Odin Teatret. Группа авторов

Чтение книги онлайн.

      Fra prøverne til Ornitofilene i et underjordisk beskyttelsesrum i Oslo 1965. Tor Sannum, Eugenio Barba og Trine Grimnes. (Foto: Terje Lund)

      Et dansk verdensteater

       Af Erik Exe Christoffersen

      Odin Teatret er et indvandrerteater, som kom til Danmark i 1966, og lige siden har teatret været knyttet til Holstebro. Teatret blev dannet i Norge i 1964 på initiativ af italieneren Eugenio Barba medfire norske skuespillere, men gennem årene er teatret i stigende grad blevet et internationalt teater. I dag er der en række forskellige nationaliteter repræsenteret på teatret. Det bemærkelsesværdige er, at det på mange måder mærkværdige og udanske teater fra midten af tresserne fik mulighed for at repræsentere en lille provinsby, Holstebro, i Danmark og resten af verden – og fortsat gør det den dag i dag.

      Den teateropfattelse, som har været grundlæggende for Odin Teatret, er, at teatret er til for at skabe kvalitative relationer. I den store mængde af litteratur om Odin Teatret støder man ofte på udtrykket “mødet med Odin Teatret” (Kowalewicz 2000). Teatret skaber en relation, som får karakter af udveksling i et bestemt scenearrangement, men som teaterlaboratorium har teatret også skabt en række mødesituationer uden for teaterrammen. Forholdet mellem teatret og tilskueren genskaber en forundring og en gensidig fremmedhed, men naturligvis også en genkendelighed og tillid. Forestillingerne træder frem med en markant fremmedhed i forhold til den almindelige teaterkultur. Det samme gælder den kreative proces, som skaber en egensindighed og autonomi gennem selvvalgte begrænsninger og forhindringer, og hvor resultatet selv for teatret kan være uventet. Processen er en form for refleksion-i-handling, som forbinder teatrets forestillingspraksis med dets laboratorieforskning.

      Med denne antologi berettes om Odin Teatrets virke, sådan som “særlige” danske tilskuere har oplevet det gennem forestillinger og forskelligartede relationer, der er skabt mellem teatret og enkeltpersoner. Artiklerne er meget forskellige, men fælles for forfatterne er en langvarig udveksling med Odin Teatret over 20-30-40 år.

      Antologien afspejler, hvordan Odin Teatret som et teaterlaboratorium har arbejdet med formelle og uformelle netværk, der danner grundlag for forandringer: personlige, kulturelle, teatrale og politiske. Når den danske vinkel er valgt, er det for at påpege de danske relationer i det ellers internationale Odin Teatret og for at pege på frugtbare sider af en dansk kulturpolitik, hvor mødet mellem fremmede identiteter har dannet basis for kreativ vækst – sådan som det har været gældende for den såkaldte Kulturmodel Holstebro, hvor Odin Teatret har været en udfordring både kulturpolitisk, æstetisk og organisatorisk. Undertiden forekommer teatret mere kendt internationalt end nationalt, men teatret har haft og har en synlig (og usynlig) virkning på dansk teater.

      En række af antologiens bidragydere har på forskellig vis været personligt og professionelt involveret i denne form for laboratorievirksomhed, og deres tekster reflekterer forfatternes professionelle identiteter, møder og udvekslinger med Odin Teatret.

      Det er ikke antologiens mål at levere en gennemgang og analyse af Odin Teatrets lange række af forestillinger. Det er heller ikke hensigten at skabe en tilbundsgående fremstilling af teatrets kunstneriske metoder, lokale aktiviteter, internationale samarbejde og interkulturelle forskning. Hensigten er at udpege nogle erfaringer, som forekommer centrale i dagens Danmark. Selvom teatret bevæger sig mod de 50 år, synes det at kunne levere nogle interessante svar og erfaringer, der kan inspirere dansk teater og teaterforskningen til at udvikle nye teatrale og pædagogiske strategier og tænkemåder. I 1960’erne var teatret på mange måder forud for sin tid og blev opfattet som et modernistisk fremmedelement i dansk kulturliv. I 1970’erne stod teatret i modsætning til mange af de politiske teaterstrømninger, som krævede direkte politisk aktion og stillingtagen. Odin Teatrets selvdisciplin lignede en form for indadvendthed og selvdyrkelse, der var ude af trit med de emancipationsbestræbelser, som store dele af den politiske gruppeteaterbevægelse søgte i den kulturelle kamp. I 1980’erne og 1990’erne var teatrets etiske forpligtigelse og patos for meget i forhold til tidens ironi og postmodernisme. I dag er der imidlertid nogle iøjnefaldende overensstemmelser mellem Odin Teatret og samtidskulturens behov for udformning og ledelse af kreative processer og modeller for et mere interaktivt forhold mellem teater og det omgivende samfund. Med sin 47-årige historie i en mindre provinsby er Odin Teatret et godt udgangspunkt for en refleksion over teatrets rolle i en globaliseret og medialiseret verden.

       Synsvinkler på Odin Teatrets aktiviteter

      Bogens første del består af artikler, som beskriver Odin Teatrets aktiviteter ud fra forskellige synsvinkler. Erik Exe Christoffersen, lektor i dramaturgi ved Aarhus Universitet, fremhæver i artiklen “Mødet med Odin Teatret” de særlige træk ved teatret, som “rører” ved tilskuerens sanser: synet, hørelsen, rytmesansen, balancesansen, oplevelsen af fysisk nærhed og modsatrettede spændinger, og som udfordrer kendte som ukendte personlige og intellektuelle behov. Christoffersen så første gang Odin Teatret i 1972, og han beskriver, hvordan forestillingen Min Fars Hus for ham fik en skelsættende karakter. Artiklen er desuden en introduktion til Odin Teatrets virke.

      Kathrine Winkelhorn, universitetsadjunkt ved Malmö Högskola, beskriver i sin artikel “Odin Teatrets kultur, СКАЧАТЬ