Markens grøde. Кнут Гамсун

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ det var nok forsent, ulykken var skedd. Ser du trollet, hun er tidlig ute, bare året, et halvt år fortidlig, trollet, barnungen! Isak får hende ind i gammen, men det er nok forsent. Jaja, sa Inger, det er nu på en måte godt, for ellers hadde begge kjyrene blit høstbær! – Å Inger, nei hun hadde ikke godt hode, men hun visste kanske hvad hun gjorde da hun slap Sølvhorn og oksen ut sammen imorges.

      Vinteren kom, Inger kardet og spandt, Isak kjørte favnved, uhyre lass med tør ved på godt føre, al skyld og gjæld blev strøket, hest og kjærre, plog og harv var hans. Han kjørte bort med Ingers gjeitost og fik tvistgarn, vævstol, hespetræ og rendebom med hjem igjen, han kom atter med mel og matvarer, atter med planker, bord og spiker; en dag kom han med en lampe. Såsandt som jeg står her så spøker du! sa Inger, men hun hadde længe skjønt at lampen vilde komme. De tændte den om kvælden og var i paradis, lille Eleseus han trodde visst det var solen. Ser du hvor forundret han er! sa Isak. Inger kunde herefter spinde i lampelys.

      Han kom med lerret til skjorter og med nye komager til Inger. Hun hadde bedt ham om forskjellige farvevarer til uldgarn, han kom også med dem. Men en dag så kom han med en klokke. Med hvad? En klokke! Da blev Inger himmelfalden og det var ikke mål i hende en stund. Isak hængte klokken på væggen med forsigtige hænder og stillet den efter et skjøn, han trak loddene op og hadde den til at slå. Barnet vendte øinene efter den dype klang og så derefter på morn. Ja du kan gjærne undre dig! sa hun og tok gutten til sig og var selv rørt. For av alt godt her i ensomheten kunde intet måle sig med en stueklokke som gik hele den mørke vinter og slog timerne pent.

      Så var veden kjørt, Isak begyndte i skogen igjen og hugget mere ved, gjorde sine gater og sin by av favnved til næste vinter. Han kom længer og længer bort fra husene nu, en stor vid li lå alt åpen for dyrkning og han agtet ikke at snauhugge marken mere, men herefter bare fælde de ældste trær med tør top.

      Naturligvis hadde han også længe forståt hvorfor Inger hadde ordet om en seng til, nu fik han vel skynde sig og ikke utsætte det længer. Han kom hjem fra skogen en mørk kvæld og da var det gjort, familjen var øket, gut igjen, Inger lå. Den Inger, imorges hadde hun villet ha ham ned i bygden: du skulde røre hesten litt igjen, sa hun, for han står bare og graver i spiltauget! – Jeg har ikke tid til slikt tøv, sa Isak og gik. Nu skjønte han at hun bare hadde villet ha ham av veien, og hvorfor det? Han kunde været god at ha ved huset. – Hvorledesen har det sig at du aldrig kan varsku? sa han. – Nu må du gjøre dig en seng og ligge i kammerset, svarte hun.

      Det var nu forresten ikke gjort bare med en seng, det skulde også sengklær til. De hadde ikke to skindfelder, det vilde heller ikke bli råd til en ny feld før til næste høst når de fik nogen vædrer at slagte, men selv da vilde det ikke bli feld av et par væderskind. Isak slet ondt og frøs noget om nætterne nu en tid utover, han prøvet at grave sig ned i høiet under berghammeren, han prøvet at lægge sig hos kjyrene, husvild var han. Det var en lykke at det alt var mai, så vilde juni komme, juli …

      Mærkelig så meget her var bragt istand i ødemarken nu, menneskebolig og buskapshus og ryddede marker, alt på tre år. Hvad bygget Isak nu? Et nyt skur, en skjå, tilbygg til stuen. Det dundret gjennem huset når han drev otte toms spiker ind og Inger kom nu og da ut og bad for de små. Javel, de små, snak med dem sålænge, syng til dem, lat han Eleseus få spandloket at banke med! Det skal ikke vare så længe med de store spikerne, det er just her de må være, i strækfiskene, i det som skal fæste hele tilbygget til huset. Siden blir det bare bord og to og en halv toms spiker, bare dukkeværk.

      Kunde det undgås at han dunket! Der stod nu både sildtønden og melet og matvarerne i stalden for ikke at stå under åpen himmel, men flæsket tok smak av det, en skjå var den rene nødvendighed. Smågutterne måtte vel også kunne vænne sig til nogen hammerslag i væggen, Eleseus han var likesom blit litt spæd og elendig, men den andre han pattet som en tyk gudsengel og når han ikke skrek så sov han. En makeløs unge. Isak vilde ikke motsætte sig at han blev hetende Sivert, det var kanske bedst, skjønt han hadde atter tænkt sig Jakob. I somme tilfælder hadde Inger ret, Eleseus det var efter hendes præst og var fint, men Sivert det hette Inger sin morbror, herredskassereren, han som var ungkar og velfærdsmand uten arvinger. Hvad bedre kunde da barnet gjøre end at hete efter ham?

      Så blev det ny våronn igjen og alt i jorden før pinse. Dengang Inger hadde bare Eleseus kunde hun umulig avse tid til at hjælpe manden, den førstefødte optok hende så; nu da hun hadde to børn rensket hun jordet og utrettet mangt andet omfremt: var med lange stunder i potetsættingen, sådde gulrot og næpe. En slik kone var ikke let at finde. Hadde hun ikke også væv oppe? Hun nyttet hvert øieblik til at løpe ut i kammerset og væve et par spoler og det blev halvuld vendtøi til underplagg for vinteren. Da hun fik farvet sit garn blev det blåt og rødt kjoletøi til hende selv og de små, hun la tilslut flere farver ind og gjorde dynetræk til Isak av væven. Lutter nødvendige og nyttige ting, og så solide ting!

      Se, nu var familjen i marken kommet godt på fote og dersom årveien lyktes så var nybyggerne likefrem at misunde. Hvad stod tilbake? Høihus naturligvis, en løe med træskegulv i midten, det var et fremtidens mål, det vilde nåes som de andre mål, giv tid! Nu hadde vesle Sølvhorn kalvet, gjeiterne kidet og sauerne lammet, det vrimlet av småfæ i bumarken. Og hvad med menneskene? Eleseus gik alt på sine ben hvor han vilde og lille Sivert var kristnet. Inger? Hun laget sig visst til med barn igjen, hun var så frodig. Hvad var endda en gang et barn for hende? Ingenting – det vil si store ting, pent småfolk, hun hovmodet sig over børnene og lot forstå at det ikke var alle som Gud betrodde slike store og pene børn. Inger var i fuld virksomhet med at være ung. Hun hadde et vansiret ansigt og hadde levet hele ungdommen opover som et utskud, gutterne så hende ikke skjønt hun både kunde danse og arbeide, de forsmådde hendes sødme, de vendte sig bort – nu var det hendes tid, hun utfoldet sig, hun stod idelig i flor og gik med barn. Isak selv, husbonden, han var og blev en alvorlig mand, men han hadde hat god fremgang og var tilfreds. Hvad han hadde holdt liv i sig med før Inger kom var meget dunkelt, potet og gjeitmælk, ja dristige retter uten navn; nu hadde han alt som nævnes kunde for en mand i hans kår.

      Det blev tørke igjen, misvekst igjen. Lappen Os-Anders som kom forbi med sin hund kunde berette at folk i bygderne alt hadde slåt kornet til kreaturfoder. – Nå. Så hadde de ikke noget håp? spurte Inger. – Nei. Men de har stængt sild. Han Sivert, morbror din, får landslot. – Han hadde nu ørlite før! Både i kjørrel og gryte! – Net som du, Inger! – Ja Gudsketak, det er ikke at klage. Hvad de sier om mig derhjemme? – Os-Anders vagger på hodet og slesker at han har ikke ord for det. – Dersom at du lyster en kum søtmælk så skal du bare orde det, sier Inger. – Du skal ikke kostværde! Men har du ørlite til hunden?

      Mælken kom, hundematen kom. Lappen hørte en musik inde fra stuen og lydde: Hvad det er? – Det er stueklokken vores som slår, sa Inger og var revnefærdig av storhet.

      Lappen vagget igjen på hodet og sa: dokker har hus og hest og middel, kan du nævne mig hvad dokker ikke har! – Nei vi kan ikke Gud fuldtakke. – Ho Oline bad mig om at hilse dig. – Nå. Hvor hun baler? – Tålelig. Hvor manden din er? – Han er og bryter. – De sier han har ikke kjøpt? Henkaster lappen. – Kjøpt? Hvem som sier det? – De sier det. – Hvem skulde han kjøpe av? Det er almenning. – Jaja. – Og nogen svettdråper har han lagt ned på denne jorden! – De sier det er staten sin jord?

      Inger forstod ingenting av det og sa: Jaja det må så være. Er det ho Oline som har snakket på det? – Jeg mindes ikke hvem det var, svarte lappen og kastet sine vikende øine i alle retninger.

      Inger forundret sig over at han ikke tagg om noget, det gjorde Os-Anders ellers altid, det gjør alle lapper, de tigger. Os-Anders sitter og karver i sin kridtpipestubb og tænder. Å for en pipe, han røker og drager så hele hans gamle rynkede ansigt står som en rune. – Ja jeg gjør ikke at spørre om at det er dine børn, sa han og slesket mere. For de er så like dig. Net akkurat som da du selv var liten!

      Inger СКАЧАТЬ