.
Чтение книги онлайн.
Читать онлайн книгу - страница
Titelblad
Klaus Kjøller
Drengen
der skrev
Roman
KJOELLER.dk
Bagside
På Klipø i Østersøen beslutter tolderens grå og anonyme søn, Arne Ossian, i 2. g at forlade gymnasiet for at leve et simpelt liv uden krav på en ø i Stillehavet. Han har længe skrevet i smug i timerne fordi han keder sig. Skrevet helt ærligt om sine oplevelser og tanker. Ved et tilfælde opdager redaktøren for skolens døende skoleblad en af Arnes tekster og bringer den i bladet. Det vækker opsigt og medfører revolutionære tilstande på skolen. Drengen der skrev viser hvad stilskrivning kan føre til på et gymnasium, hvis skrivningen ikke til stadighed holdes under stram disciplin. Og hvis elevers flugt til en ø i Stillehavet forhindres.
”Forfatteren trækker både på inspiration fra sin egen skolegang, fra sine tre børns skolegang, fra sine mange år som censor ved studentereksamen i dansk stil og som kursusholder for gymnasielærere.”
Klaus Kjøller er forfatter og kommentator. 1978 - 2015 var han lektor på Københavns Universitet, hvor han uddannede sprog- og kommunikationsrådgivere. Institutleder 1994 – 1999, studieleder 2007 – 2009. Har foruden 14 romaner skrevet ca. 40 fagbøger og en selvbiografi.
1.
Der var en meget dårlig stemning ved middagsbordet i Arne Ossians familie den aften. Ingen af hans forældre sagde noget.
Det var ret almindeligt at hverken Arne eller hans far, Ole, sagde ret meget. Til gengæld fortalte Arnes mor, Else, meget om sit arbejde som sekretær på borgmesterens kontor. De to andre faldt så ind med korte kommentarer, ofte kun på én stavelse.
Men i aften var også Arnes mor tavs.
Som om de begge vidste hvad der ville komme.
— Værsgo, sagde Else Ossian da suppen var stillet på bordet.
Arne ventede til alle havde fået og var begyndt at spise.
— Jeg har noget at fortælle, sagde han.
De spiste videre, men Arnes forældre skottede samtidig til Arne. Det var så vidt de huskede, aldrig før sket at Arne havde taget initiativet ved et middagsbord.
— Jeg har besluttet fra nu af kun at gøre ting som jeg kan stå 100% inde for! erklærede Arne.
De tøvede lidt mens de studerede hans ansigt. Så spiste de videre. Også Arne.
— Godt, sagde hans mor og sendte et blik til faren som så ned i suppen og derefter spiste endnu en skefuld.
— Men det håber jeg da altid du har gjort, sagde Else og så på Ole Ossian som stadig spiste videre. Han sendte dog et fjernt, spekulativt blik til Arne.
— Godt, sagde Arne. — Derfor har jeg også straks besluttet at stoppe i gymnasiet.
Hans forældre lagde skeerne og lænede sig bagover. Ole Ossian tog sig til hovedet og rystede opgivende på det.
Else så vredt på sin søn:
— Her sidder din far og har lige ikke fået en stilling han har søgt, og så fortæller du os at du fra i dag vil stoppe i gymnasiet. Kan du ikke selv se hvor hensynsløst det er?
Hun øste mere suppe op i Arnes tallerken, selv om der stadig var en del tilbage.
— Lige netop i dag! sagde hun og slap øseskeen, så den ramte bunden af suppegryden med et bump.
— Jeg er ked af at far ikke har fået den stilling, sagde Arne. — Det er der ingen der har fortalt mig.
— Din far har lige åbnet brevet da han kom hjem.
— Men det vidste jeg ikke. Jeg vidste ikke engang han havde søgt noget andet.
Ole Ossian så på sin søn med sammenknebne øjne. Arne hævede blikket, og et øjeblik så de på hinanden. Arne kunne tydeligt se hvordan hans far havde det: forurettet, hadefuld og grædefærdig på én gang.
— Nåh, spis nu! sagde Else demonstrativt opmuntrende.
Ole Ossian tog et par skefulde og lagde så skeen. Han rejste sig og gik ovenpå. Kort efter hørte de høje hulk deroppefra. Der lød et brag som om noget faldt på gulvet.
Else rejste sig og så sig desorienteret omkring. Men satte sig igen, fordi lydene aftog.
— Det er også rigtig synd, er det. Han havde faktisk fået lovning på at det blev ham der blev toldchef her på øen, men så skete der ét eller andet i sidste øjeblik, så det blev èn ovrefra som er helt uduelig, men som har sommerhus ved siden af borgmesteren og hjalp hende sidste år med at lægge nyt tag. Karen, borgmesterens personlige sekretær som skrev brevet til ansøgeren efter diktat, fortalte mig det til frokost i dag, og alle var meget vrede fordi det er så plim-uretfærdigt. Og din far fik bare det standardbrev vi altid bruger når folk ikke får stillinger. Din far som er så pligtopfyldende og korrekt, sagde Else og begyndte at snøfte.
— Det er lige netop det jeg mener, sagde Arne.
— Hvad? sagde Else og tørrede næsen i servietten.
— Gør far kun det han kan gå 100% ind for?
— Det gør han vel, i princippet. Men når andre ikke er så reelle som din far, så er det at det går galt.
Arne så på hende.
Han ønskede ikke at blive som sin far. Ønskede ikke at ende som ham, selv om man egentlig ikke kunne sige at hans far var endt endnu.
Arne havde ikke noget imod sin far, tværtimod: Han kunne godt lide begge sine forældre og følte ofte at han ikke var god nok til dem.
Arne havde mange gange ønsket at han havde en bror eller en søster som de kunne være 100% tilfredse med, så han bedre kunne lave sine dumheder i ly af sin perfekte søskende. Ligesom hans sidemand i klassen, Torsten, hvis ældste bror ganske vist var nærmest det, lægerne kalder en idiot, men som havde flere andre brødre som var målbevidste og dygtige og i gang med længere uddannelser ovre i København som ville gøre dem til virkelig gode borgere med parcelhus og pensions-ordninger.
Men Arne mente at selv om man godt kan lide sine forældre, behøver man ikke ønske at blive som dem. Behøver ikke gentage alle deres fejl.
— Hvorfor hjælper du ham ikke? sagde Arne.
— Hvad mener du?
— De har røvrendt ham, sagde Arne. — Endnu engang.
Else nikkede.
— Det er niende eller tiende gang, han søger uden at få, sagde hun. — Mindst en gang om året. Det er et helvede.
— Hvorfor er der slet ingen der hjælper ham?
СКАЧАТЬ