var klædt i Løiert og Hue og laa paa min salig Moders Skjød, da Hr. Claus gjorde mig sin Opvartning første Gang. Jeg blev jo døbt og trolovet paa samme Dag, saa det er da en Slump Aar siden.

      Bodil. Det er vel Frøkenens Spøg? Jeg veed nok, I blev trolovet paa Vuggen, men siden har I jo….

      Abigael. Har jeg ikke svaret ham Ja dengang—siden har jeg visselig ikke gjort det. Thi vel har han sagt mig mange Slags Artigheder, men beilet til mig—hos mig selv—det har han egentlig ikke. Den Ting har min Fader og hans Moder ventelig afgjort imellem sig.

      Bodil. Uden at spørge Jer ad! Men, i Herrens Navn, hvad har I da bestilt al den Tid, I var sammen med ham her paa Gaarden ifjor?

      Abigael. Jeg? Jeg har dandset med ham, og redet med ham, og hørt paa ham—og leet ad ham, for, mellem os sagt, han er ikke meget kløgtig; men han rider godt og danser udmærket.

      Bodil. Og det er Alt? Men elsker I ham da ikke?

      Abigael. Elsker ham?… See, der springer en Hare over Marken! Havde jeg nu min Bøsse, saa var Morten væk! Saa, nu slap han ind bag en Grøftevold…. Om jeg elsker ham? Aa, du er et Barn, Bodil! Troer du, man sukker og lamenterer for hinanden i min Stand ligesom i din? Naar du og din Student engang kommer sammen i et lidet Præste-eller Degnekald, hvad det bliver, saa faaer I vel tage Kjærligheden til Hjælp, for at bøde paa den magre Indkomst; men er man adelig født og har Midler nok, saa gives der bedre Tidkort end at næbbes og kurre. Naa, see nu ikke saa ulykkelig ud—det bliver nok et Præstekald.

      Bodil. Tro ikke, at jeg gjør mig Bekymring derover. Jeg er jo selv en Degnedatter og veed, at jeg har havt et lykkeligt Hjem, endda mine Forældres Kaar var kun ringe. Og jeg veed ogsaa, at min Fæstemand Hans Lauritsen tænker som jeg og vil være tilfreds, blot Vorherre under os det daglige Brød. Men det gjør mig ondt, at Frøkenen taler saa ringeagtende om det, som jeg selv skatter for den høieste Lykke. Thi det veed jeg, at hverken Gods eller Guld eller adeligt Navn kunde erstatte mig min Kjærlighed, om den blev tagen ud af mit Hjerte.

      Abigael. Du er en god Pige, Bodil; men hvad der gjælder for dig og dine Lige, gjælder nu engang ikke for mig og mine Lige. "Ørnen sidder paa høien Hald, og Linden den stander i dyben Dal", hedder det i den gamle Vise. Der er Urter, som trives bedst i mager Jord, og til dem maa vel Kjærligheden høre. Hos mig har den i det mindste hverken sat Rod eller Spire, og Junker Claus er dog ikke den eneste Mand, som har dandset med mig og sagt mig smukke Ting. For den Sags Skyld kunde jeg ligesaa gjerne gifte mig med Christen Skeel eller Jørgen Friis eller Erik Trolle—thi derudi er den Ene som den Anden, at jeg kan vinde dem Alle om en Finger. Og hvem veed, hvad jeg gjør? Jeg har endnu ikke givet mit Løfte, og til Syvende og sidst er det dog mig, det angaaer. Jeg vil selv vælge Strikken, sa'e Tyven, det er mig, som skal hænges!… Nu maae de vel forresten snart være her. Naar min Fader er med, gaaer det rask, og der er Heste nok at skifte med. See engang ud, om du ikke faaer Øje paa Vognen.

      Bodil (gaaer op imod Baggrunden og seer ud til Høire). Nei, endnu er der Intet at see; der er ikke en levende Sjæl paa hele Veien. Jo, fra den anden Kant kommer der En.

      Abigael (som har sat sig paa Bænken). En Bonde?

      Bodil (skygger med Haanden for Øinene). Nei, skjønner jeg ret, er han kjøbstadklædt…. Det var da en underlig En! Han gaaer barhovedet midt i Solskinnet og bærer Hatten paa en Kjæp.

      Abigael. Kommer han her forbi?

      Bodil. Ja, det maa han vel, og han skrider rask til. Kanskee det er den nye Skriverkarl, som den naadige Herre har fæstet!

      Abigael. Paa din Anbefaling.

      Bodil. Ja, det vil da sige paa min Kjærestes, for selv er jeg ikke kjendt med ham. Men han har gaaet i Skole med Hans Lauritsen, og de fulgtes ad til Akademiet i Kjøbenhavn…. Hør, kan I høre ham synge? (Bag Scenen lyder en munter Sang, som efterhaanden kommer nærmere.) Det er bestemt ham, for jeg veed, han skal have en kjøn Røst, og Viser kan han ogsaa digte.

      Abigael. Ei, ei! det maa jo være en sjelden Fugl af en Skriver.

      Bodil. Der er han!

      (Abigael vender sig og seer tilbage, uden selv at sees. Ambrosius, kommer rask ind fra Venstre hiinsides Gjærdet. Han bærer Hatten og en lille Vadsæk paa sin Stok, og en Luth i et Baand paa Ryggen. Midt for Scenen standser han i Solskinnet, seer ind i Haven og faaer Øie paa Bodil.)

      Anden scene

СКАЧАТЬ