Kidnappet. Блейк Пирс

Чтение книги онлайн.

СКАЧАТЬ

      Lucy lænede sig ind mod Riley for at se på de samme billeder.

      ”Alligevel købte han en masse af dem,” sagde Lucy. ”Man skulle tro, at en ekspedient ville have bemærket nogen, der køber så mange kæder.”

      Alford nikkede enigt.

      ”Ja, det var, hvad vi troede på det tidspunkt. Men vi kontaktede hardwareforretninger rundt omkring i området. Ingen af butiksfolkene kunne huske noget usædvanligt salg af kæder. Han må have købt nogle få ad gangen her og der uden at tiltrække megen opmærksomhed. Da han nåede frem til tidspunktet for mordet, havde han en stor bunke af dem lige ved hånden. Det har han måske stadigvæk.”

      Riley kiggede indgående på den spændetrøje, som kvinden havde på. Den så identisk ud med den, der blev brugt til at binde gårsdagens offer.

      ”Hvad med spændetrøjen?” Spurgte Riley.

      Alford trak på skuldrene. ”Man skulle tro, at sådan noget ville være let at spore. Men vi har intet. Det er standardudstyr på psykiatriske hospitaler. Vi har undersøgt alle hospitaler i hele staten, inklusive et lige her i nærheden. Ingen havde bemærket, at der manglede eller var stjålet spændetrøjer.”

      En tavshed fulgte, da Riley og Lucy fortsatte med at kigge på rapporter og fotos. Ligene var blevet efterladt inden for 16 kilometer fra hinanden. Alt tydede på, at morderen sandsynligvis ikke boede særlig langt væk. Men den første kvindes lig var blevet smidt ubevægeligt på en flodbred. I løbet af de fem år mellem mordene havde morderen holdning ændret sig på en eller anden måde.

      ”Så, hvad tror du om denne fyr?” Spurgte Alford. ”Hvorfor spændetrøjen og alle kæderne? Virker det ikke temmelig overdrevent?”

      Riley tænkte sig om et øjeblik.

      ”Ikke i hans sind,” sagde hun. ”Det handler om magt. Han vil begrænse sine ofre, ikke kun fysisk, men symbolsk. Det går langt ud over det praktiske. Det handler om at fjerne offerets magt. Morderen ønsker virkelig at understrege dette.”

      ”Men hvorfor kvinder?” spurgte Lucy. ”Hvis han ønsker at nedbryde sine ofre, ville det ikke være mere dramatisk med mænd?”

      ”Det er et godt spørgsmål,” svarede Riley. Hun tænkte tilbage på gerningsstedet - hvordan kroppen var blevet så omhyggeligt opvejet.

      ”Men husk, han er ikke særlig stærk,” sagde Riley. ”Det kan delvis være et spørgsmål om at vælge lettere mål. Middelaldrende kvinder som disse vil sandsynligvis udgøre en mindre kamp. Men de står sandsynligvis også for noget i hans sind. De blev ikke valgt som enkeltpersoner, men som kvinder – og hvad det end er, kvinder repræsenterer for ham.”

      Alford knurrede kynisk.

      ”Så du siger, at det ikke var noget personligt,” sagde han. ”Det er ikke, fordi disse kvinder har gjort noget for at blive fanget og dræbt. Det er ikke, fordi morderen selv troede, at de særligt fortjente det.”

      ”Sådan går det ofte,” sagde Riley. ”I min seneste sag gik morderen målrettet efter kvinder, der købte dukker. Han var ligeglad med, hvem de var. Det eneste, der betød noget, var, at han så dem købe en dukke.”

      Der blev stille igen. Alford kiggede på sit ur.

      ”Jeg har en pressekonference om cirka en halv time,” sagde han. "Er der noget andet, vi har brug for at diskutere inden da?"

      Riley sagde: ”Jo før agent Vargas og jeg kan interviewe ofrets nærmeste familie, desto bedre. Helst i aften, hvis det er muligt.”

      Alford rynkede bekymret øjenbrynene.

      ”Det tror jeg ikke,” sagde han. ”Hendes mand døde ung, måske for femten år siden. Alt, hvad hun har tilbage, er et par voksne børn, en søn og en datter, som begge har deres egne familier. De bor midt i byen. Mine folk har interviewet dem hele dagen. De er virkelig trætte og fortvivlede. Lad os give dem en pause indtil i morgen, før vi gennemgår sagen med dem.”

      Riley så, at Lucy var ville gøre indsigelse, så hun stoppede hende med en stille bevægelse. Det var smart af Lucy at ønske straks at interviewe familien. Men Riley vidste også bedre end at skabe konflikter med de lokale politifolk, især når de var så kompetente som Alford og hans team.

      ”Jeg forstår,” sagde Riley. ”Lad os prøve til i morgen formiddag. Hvad med familien til det første offer?”

      ”Jeg tror, der stadig kan være nogle slægtninge nede i Eubanks,” sagde Alford. ”Jeg tjekker det. Lad os bare ikke skynde os. Morderen har slet ikke travlt. Hans sidste mord var for fem år siden, og han formodes ikke at slå til lige med det samme igen. Lad os tage os tid til at gøre tingene rigtigt.”

      Alford rejste sig fra sin stol.

      ”Jeg må hellere gøre klar til pressekonferencen,” sagde han. ”Vil I to være en del af det? Har du noget, du vil sige?”

      Riley tænkte over det.

      ”Nej, det tror jeg ikke,” sagde hun. ”Det er bedst, hvis FBI for tiden holder lav profil. Vi ønsker ikke, at morderen skal føle, at han får en masse reklame. Han er måske mere tilbøjelig til at vise sig, hvis han ikke tror, han får den opmærksomhed, han fortjener. Lige nu er det bedre for dig at være det ansigt, folk ser.”

      ”Nå, men I kan bo her,” sagde Alford. ”Jeg har reserveret et par værelser på en lokal Bed & Breakfast til jer. Der holder også en bil ude foran, som I kan bruge.”

      Han lod reservationspapirerne og et sæt bilnøgler glide tværs hen over sit skrivebord til Riley. Hun og Lucy forlod politistationen.

      *

      Senere samme aften sad Riley i karnappen og kiggede ud over Reedsports hovedgade. Skumringen var faldet, og gadelygter var tændt. Natteluften var varm og behagelig og alt var stille uden nogen journalister i syne.

      Alford havde reserveret to dejlige værelser på anden sal i Bed & Breakfast til Riley og Lucy. Kvinden, der ejede stedet, havde serveret en lækker aftensmad. Så havde Riley og Lucy tilbragt en times tid i stuen nedenunder med at planlægge i morgen.

      Reedsport var virkelig en malerisk og dejlig by. Under andre omstændigheder ville det være et rart sted at holde en ferie. Men nu, da Riley var væk fra al snak om gårsdagens drab, vendte hendes sind sig mod mere velkendte bekymringer.

      Hun havde ikke tænkt på Peterson hele dagen indtil nu. Han var derude, og hun vidste det, men ingen andre troede på det. Gjorde hun klogt i at lade tingene være sådan? Burde hun have prøvet hårdere at overbevise nogen?

      Det gav hende kuldegysninger at tænke på, at to mordere, som havde dræbt de to kvinder her, lige nu bare levede deres liv. Hvor mange andre fandtes derude i staten og i hele landet? Hvorfor blev vores kultur plaget af disse skæve mennesker?

      Hvad lavede de nu? Planlagde de et eller andet sted isoleret, eller tilbragte de komfortabelt deres tid med venner og familie - intetanende, uskyldige mennesker, som ikke havde nogen idé om det onde i deres midte?

      For øjeblikket kunne Riley umuligt vide det. Men det var hendes job at finde ud af det.

      Hun СКАЧАТЬ