Markens grøde. Кнут Гамсун

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ og de vilde være milde. Følgen blev uberegnelig. Senere da Inger skulde hentes hadde ingen spurt om hendes tilstand og hun selv hadde intet sagt. Kanske hadde hun også tiet med vilje for at ha et barn i sin nærhet i de onde år: når hun opførte sig godt vilde hun vel få se det nu og da. Kanske hadde hun bare været sløv og gåt likegyldig med på at bli leidd hjemmefra trods sin tilstand …

      Isak arbeidet og strævet, han grøftet og brøt på sin indmark, han hugget skjel mellem sig og staten, veden blev atter et års favnved. Men da han ikke længer hadde Inger at gjøre sig grom for så slet han mere av vane end av velbehag. Der hadde han nu også ved to ting forsømt at få skjøtet tinglæst fordi det ikke lå ham på hjærte, endelig nu i høst hadde han hat tiltak til at få det gjort. Det var ikke som det skulde være med ham. Tålsom og sindig – javisst var han det, men han var tålsom og sindig fordi han hadde fåt helde på. Han fandt frem skind fordi det skulde gjøres, gjeitskind, kalvskind, han la dem i elven og røitte dem, la dem i bark, gjorde dem færdige til fottøi. Han tok av om vinteren, allerede ved første træsking tok han av, sit såkorn for næste vår for at ha det gjort, det var bedst at ha det gjort, han var ordensmand. Men det var blit gråt og ensomt for ham, åja Herregud, ugift mand igjen og alt ihop.

      Hvad glæde var det for ham nu at sitte om søndagen i sin stue, vasket og i pen rød skjorte, når han ikke hadde nogen at være pen for mere! Søndagene var de længste av alle dager, de fordømte ham til lediggang og traurige tanker, han måtte bare drive om på jordet og se på alt som skulde været gjort. Hver gang hadde han smågutterne med, altid en av dem på armen. Det var trøisomt at høre på deres prat og svare på deres spørsmål.

      Gamle Oline hadde han fordi han ikke hadde nogen anden. Oline var i grunden slet ikke så gal at ha, hun kardet og spandt og bandt hoser og votter og ystet gjeitost hun også; men hun hadde ingen lykkelig hånd og hun arbeidet uten kjærlighet, intet av det hun tok sine hænder i tilhørte hende. Der hadde nu Isak engang i Ingers tid kjøpt en såre pen dåse hos handelsmanden, den hadde plass på hylden, var av krus og hadde et hundehode på loket, egentlig var det vel et slags røktobaksdåse, Oline tok loket av og slap det i gulvet. Inger hadde efterlatt sig nogen avlæggere av fuchsia i en kasse, de stod under glas, Oline tok glassene av og trykket dem hårdt og ondt på igjen – dagen efter var alle avlæggerne døde. Det har vel ikke været så let for Isak at se på dette, han satte kanske op en mine, og da det ikke var noget bløtt eller svaneagtig ved ham så var det kanske en farlig mine. Oline var seig og melet, hun mukket: Kunde jeg for det! – Ja, sa Isak, det vet jeg ikke, men du kunde ha latt det være. – Jeg skal ikke røre blomsterne hendes mere, sa Oline da. Men nu var de døde.

      Og hvad kom lapperne så ofte indom Sellanrå for nu mere end før? Os-Anders, hvad ærend hadde han her, kunde han ikke bare gå forbi? Han kom to ganger over fjældet på en sommer og Os-Anders hadde jo ingen ren at se til, men levet av at tigge og være hos andre lapper. Når han kom til nybygget slap Oline alt sit arbeide og begyndte at sladre med ham om folk fra bygden, når han gik igjen hadde han sækken tung av mangt og meget. Isak tidde sindig i to år.

      Så skulde Oline ha nye sko igjen og da tidde han ikke længer. Det var om høsten og Oline slet sko hver dag i stedet for at gå i komager eller trætøfler. Isak sa: Det er fint veir om dagen. Hm! – Slik begyndte han. – Ja, sa Oline. – Var det ikke så, Eleseus, at du fik det til ti gjeitoster på hylden imorges? spurte Isak. – Jo, svarte Eleseus. – Nu er det ikke mere end som ni. —

      Eleseus talte over igjen og husket sig om i sit lille hode og sa: Ja og så den som at han Os-Anders fik. Så blir det ti.

      Taushet rundt i stuen. Lille Sivert skulde jo også tælle og gjentok brorns ord: Så blir det ti.

      Taushet rundt igjen. Da måtte Oline endelig forklare sig: ja han fik en ørliten ost, jeg trodde ikke det skulde gjøre noget. Men børnene er ikke store før at de viser hvad som bor i dem. Og at jeg kan skjønne eller utregne hvem det er de slægter på! For det er nu ikke på dig, Isak, det vet jeg.

      En hentydning som Isak måtte avvise: børnene er bra nok. Men kan du si mig hvad det er for velgjærninger han Os-Anders har gjort mig og mine? – Velgjærninger? sier Oline. – Ja? – Han Os-Anders? sier hun. – Ja? Siden at jeg skylder ham gjeitoster? – Oline har fåt tid på sig og gir følgende svar: Nei Gud bevare mig for dig, Isak! Er det jeg som har begyndt med han Os-Anders? Dersom at jeg så meget som tok han på tungen så lat mig aldrig komme levende av flækken!

      Brillant. Isak må gi sig som så mangen gang før.

      Oline gav sig ikke: Og er det så at jeg skal gå snoft barfotet her imot vinteren og ikke eie det Gud har skapt til sko på føtterne så skal du late mig vite det. Jeg ordet om sko for både tre og fire uker siden, men jeg ser ikke tegn til dem, og her går jeg som jeg gik. – Isak spurte: Hvad det er som mankerer trætøflerne dine siden du ikke bruker dem? – Hvad som mankerer dem? spør Oline overrumplet. – Ja det må jeg spørre om? – Trætøflerne? – Ja? – Du nævner ikke at jeg karder og spinder og steller dyrene og holder børnene flidd, det nævner du ikke. Og korsom er så gik vel heller ikke konen din som er på straf – hun gik vel heller ikke barfotet i sneen. – Nei hun gik i trætøfler, sa Isak. Og når at hun skulde til kirke eller til ordentlig folk så gik hun i komager, sa han. – Jaja, svarte Oline, hun var nu så meget grommere! – Ja det var hun. Og når at hun gik i komagerne om sommeren så hadde hun bare klinke klare senegræs i dem. Men du – du bruker hoser i skoene hele året rundt.

      Oline sa: Hvad som det angår så får jeg vel trætøflerne utslitt. Jeg trodde ikke det hastet med at slite ut ens ærend så gode trætøfler. – Hun talte sagte og melet, men hun halvlukket øinene og var god og snedig: Ho Inger, sa hun, byttingen som vi kaldte hende, hun gik nu blandt mine børn og lærte både det ene og det andre i alle de år. Nu har vi takken. Når datter min i Bergen går med hat så er det kanske det ho Inger gjør sørover også, at hun er reist til Trondhjem for at kjøpe sig en hat, hehe.

      Isak steg op og vilde gå ut. Men nu hadde Oline åpnet for sit hjærte, for sin skat av sorthet, ja hun utstrålet mørke og tilstod at ingen av hendes døtre var oprevet i ansigtet som et ildsprutende rovdyr, kan jeg gjærne si, men derfor fik de nu være bra nok. Det var ikke alle som kunde ha håndlag til at dræpe børn. – Nu varer du dig! ropte Isak, og for at gjøre sig soleklart forståt la han til: Dit fans kvindfolk!

      Men Oline varet sig ikke, nei hehe! sa Oline og så til Himmels og antydet at det i grunden var et misbruk av haremyndthet at gå med det slik som visse folk. Det kunde nu være måte på!

      Isak var vel glad til at han endelig slap ut av huset. Og hvad andet hadde han at gjøre end at skaffe Oline sko? En jordbryter i skogen, han var ikke engang litt gudernes like og kunde lægge armene over kors og si til sit tyende: Gå! En husholderske så uundværlig, hun var i sikkerhet hvad hun så sa og gjorde.

      Nætterne er kjølige og med fuldmåne, myrene stivner til så de til nød bærer en mand, om dagen tiner solen dem op igjen og gjør dem ufremkommelige. Isak går til bygden en kjølig nat forat bestille sko til Oline. Han har med sig to gjeitoster til madam Geissler.

      Midtveis til bygden har nu den næste nybygger nedsat sig. Han var vel en mand med middel siden han hadde hat bygningsfolk fra bygden til at tømre hus for sig og dertil leiehjælp til at pløie op en lapp sandmyr til potet; han gjorde lite eller intet selv. Manden var Brede Olsen, lensmandskar og stævnevidne, en mand at ta til når doktoren skulde hentes eller når præstefruen skulde ha slagtet sin gris. Han var endnu ikke tredive år, men hadde fire børn at forsørge, omfremt konen som også var barn godt nok. Å Bredes middel var vel ikke så stor, det kastet ikke ordenlig av sig at være pot og pande og fare omkring på panting; nu vilde han prøve jordbruk. Han hadde lånt i banken til sit hus i marken. Hans sted hette Breidablik, det var lensmand Heyerdahls frue som hadde git ham dette herlige navn til stedet.

      Isak haster СКАЧАТЬ